Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Christian Knud Frederik Molbech (1853-03-20)

Wien. d. 20de Marts 1853.

Min kiære Fader!

Det er nu den tredie Dag, jeg tilbringer i Østerriges Hovedstad (thi den første Dag efter min Ankomst kan jeg ikke bringe med i Beregning, da jeg for det meste befandt mig i sovende Tilstand); jeg har udhvilet mig efter den anstrængende Reise herhid, og seet saa Meget — eller rettere saa lidt af Staden, som netop er nødvendigt, for at jeg kan have en selvbegrundet Forestilling om, hvor jeg befinder mig i Europa. — —

Det er dog Skade, at jeg, selv knuget af Kulden, og i en tilfrossen og tilsneet By, ikke vil kunne faae noget oplivende Billede med mig, naar jeg om to eller tre Dage igien reiser Nordpaa. Thi enhver stor Stad, og Wien maaskee meer end de fleste andre, er vel at ligne ved de Blomster, der lukke sig i ondt Veir — og jeg har ikke Ro eller Tid at vente til den lukker sig op igien. Een sand og stor Nydelse har jeg dog her havt (og skal gientage den i Overmorgen), saameget større, som den egentlig var uventet: det var mit Besøg i det Keiserlige Billedgallerie i Slottet Belvedere. Jeg havde ikke troet, at jeg her skulde faae næsten flere og bedre Billeder af Titian, P. Veronese, og Corregio at see, end i Italien selv, og dertil absolut de bedste og fleste Malerier af Rubens og Van Dyck, s. 65 som jeg hidtil har seet. Ogsaa den Lichtensteinske Samling, som jeg igaar besøgte, er rigere, end jeg havde troet; navnlig findes her saa betydelige Arbeider af Guido Reni, som baade Florents og Rom maaatte ønske sig. Fyrst Esterhazys Gallerie, der ligeledes skal være rigt og stort, har jeg endnu tilbage at see. Foruden i disse Samlinger har jeg været i det Keiserlige Bibliothek, der, som alle de Bibliotheker, jeg hidtil har seet, snarere forøgede end forringede min Forestilling om vort eget (jeg siger endnu vort) Bibliotheks Betydenhed og videnskabelige Orden, og min Overbeviisning om, at det, styret med Liv, Kraft og Forstand, uden Vanskelighed endnu kunde blive en af de første videnskabelig-mærkelige Indretninger og Samlinger i Europa. — Den herlige gamle Stephanskirke har jeg tvende Gange med stor Glæde besøgt, og i den bivaanet en høitidelig Siælemesse for den afdøde Erkebiskop. — Endelig har jeg været to Aftener i Theatret; een Aften i Burg-Theatret, hvor et nyt, temmelig effectfuldt, men poetiskmat, tydsk-sentimentalt Græde-Stykke: Mathilde af en Hr. Benedix, blev — det maa jeg sige — godt, ja tildeels fortræffeligt spillet. Dog kunde ingen af de Kunstnere, jeg her saae, hverken i sand Natur og kunstnerisk behersket Følelse, eller i dramatisk Dannelse og Fiinhed, sættes ved Siden af vore faa tiloversblevne gode Skuespillere og Skuespillerinder i Kiøbenliavn. Det wienske Casino-Theater: »Carls eller Leopoldstheater« besøgte jeg igaar, og saae da her den egentlige Moderkilde til det Vandløb af Komedier, der under Navn af Capriciosa, en Spurv i Tranedands, Meer end Perler og Guld o.s.v. i de senere Aar har begyndt at flyde over hos os. En saadan dramatisk »Kieldermand«, der Zopf, morede mig imidlertid her, hvor den blev godt spillet og befandt sig paa sin egen Jordbund, endda ikke saa lidet. Flere Komedier faaer jeg da heller ikke her at see, thi fra idag af ere Theatrene lukkede til efter Paasken. Jeg vil ikke haabe, at det samme skal være Tilfældet med Gallerierne; maaskee bliver jeg, paa Grund af Helligdagene, nødt til at blive længere end jeg ønskede i Dresden. — — Onsdag den 30te haaber jeg i ethvert Tilfælde at være i Berlin, hvor jeg i det mindste vil og maa tilbringe 3 Uger. —

Jeg er nu alt kommen til den sidste Side af dette Brev og har endnu ikke faaet sagt dig Tak for den venlige og udførlige Skrivelse, hvormed Du glædede mig ved min Ankomst hertil, og som vel havde fortient et bedre Brev til Giengield, end disse i Kulden skrevne og vistnok selv noget frosne Linier. s. 66 Men tro i det mindste, at baade dit Brev og de Beviser paa din faderlige Kiærlighed og Omsorg for mit Bedste, som det giver mig, bevægede og glædede mig dybt. Hvad Du fortæller om den Piece, der skal udkomme, og som jeg allerede har gienkiendt i Berlingske Tidende under Navnet »Et Brev«; da seer jeg ogsaa heri et Udtryk af din Deeltagelse for din Søn og hans aandelige Virken; men Du har Ret i at sige i Fortalen: »at Forfatteren vel helst havde seet Brevet uskrevet« — eller i det mindste utrykt. Saameget mere, som mit Digt jo nu, efter Sigende, har forsvaret sig selv. Dog, jeg takker dig ligefuldt og glæder mig til i Berlin at læse, hvad Du herom har skrevet. Saasnart jeg der er kommen til Ro, skal jeg atter lade høre fra mig. Jeg længes nu forøvrigt stærkt og uroligt efter Danmark og efter, navnlig ved Samtale med dig og Grev Criminil, at faae min nærmeste Fremtidsvirksomhed ved Universitetet, som endnu ligger i en temmelig taaget Ubestemthed for mit indre Øie, consolideret til en fast Skikkelse. Det tydske Sprog er jeg, og med mere Grund end Du troer, meget bange for. —

Jeg sender hermed en Skrivelse til Cultusministeriet med Begiæring om min Afsked; behøves den ikke, saa lad den blive liggende. Fra Ministeren, Grev Bille-Brahe kan jeg hilse dig. Jeg agter at besøge ham i Aften, og er indbudt til Middag hos ham imorgen, tilligemed F. M. Lanzenau. Glem ikke eet eller to Anbefalingsbreve til Berlin. Ligeledes ønskede jeg der en Liste paa Professorerne i Kiel, og om muligt Brev til en eller anden af dem. Jeg vil jo dog paa Hiemreisen opholde mig nogle Dage i Byen, og kunde da passende giøre Visitter. —

Christian.