Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1852-10-08)

Kiøbenhavn. 8. Oct. 1852.

Min kiære Christian,

Denne Dag vil jeg ikke lade gaae til Ende, uden at begynde disse Linier, der skulle hilse dig ved Indtrædelsen i mit 70de Aar. Det er første Gang siden Du forrige Gang var udenlands, at jeg oplever dette Aarsskifte, uden at see dig ved min Side. Jeg har følt dette i Middags, blandt mine Venners Samfund, og jeg føler det mere nu, i Ensomhed, da jeg slutter Dagen paa dit Værelse. Det synes mig som jeg med hver Dag, jeg bliver ældre, stærkere føler, hvor naturligt det er, at Kiserlighed fordrer Samliv, eller Livets Meddelelse, og at ihvorvel dette Samliv ogsaa kan være i Aanden og i Tanken — er dets høieste Grad dog kun at finde i den virkelige, personlige Nærværenhed, i den indbyrdes personlige Virkning, hvoraf en mere inderlig Forbindelse ligesom et forenet Liv opstaaer. Min egen Tilværelse er, hvad det Indre angaaer, med Aarene ikke lammet eller svækket; men da jeg altid har levet meget i Følelsen, og da Handlingens eller det active Liv, ved en naturlig Følge af Alderdommens aftagende Kræfter, maa formindskes, føler jeg en større indvortes Trang til at leve i en aandelig Kiærlighed, som trænger til at møde den Forstaaelse og Deeltagelse, jeg sieldnere finder og kan finde i min herværende Livskreds. Dette bidrager vel til at vække og nære den Længsel efter et mere eensomt, stille, til Omgang med faa beslægtede Væsener indskrænket Liv, som med hvert Aar tiltager hos mig; ligesom jeg meer og mere føler mig giennemtrængt af Overbevisningen om saamange jordiske Tings Tomhed og Forfængelighed. Hvad bliver der tilsidst, naar vi nærme os ultima linea rerum — eller rettere det sidste Overgangs Punkt, tilbage af hele Livet, uden det, der skal følge os indtil, eller, som vi haabe, paa hiin Side af dette Punkt, Kiærligheden? — Maatte jeg dog fortiene at finde den sidste, og i dette Øieblik den eneste Glæde og Trøst, Mennesket har tilbage, at døe med den Bevidsthed at være og at have været elsket ! — Dette er det sidste Lys i Dødens Mørke, og det er ved Glandsen af dette Lys, at s. 21 Siælen aliene kan finde Haab og Mod til rolig at forlade sin forgængelige Bolig. — Disse alvorlige Yttringer ere ikke Følger af Dagens Scener, der omtrent have været de sædvanlige; de ere mere en Virkning af den indadvendte Selv-Betragtning, som Nattens Ro og Stilhed omkring mig har fremkaldt. — —

10.—12. Octbr. Det er ikke uden en vis Frygt, at jeg tænker paa Fortsættelsen af dette Brev, hvor det i Forgaars Aftes endte. »Dagens Nyheder« vilde ikke være mig lette at samle; dertil hørte baade mere Hukommelse og mere Tid, end jeg har, især da Rummet maa indskrænkes til et Blad. Det forekommer mig, at her siden Du reiste, eller siden jeg sidst skrev, er foregaaet langt mere, end hvad der svarer til det sædvanlige Udtryk i Breve: »af Nyheder er der kun lidt at fortælle« etc. Allerførst kunde jeg saaledes, i Anledning af 8de October, erindre, at dette netop er blevet (Dagen for) det kongelige Budskab om Arvefølgens Forandring, og den afsluttede Londonske Tractat blev overgivet den af begge Ting forenede Rigsdag, efterat Bluhme, som Ministerpræsident, først ved Rigsdagens Aabning d. 4de Oct. havde opfordret begge Tingene til, i Følge Grundloven, at sammentræde i eet Parlament, i bemeldte Anledning. I Budskabet opfordrer Kongen Rigsdagen til at give Samtykke til den af ham ordnede Arvefølge, som de europæiske Magter have erkiendt, tilligemed det danske Monarkies Integritet, ved Tractaten i London. — Den forenede Rigsdag valgte derpaa en Præsident (Clausen) og holder et Møde for at bestemme sin »Forretningsgang« i Morgen (d. 11te). Man venter, at en Committee vil blive nedsat; skeer dette, bliver Sagen neppe saa snart afgiort, som Mange have meent. I øvrigt snakkes der nok om, at Kongen ikke vilde underskrive Budskabet om Arvefølgen, eller »giorde sig ud til Beens«, vilde opsætte det m. m. Det er noget saa taabeligt og barnagtigt, naar man tænker paa den i London sluttede og af de fremmede Magter ratificerede Tractat, at man kun kan lee deraf. I øvrigt er det ligefrem en Følge af Kongens i senere Tider opkomne eller tiltagne Kulde og Unaade imod Prinds Christian af Glücksborg; og denne igien af hans bestemte Erklæring, at han hverken kunde eller vilde bringe hans »Kone« i Selskab med en »Gemalinde« af slig Suurdei, som Jomfru Rasmussen. Der fortælles, at der i Sommer skal have været en meget alvorlig Scene imellem Kongen og Prindsen, og at det siden er forbi s. 22 med det gode Veir *) . — Hvorledes dette endog er (Prinds Christian var saavidt jeg veed tilstede ved Revuen for en 14 Dage siden, og er saaledes i Byen), saa havde man allerede talt om, at Kongen i nogen Tid skrantede paa Skovsborg — hvilket Frøken Dreyer ogsaa bekræftede, da hun for en 8—10 Dage siden besøgte din Moder. Han faldt meer og mere sammen, blev dorsk, kunde ikke bevæge sig, men røgte stærk Tobak hele Dagen. Søbadene skulle ikke have bekommet ham vel; ved den hastige Overgang til en kølig Temperatur i Slutningen af Sept. og den usle Lejlighed paa Skovsborg har han vel faaet Forkølelse. Ved Revuen (enten Troppernes eller Borgervæbningens) red han flere Timer i Smaaregn, uden Kappe. Det endte med, at han den 2den Oct. om Aftenen i Stilhed kom daarlig ind til Christiansborg; der fortælles endog, at han blev baaret op ad Trapperne paa Slottet; det er maaskee overdrevet. — — Om Kongens virkelige Helbredstilstand veed man meget lidt. Hans Corpulents i Underlivet skal i Sommer være kiendeligt og betydeligt tiltaget. Endeel troe, og deriblandt Frøken Dreyer, at han allerede har, og vel en Tid har havt, Vand i Brystet. Da hun første Gang saae ham (d. 8de Oct.) efter at han havde begyndt at være nogle Timer oppe, klagede han over en besynderlig Kulde han følte over hele Brystet og Maven; hun fandt ham paa faa Dage forandret og guul i Ansigtet. Imidlertid ophørte snart Bulletinerne, og nu (den 12te) hedder det (eller staaer endog officielt i Berl. Tidende), at Kongen med det første, efter nærmere Bekiendtgørelse, vil modtage Couren i Anledning af hans Fødselsdag. —

Det var et ubehageligt og ildevarslende Sammenstød, at Rigsdagen aabnedes den 4de Oct. under Brandtrommens Lyd, i Anledning af en stærk Ildebrand. To Dage forud havde man her, og vist over hele Danmark, en Orcanstorm, hvortil næsten Ingen kan mindes lige. Jeg vil ikke tale om, at flere Træer i Frederiksberg Allee og andetsteds omblæste; men næsten alle Badehusene baade ved Ryssensteens Bastion, og paa den anden Side, bleve om Aftenen løsrevne og kastede mod Langebro med saadan Magt, at en af de store Pæle, eller runde Bielkeknipper ved Broen, imod Iisgang, blev stødt ganske skiæv, og Broens Jernrækværk bøiet. Nogle af Husene laae formeligt strandede og tildeels splintrede, endnu om Mandagen d. 4. Oct. i Hiørnet ved Langebro, paa Christianshavnsiden. s. 23 Man har anslaaet Skaden til en 20.000 Rbdlr. Det forekommer mig dog overdrevet. Endeel Strandinger af fremmede og danske Skibe ved vore Kyster erfarede man snart; men den sørgeligste af alle Ulykker er at af 29 Fiskerbaade fra Nordsiællands Kyst som vare gaaede i Søen, ere 9 totalt forulykkede og kæntrede i den pludseligt opkomne Orkan, hvorved nogle og 40 Fiskerfolk omkom, foruden at flere andre af Fartøierne meer og mindre beskadigede maatte søge Land, eller kastedes paa den svenske Kyst. —

Man har nu faaet et Læs af Titler og Ordener i Anledning af Fødselsdagen, som kan maale sig med de fleste tidligere. Jeg vil kun nævne Madvig og Minister Simony som Etatsraader; og blandt et halvt Dusin Professor-titulerede ogsaa Hr. Overskou! At Casinos Directeur Lange, Phister og Holst have faaet Ridderkorset tilsammen, vil jeg unde de to sidste. I øvrigt kan nu vel den høie Grev Wilhelm Moltke (som i Sommer har været i Schweitz, og endnu er ude hos sin Fader paa Espe) spørge: »Har jeg ikke giort Ret i at jeg aldrig har baaret mit Ridderkors meer end den Gang, jeg skulde takke for at have faaet det?« Jeg erindrer nu ingen af de øvrige Professorer, undtagen Dr. Paludan Müller i Odense. Jeg vil see at faae mig andre Visitkort, for at lade trykke paa disse: Professor ved Universitetet. Her er Oppermann, Ex-Overlærer, som nylig vilde være Skovrider, bleven Lector i Tydsk! — — Andre Nyheder maa vente.

C.M.