Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Christian Knud Frederik Molbech (1853-04-13)

Berlin, d. 13de April 1853.

Min kiære Fader!

Det er idag den sidste Dag, jeg har bestemt at tilbringe i Berlin, og jeg vil benytte en Morgentime, før jeg gaaer ud s. 73 for at giøre nogle Afskedsbesøg, til at begynde dette Brev, som jeg da selv vil tage med mig til Kiel (hvor jeg haaber at være i Morgen Aften), for der blot at tilføie nogle Linier, der kunne sige dig, naar jeg kan komme til Kiøbenhavn.

Du yttrer Forundring og Beklagelse over at mine Breve fra Tydskland, i Sammenligning med de romerske, ere saa korte og indholdsløse. Beklage det, mener jeg, kan Du vel maaskee have Grund til, men ikke til at klage derover, naar Du for det første tager min Natur i Betragtning, der meer end Du troer, behøver indvortes og udvortes Ro, for — og endda kun med temmelig Møie — at kunne opfatte og for mig selv forklare de udvortes Indtryk; naar Du da tænker, hvorledes jeg med »ti Miils Fart i Vagten«, legemlig knuget af Kulde og aandelig behersket af Tanken paa min Fremtid og dens Virksomhed, er faret igiennem det romerske Rige; og naar Du endelig forestiller dig, hvad det vil sige, umiddelbart efter at have forladt et »Skiønhedens Rige«, der i sine ædle og uforgiængelige Mindesmærker eier min hele Sympathi, at komme til et sneebedækket Land, hvori Livet vel rører sig med større Kraft, Fylde og Dybde, end i Italien, men hvor dets udvortes Fremtræden, i det mindste i de Former, som den Giennemreisende formaaer at overskue, savner Skiønhedens Indvielse og begeistrende Magt. Og jeg har egentlig aldrig Lyst til at skrive om Andet, end om det, der som beslægtet tiltaler min Siæl. Naar jeg i Rom vel stundom i mine Breve udbredte mig over uhyggelige Tilstande, politiske og sociale, var det egentlig altid ugierne; men der var jeg saameget hiemme, at jeg i al Fald med Lethed kunde overskue den siden 1847 forandrede og forværrede Tilstand — eller rettere jeg kunde ikke skiule den for mig, hvor gierne jeg havde villet. Om det, der vel her i Tydskland nærmest skulde drage mig til sig som noget Beslægtet, om det videnskabelige og selskabelige Liv i de store Byer, maa jeg vel tie stille, thi det kiender jeg ikke. Jeg har reist og levet her i den største Eensomhed. Hvad der har giort Indtryk paa min Siæl og til enkelte Tider kunnet bringe mig til at glemme de alvorlige Tanker, der beskiæftige mig, har kun været det, der endnu saa at sige tilhørte Italien — de skiønne Billeder, jeg fandt i Wien og i Dresden. Disse ere det eneste Spor af Poesie, jeg har kunnet opdage paa min flygtige Giennemfart — og hvor der ingen Poesie er, der har jeg egentlig ingen Lyst til at dvæle, derom har jeg ingen Lyst til at skrive. At der til disse Grunde endnu kommer en 7de og sidste, en legemlig Træthed eller Magelighed, vil jeg ingenlunde s. 74 nægte; denne vil Du maaskee sætte forrest, — nu, som Du vil — det kan gierne være. Men nok herom.

Du giør fremdeles i dit Brev (i Anledning af min Reises 8 Maaneder) nogle Bemærkninger om Tiden og dens Kostbarhed. Vistnok er Tiden en Capital, som vi fortære, i det vi leve, og for hvilken vi skulle kiøbe os et Udbytte; men Livets Udbytte (hvilket jeg, hvis der gaves et saadant Ord, snarere for mit Vedkommende vilde kalde »Indbytte«) kan dog ikke maales, som Du siger, ved Tiden alene, thi stundom giver et Øiebliks Fryd eller Smerte et Menneske mere Udbytte for hans Siæl, end et Aars vedholdende Arbeide. Heller ikke, synes mig, kan Livets Udbytte maales efter vor Virken udadtil — det eneste sande Maal paa Vandringen bærer Enhver dog skiult i sin egen Bevidsthed. Det lille Stykke Liv, vi leve her, er jo vel kun en begyndende Evighed, og om vi udrette lidt Meer, eller lidt Mindre udadtil, hvad siger det, naar kun vor Siæl bestandig voxer opad. Derfor er jeg ikke saa sparsom paa Tiden, fordi den forekommer mig som en Mynt, der ingenlunde altid har samme Værdi, og Livet som en Reise omkring Jorden, hvor man stundom paa en afsides Ø for en ubetydelig Sum af denne Mynt, kan kiøbe sig langt større Skatte, end man paa andre Steder vilde kunne erhverve for sin halve Formue. Heller ikke er man istand til strax at sige (som jeg f. Ex. nu, efter 8 Maaneders Reise) hvor stort et Udbytte, man har erhvervet. Har man kun levet, det vil sige levet med Bevidsthed, har man vel ogsaa erhvervet noget. Meget, som jeg seer Andre anvende Tid paa, kan jeg egentlig slet ikke tillægge nogen Værdi — maaskee fordi min Livsanskuelse er væsentlig egoistisk, saaledes f. Ex. al den Boglærdom, der ikke middelbart eller umiddelbart kan blive til »Saft og Blod« for Siælen. Den kan maaskee være til Nytte for andre Mennesker, men for Eiermanden er den dog kun et »Tillæg«, som han ikke kan tage med sig, naar han engang reiser herfra. Der synes jeg nu f. Ex. at Tiden ikke er anvendt paa rette Maade — undtagen for saavidt som Siælen under møisommelig Samlerflid kan have vundet en Udholdenheds-Kraft, den ellers ikke vilde have havt. Eet veed jeg, at jeg for mit eget Vedkommende har tilkiøbt mig: det er Ro til at blive hiemme herefter — om denne Skat nu er betalt for dyrt eller ikke, kan jeg ikke sige, heller ikke, hvormeget eller lidet jeg forresten har faaet i Tilgivt paa Kiøbmandsskabet. Men det vil jeg efterhaanden erfare. — —

Tieck har jeg, siden jeg skrev det Ovenstaaende, besøgt s. 75 og seet. Dit Brev, som jeg i Formiddags bragte, havde mere Virkning, end Hr. v. Gerlachs, der ikke kunde aabne mig Døren til den døende Oldings Sygeleie. Atter, for ikke længe siden truffet af et stærkt Anfald af Lungeslag (det 4de i to Aar), ligger han udmattet, skiøndt endnu aandsfrisk, og venter paa Døden. Jeg var vel kun to Minuter hos ham, stærkt bevæget af den Venlighed, hvormed han modtog mig (Lægen har forbudet ham at tale længere). Han bad mig at hilse dig hiertelig, og det syntes at glæde ham, da jeg ved min Bortgang — efterat han havde omtalt sin sandsynlig nærforestaaende Død — sagde: »Ligesom min Fader har lært mig tidlig at kiende og elske Dem igiennem Deres Digte, saaledes vil jeg, hvis jeg nogensinde faaer Børn, forplante den samme Høiagtelse og Kiærlighed paa disse.« Af andre »Personligheder« har jeg kun giort Bekiendtskab med To. Den ene er Maleren, Professor Cornelius, til hvem jeg ligefrem, uden Brev, gik hen og bad ham vise mig sine Compositioner til den »Fürstengruft« eller Campo Santo, som det er Kongens Hensigt at lade bygge og udsmykke med Freskobilleder. Dette giorde han ogsaa med den største Venlighed; jeg besøgte ham to Gange og saae hos ham høist interessante Cartons af mægtig Størrelse, forestillende bibelske Scener af Verdens Undergang efter Johannes Aabenbaring, og det nye Jerusalems Komme. — Den anden, jeg besøgte, var — Fru Bettina v. Arnim, bekiendt af Goethes Briefwechsel mit einem Kinde. Ogsaa her gik jeg alene hen, og medens mangfoldige nysgierrige Reisende, forsynede med Breve, bleve afviste, blev jeg modtaget »paa mit ærlige Ansigt«. Jeg fandt i hende en lille, gammel Kone, med kloge, livlige Øine, levende i sin Tale, og dertil aandrig, undertiden skarp — noget adspredt. Imod mig var hun særdeles venlig, vi talte om allehaande Ting, om Goethe, om Øhlenschlæger, Thorvaldsen og — Andersen, om hende selv og hendes Skrifter o.s.v. Jeg tilbragte næsten to Timer hos hende, og da hun bad mig besøge sig engang, gik jeg derud (i Thiergarten) igaar og tilbragte atter et Par Timer hos hende. — Paa Bibliotheket modtog Geheimeraad Pertz mig med diplomatisk Høflighed, gav mig ti Minuters Audients og lod mig føre omkring ved en »Amanuensis.« Derimod har jeg i Bibliothekaren (som han da var; nu er han pludselig bleven Geheime Staats Archivar) Dr. Friedländer lært en meget behagelig og forekommende Mand at kiende. At jeg har besøgt Museer og Samlinger, kan Du vel vide; men herom maa jeg opsætte at fortælle, til jeg om faa Dage, som s. 76 jeg haaber, seer dig igien Ansigt til Ansigt. (Mit eget Ansigt, der idag er bleven raget glat, kan jeg neppe kiende igien selv). Fra Kammerherre Bielke og Frue mange Hilsener; jeg har hos dem tilbragt ikke faa behagelige Timer. —

Det er sildigt, jeg vil slutte og gaae i Seng. Min Kuffert er pakket, imorgen Kl. 7½ reiser jeg til Hamburg og derfra strax uden Ophold til Kiel, hvor jeg haaber, jeg skal sove imorgen Nat. Kiærlig Hilsen til Moder og Tak for hendes lille Brev. Godnat!

Kiel. d. 15de April. Igaaraftes sildig er jeg, i stærkt Sneefog og skarp Kulde, kommen til den By, som jeg herefter skal beboe. — — Om jeg eller dette Brev kommer først, veed jeg endnu ikke. I al Fald vil jeg nu skynde mig at sende det paa Posthuset. Derpaa gaaer jeg til Rector, Professor Lüdermann. Levvel! —

Christian.