Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1853-04-16)

Kiøbenhavn. 16. April 1853.

Min kiære Christian,

Dette Brev skal modtage dig ved Indtrædelsen i vor Heelstat — som endnu ikke er til. Dette er desværre en sørgelig Sandhed; thi det Sørgelige ligger især deri, at Hovmod og Stolthed ligger paa begge Sider, men hverken Høimodighed eller Klogskab paa nogen af dem. Den danske Stat, naar de to kun ved Sproget og ved en Adsplittelse i Institutioner adskilte Nationaliteter, vilde enes om at slutte sig sammen, — vilde endnu og længe være den mest misundelsesværdige i Europa; men der hersker en dæmonisk Magt i vor Tidsalder og i vor Verdensdeel, der synes at ville sørge for, at man ikke skal faae ret meget at misunde os. — Har jeg engang med Grund sagt og seet det ogsaa bekræftet af dig, at jeg paa denne din Reise, i Januar Maaned, skrev det vigtigste og mest betydende Brev til dig, som Du nogensinde havde modtaget fra mig — et Brev, som baade har giort denne Reise og dit Ophold i Rom til et afgiørende Tidspunkt, en ny Epoke, for dit hele øvrige Liv: saa kan jeg med lige Grund sige: at Dagen, hvorpaa dette Brev skrives, den 16de April, maaskee vil blive afgiørende for vore Statsforhold i en heel Fremtid, eller at den i det mindste og i hvert Tilfælde er og bliver en af de mest betydningsfulde Dage i de 8 Maaneder, som ere udrundne siden Du forlod Danmark. Det er idag, at den igaar begyndte 3die Behandling af Kongens s. 77 Budskab om Arvefølgen i Monarkiet skal sluttes. Hvorledes Udfaldet bliver, derom vil jeg vel dog i Aften kunne melde dig noget, inden dette Brev afgaaer. — —

Spørger Du: hvad siger Kongen? — saa kan man knap svare andet end: han er sig selv liig. I Gaar og i Dag siges det i Almindelighed i Byen: at han, i eller efter det sidste Statsraad i Torsdags, bestemt har erklæret, at han ikke vilde modtage nogen Demission af Ministrene; altsaa, i yderste Tilfælde, vil opløse Rigsdagen. Dette kan dog neppe skee idag, men først ved et nyt Møde paa Mandag. Imidlertid er det ganske vist, at man maa ville endnu idag belave sig paa en eller anden Eventualitet, og paa muelige Uordener, eller sikkre sig under en eller anden Forholdsregel, som idag skulde tages, da samtlige Tropper af Garnisonen, ikke blot Livvagten, ere consignerede i deres Caserner fra Kl. 3.

Jeg kom hiem fra Bibliotheket Kl. 2, og hørte af Bølling, som havde været et Ærinde borte, og som jeg mødte i Slotsgaarden, at paa den Tid havde endnu ingen af Ministrene talt i Rigsdagen, hvor man vel altsaa først har begyndt Kl. 12 eller 1. — Kl. 6 vil jeg gaae ud, for at forsøge, om jeg kan erfare noget om Udfaldet, inden dette afsendes. — Om Kongen vil jeg iøvrigt kun fortælle, hvad der foregik efter et stort Galla-Taffel, som blev givet i Slutningen af forrige Uge paa Christiansborg, hvor hele Corps diplomatique tilligemed en oldenborgsk extraordinær Gesandt, som er sendt hertil i Anledning af den forrige Storhertugs Død, og af Tractaten med Oldenborg om Fyrstendømmet Eutin, som er blevet en Told-Enclave i Holsten; ogsaa alle vore egne Ministre og andre Notabiliteter vare tilstede. Levetzau havde spurgt Kongen nogle Dage tilforn: om Hans Majestæt ikke befalede, at ogsaa Rector magnificus skulde være paa Listen? — Hvortil Kongen svarede: ja; men ikke, hvis det enten var Clausen eller Madvig. Da Levetzau derpaa sagde, at det var Clausen, gientog Kongen, at ham vilde han ikke have tilsagt. Levetzau, som allerede havde sat Rector magnificus paa Listen, slettede ham derpaa ud; men da Listen tilsidst blev forelagt Kongen til Giennemsyn den følgende Dag, satte han med egen Haand Clausen igien paa Listen. — Clausen indfandt sig, men uden sine Rector-Insignier. Levetzau gav ham derover, inden man satte sig tilbords, en Erindring; og da Clausen svarede, at han havde meent, det her ikke var nødigt, sagde Levetzau: »Saameget mere, da det er som Rector, at De er tilsagt«. — Men denne Ubehagelighed blev ham s. 78 godtgiort. Efter Taffelet, under Servering af Caffeen, og da Kongen havde talt til 2, 3 af sine egne Ministre og Andre, men endnu ikke med Nogen af de fremmede, gik han lige til Clausen, og underholdt sig nogentid med denne. Da den russiske Minister seer dette, vender han sig pludselig og gaaer. Lidt efter kommer Kongen tilbage fra Clausen, savner Baron Ungen-Sternberg, og spørger Wynn, som denne stod hos: hvor hans Sidemand var bleven af. Wynn svarede, han var gaaet, og havde maaskee ikke befundet sig ganske vel. Kongen sagde: »Det skulde giøre mig ondt, om han var bleven vred; jeg vilde just gierne have talt med ham.« Wynn følte vel, ligesom flere andre Tilstedeværende, at Baron Sternberg havde compromitteret sig, da han i det mindste kunde have foregivet for Wynn eller Levetzau en Upasselighed, som nok var bleven forstaaet. Wynn kiørte ogsaa strax, da han tog bort, til Baron Sternberg, og berettede ham hvad Kongen havde sagt om ham. Nu sendte han da strax et undskyldende Brev til Levetzau, med Foregivende af et pludseligt Ildebefindende; og Levetzau tog strax næste Morgen til Kongen for at melde dette. Disse to Historier har gaaet hele Byen rundt allerede fra i Mandags. *) — I Tirsdags Aftes var jeg paa et stort, glimrende og virkelig endog for mig ret morsomt Bal hos Landgreven. Da jeg her fik en artig og venlig Hilsen af Baron Sternberg, gav jeg mig i Conversation med ham og talte mindst et Qvarteerstid med ham om Politik, naturligviis dog uden at berøre l’affaire en question. Uheldigviis vare vi komne til at staae midt paa Gulvet i en stor Sal, hvor ogsaa tilsidst Bræstrup og Irminger kom til. Samtalen vilde vel ellers have blevet endnu friere. — —

Jeg var i Mandags Middag buden i et lille Selskab hos Grev C. Moltke, hvor ogsaa Jerichau og hans Kone vare. Det var samme Aften (d. 11. April), da jeg endelig blev befriet for 14 Aars Tyngsel af mit Secretariat i den historiske Forening, uden at der i Generalforsamlingen sagdes mig et eneste Ord til Tak, eller Yttring af Tilfredshed. »Det er ganske i sin Orden,« sagde Grev C. Moltke, da jeg fortalte ham det. I mit og Wegeners Sted valgtes Professor Westergaard (paa mit Forslag) og Inspecteur Worsaae. Jeg gik derfra ud igien til Moltkes, hvor jeg tilsidst endnu havde den Fornøielse at læse for Damerne et Par meget smukt oversatte Stykker af Din (Dante?) — hvorved Selskabet blev ganske overrasket. I s. 79 det svenske »Nordiske Tidsskrift« er dit Drama anmeldt paa en meget artig og berømmende Maade. Skiøndt Ingen dengang i Upsala kunde have mit Brev til Heiberg, findes der adskillig Overensstemmelse imellem den svenske æsthetiske Anmelder og mig. Jeg har tænkt, om jeg faaer Tid, at meddele det vigtigste af Anmeldelsen, og et Par andre tillige, i Berlingske Tidende næste Uge. —

Desværre er Klokken nu bleven 7; jeg har ikke været ude endnu og vil næppe faae Leilighed til at berette noget fra Rigsdagen, da dette Brev med et andet til Tydskland maa paa Posten. Jeg har allerede et Par Dage ventet paa Brev fra dig fra Berlin. I Kiel maa Du ikke haste for meget, men give dig Tid til at see om en Bolig. — —

C. M.