Molbech, Christian BREV TIL: Molbech, Christian Knud Frederik FRA: Molbech, Christian (1853-03-06)

Kiøbenhavn. 6. Marts 1853.

Kiære Christian,

Siden jeg modtog dit sidste Brev fra Rom (jeg formoder, at det bliver det sidste derfra og fra Italien) har dette Brev s. 60mange Gange, baade ved Gienlæsning, og i Erindringen om et eller andet af Indholdet, været i min Tanke. Det falder mig nu vel, som oftere, ind, at Du sielden eller aldrig egentlig besvarer noget i mine Breve — hvilket jeg dog undertiden giør, endskiøndt jeg ogsaa mest elsker at skrive et Brev med fuld Frihed, som en selvstændig Udstrømmelse af mine Tanker og Følelser. Jeg kan dog ikke tilbageholde den almindelige Yttring, at dette Brev læstes af mig med stor Interesse, da det i flere Hovedpunkter klart satte mig ind i din Siæls hele Stemning, og lagde din ydre og indre Tilstand, som den er efter den giennemgribende Forandring i dit Liv, der saa nær forestaaer dig, frem for min Beskuelse.

Jeg seer med Glæde, hvad jeg troer at kunne være forvisset om, at Du med fuld Fatning og med Udøvelse af din Villies hele Kraft er bleven Herre over dig selv; at Du virkelig erkiender, hvorledes Forsynets Kald har sat dig paa et Vendepunkt i Livet, hvor dettes sande Frihed og selvstændige Virken og Udvikling skal begynde; og at om Du endog selv føler, at Villien hos dig »kun i enkelte Momenter er stærk, men i andre svag, og endnu fattes Mandens rolige Kraft« : saa er Du dog tillige giennemtrængt af den Overbeviisning: at her taler »den strenge, men velgiørende Gud, Nødvendigheden« — og Du seer og erkiender nu ogsaa: »at den hidtil overhovedet har havt for lidt at sige i dit Liv.« Men dens Bud — det vil Du vist engang see med Klarhed — er netop nu kommen i det rette, betimelige Øieblik; og hvad den byder dig, er jo, som Du selv siger »en fri aandelig Virksomheds hædrende Byrde.« Skulde denne Virken, for saavidt den vil tilhøre dit egentlige Kald, endog falde i mindre heldig Jordbund (og selv herom lader sig jo intet bestemt forudsee eller forudsige) saa er Du jo Herre over en betydelig Deel af din Tid, som Du kan anvende paa en spontan Virksomhed, og det vist ikke uden Frugter.

I den Prospect til din Stilling og dine Udsigter ved det Kielske Universitet og blandt de holstenske Studenter og Professorer, som dit Brev tildeels troer at see under en lidet klar Belysning, seer jeg dog nogen Indflydelse af den tunge Scirocco-Luft, som Brevet omtaler. Jeg troer netop denne din Stilling bliver allerbedst, jo lettere og friere Du tager den, uden at ængste dig, enten over det tydske Sprog, over dine Foredrag i dette Sprog, over Maaden, hvorpaa man vil optage dem, over Kielernes rancune til en ansat dansk Professor, eller over muelige Unoder, eller uvillig Modtagelse af s. 61de Kielske Burscher. Disse i Særdeleshed, ere jo saa at sige alle »Landeskirjder« (det var vel ikke ilde, om der ogsaa i Kiel fandtes endeel Ikke-Holstenere blandt Universitetets Studerende); og man kan ikke tvivle om, at de overhovedet see skiævt, og ikke mildt til en dansk Professor. Men i det Hele er man i Hertugdømmerne vant til at respectere den fac- tiske Regiering og dens Foranstaltninger. Der behøves fremfor Alt en kraftig Administration; derfor gaaer det ogsaa overhovedet godt i Slesvig, hvor den i sine Grundsætninger ubøielige C. Moltke regierer. Grev Criminil, med en mildere Charakteer og Tænkemaade, vil, da han styrer et t y d s k Land, gierne være forsonlig og reconciliere de to Partier, som dog ikke evig, mener han, skulle forholde sig som Ild og Vand. Her maa han høre ondt nok — selv undertiden af hans Venner. Imidlertid bærer Intet af hvad man offentligt seer fra Holsten noget uloyalt eller modstræbende Præg (i disse Dage læses to Adresser til Kongen fra Itzehoe og Elmshorn, om at bringe Elbtold-Grændsen i Stand, fuld af undersaatlig Underdanighed); de danske Tropper og Officerer i Holsten finde i Holsten ingensteds nogen Grund til Klage, og her i Kiøbenhavn leve vi med en Garnison af lutter Holstenere og Slesvigere, uden at erfare noget af de urolige »Rivninger«, som spaaedes. Vel opstod der en Aften i Vinter et alvorligt, endog blodigt Slagsmaal imellem holstenske Soldater fra Casernen i Sølvgade og Smedesvendene paa deres Kro (jeg troer i Dronn. Tværgade); men dette kan vel have havt particulaire Aarsager, som man ikke tilfulde kiender. De Skyldige, baade Underofficerer og Soldater, bleve ved Krigsretsdom straffede meget strengt, og det mærkeligste var, at de danske Blade, endogsaa »Fædrelandet« — hvis Galde dog gaaer i Blodet, naar det blot skal nævne Krigsministeren — tog dette Attentat og Mytteri af et holstensk Compagnie langt lemfældigere, end jeg havde ventet.

Denne Begivenhed, som man vel til andre Tider vilde giort Væsen af i flere Uger, døde overhovedet hen i meget kort Tid; thi her var andet og vigtigere at tage vare paa; Eiderpartiets Existens og Demokratiets Magt og Indflydelse ansaaes for at være truet, om ikke med Undergang, dog med den alvorligste Fare ved Folkethingets Opløsning, og ved Alliancen imellem Ministeriet og Bondevennerne. Dette uventede Phænomen i vor spæde, knap 5 Aar gamle constitutionelle Minister-Regiering har kiendeligen forbauset og forvirret den demokratiske Opposition, eller Eiderpartiet; det s. 62er jo ikke saa urimeligt, at man kunde være bange for, at eet saadant Hovedskridt kunde føre til flere betydelige Consequentser, og at det maaskee kunde gaae i det Smaa i Danmark, som i Frankrige, at Landbefolkningens store Masse emanciperede sig fra den kiøbenhavnske Overvælde; at netop Martsrevolutionens Valglov blev Revolutionens og det revolutionare og demokratiske Parties Undergang — og at Forfatningen kunde gaae til Grunde netop ved deres vildt og sandseløst eller fornuftløst udførte Opposition imod det kraftigste Ministerium, vi siden 1848 have havt, som have været Forfatningens Ophavsmænd. Siden Folkethingets Opløsning d. 13. Januar have vi her levet i en urolig, uhyggelig Tid — under en politisk giærende og trykkende Athmosphære, hvis Midler og hvis Yttringer vel især kun indskrænkede sig til Dagbladenes og Flyveskrifternes uophørlige Agitationer og Anstrengelser, men som dog omsider maatte udøve en forstyrrende, bedøvende Virkning endog paa fornuftige og besindige Individer, hvis Øren i det mindste daglig maatte døves ved den evige Brusen og Surren af ministerielle og antiministerielle polemiske Sværme af skrivende og talende Agitatorer, der opfyldte Landet og Hovedstaden. Endelig kom Valgdagen, d. 26de Februar; den kom med den haardeste Vinter, som vi i en lang Række Aar have havt, som allerede i 2—3 Uger havde knuget os under Byrden af Frost og Iis og Snee, hvis uhyre nedvæltende Masser have opfyldt Gader og Torve og i tykke Lag skiult hele Kiøbenhavns Omegn, der betragtet fra Volden seer ud som en uafbrudt Sneeslette, hvoraf Træer rage frem som Buske og Gaarde og Bygninger udenfor Byen som isolerede smaa Casteller og Blokhuse. Men hverken Snee og Iis eller bidende Frost kunde dæmpe Valgfeberens Hede. — —

Fra de offentlige Sager vil jeg igien gaae over til de private, endskiøndt jeg om disse — i Sammenligning med hine — egentlig ikke har meget eller betydeligt at sige, heller ikke just, hvad mig angaaer, noget glædeligt; thi overhovedet er og bliver denne Vinter mig en af de tungeste, mindst livlige, mest legemligt og aandeligt trykkede, som jeg kan erindre mig. — —

Jeg har siden 1ste Januar været een Gang i Theatret, og knap over 2 eller 3 Gange ude nogen Aften. Jeg regner dog dertil ikke den Aften paa høiere Sted — for ikke at sige allerhøieste — som allerede 3 Gange i Vinter er falden i min Lod. Dronningen har — jeg veed ikke, om for din eller min Skyld s. 63— behaget at udmærke din Moder og mig ved sin Opmærksomhed og to Gange egenhændigt indbudt os til en aldeles privat Thee, hvorved jeg begge Gange, efter Hendes Majestæts Ønske, maatte læse en Times Tid for hende. Maaskee har jeg forhen skrevet om den 1ste Aften, da jeg bl. a. læste en fortræffelig Prædiken af Massillon »sur l’humanité des Grands envers le peuple«, og Paludan-Müllers: »Lucifers Fald« m. m. Hvad jeg i Aftes læste, vilde Du undres over, om Du vidste det. — —

Imidlertid er endnu idag ingen officiel Bekiendtgiørelse om din Ansættelse nogensteds (saavidt mig er bekiendt) udgaaet; formodentlig fordi ingen Departementstidende for Hertugdømmerne er udkommet. To af Bladene (Flyveposten og Dagbladet) skulle have omtalt det som Rygte; jeg har ingen af disse seet. Imidlertid er Sagen nu bekiendt over hele Byen, og Sollicitationer angaaende din Post ved Bibliotheket begynde alt at strømme til paa alle Hold. — —

Hvormeget jeg, for min Deel, allerede i Tanken fornøier mig til Besøget hos dig i Juli Maaned, kan Du let forestille dig. Jeg forbinder endog derved Tanken paa et videre Besøg hos Conferentsraad Dumreicher, som er bleven Amtmand i Reinbeck, og der har et heelt Slot at boe paa, ligesom ogsaa Jernbanen fra Kiel gaaer lige giennem Reinbeck. — Om din Ansættelse har jeg egentlig endnu kun talt med faa. I Tirsdags var jeg i et Middagsselskab hos Etatsraad Kock, hvor endeel (bl. a. Etatsraad Petersen) yttrede noget om et Rygte i Byen eller i Bladene; jeg svarede intet andet derpaa end: »jeg har ikke seet hans Bestalling.« — Ewerløf, som i Dag otte Dage besøgte mig, just som jeg kom fra Criminil, fortalte jeg det til, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg knap veed at have seet en saadan Glæde hos ham, der synlig straalede i hans glandsfulde Øine. Dronningen tilskrev jeg Mandag Morgen derefter, og allerede da jeg Kl. 1 kom hiem fra Bibliotheket, laae et yderst venligt Brev fra hende, med naturlige, deeltagende Yttringer og Invitation til i Gaar Aftes til din Moder og mig. Dette er dog al den Opmærksomhed som hos saa høie Personer er muelig at vente. — Fru Heiberg besøgte jeg i Onsdags i en bitter Kulde, 1ste Gang efter hendes Sygdom og første Gang i ¾ Aar. Jeg fandt hende meget behagelig, elskværdig munter og ved godt Udseende og var c. 1 Time hos hende. Hun spurgte ganske venligt til dig; men om Sagen talte jeg ikke et Ord. Jeg vilde dog see hende engang endnu — Gud veed om oftere. Om 2—3 Dage udkommer et lille Skrift med følgende Titel, »Et Brev s. 64til Hr. Etatsraad, Theaterdirecteur, Dr. I. L. Heiberg, fra Etatsraad C. Molbech om »Dante«, tragisk Drama i 5 Acter.« Brevet sluttedes og er dateret 15de Februar. Hvorledes det vil optages, kan jeg vel slutte. Jeg har sagt: »fra Forfatteren har jeg intet Mandat; formodentlig havde han helst seet, at dette Brev var blevet uskrevet; men jeg har ikke spurgt om hans Mening, da jeg dog vilde følge min egen.« — Jeg vil giøre mig Umage, om jeg kan faae sendt dig denne Piece (40 S. i samme Format som dit Drama) til Berlin. —

Jeg længes nu høiligen efter at erfare noget om din Reise, om Ankomsten til Wien — og om Brøchner. Han er den eneste, jeg alvorligt vil virke for — om jeg kan det — dersom han søger din Post. — Dette maa nu sluttes, da det skulde afgaae Kl. 1 til Etatsraad Skrike, for at sendes med Minister-Posten. Jeg har skrevet nogle Linier til Grev Bille-Brahe, hos hvem Du vil modtage dette fra —

C. M.