Gammelgaard, d. 6te Juni 1854.
Min kiære Christian,
Dit sidste Brev fornøiede mig og interesserede mig meget, ogsaa ved at sætte mig ind i dit Liv og din Virksomhed, hvis Plan og hvis Retninger forekommer mig heldige og forstandige. — — At din producerende Poesi ikke vil tabe sig eller lide for meget: haaber jeg; ja, jeg tør være vis paa, at den ikke vil det, saafremt dertil gives indvortes Aand og Kraft — — og kun i dette Tilfælde vil jo Resultatet blive en ægte Vinding for Konsten og dig selv. Denne Overbeviisning maa Du selv holde fast ved. Digterens Konst maa have sin inderste Livskilde i hans Genius; har den en saadan, da vil »Værket prise Mesteren«; men hvad der ligger uden for denne Livskilde, eller ikke har Fylde og Kraft nok i denne, bliver aldrig s. 113ægte, eller genial Poesie. — Desværre — jeg siger det med sand aandelig Smerte — frygter jeg for at dette Phænomen let kunde være nær ved at fremtræde hos vor første nulevende Digter: Paludan Müller — eller at man kunde være nær ved at troe, at »Adam Homo« har været hans Culmination. I hans to nye og nylig udkomne Værker: »Kalanus« og »Ahasverus« forekommer han mig at have dalet stærkt. Det første synes mig ulige svagere, trættende og under sin Idee, end »Adam Homo«. Et af Menneskekiønnets mest geniale, colossale og poetiske Individer, Alexander den Store, er her bleven til en temmelig mat og svag Helt, hvis Bedrifter ingensteds træde levende og handlende frem — men kun rhetorisk og ved Declamation omhandles, og hvis Svagheder og Udskeielser paa en Maade spille en saadan Rolle, at de giøre ham mere beklagelig, end beundringsværdig. Denne Heros har — saa vidt jeg veed — endnu ingen Digter af nogen Betydenhed vovet sig til at ville poetisk personificere. Paludan Müller har paa en Maade dristet sig til at prøve derpaa; men Forsøget er mislykket. Vel skal den indiske Philosoph — en tidligere, i egentlig Mening, Forguder af den græske Heltekonge, paa en Maade selv være den rette Helt i det dramatiske Digt; men heller ikke han er bleven til en sand poetisk Figur. Dog udgaaer fra ham og hans indiske Brama-Tro og ideale Beskuelse nogle af Værkets skiønneste lyriske Scener og Situationer. Men næsten alle andre Figurer, Alexanders græske Philosopher og Bordvenner, hans Fortrolige og Hiertensven, Hephæstion, Hetærerne, som ere reiste ham i Møde, og flere handlende Personer, synes mig at være mere matte og prosaiske end genialt og poetisk fremstillede. I endeel af de dramatiske Scener og Dialog forekommer det mig mangengang, som man kunde tænke sig dem skrevne af en Begynder — ikke af »Adam Homo«s Forfatter — af »Amor og Psyches, Tithons, Dandserindens« herlige Digter. Maaden, hvorpaa endeel af disse Scener dramatisk ere behandlede, sætter dem under »Dante« — ja, om jeg ikke feiler, endog under visse Partier i »Klintekongens Brud« og »Venusbierget«. — Hos Paludan Müller er der i endel Scener alt for meget Prosa, og en vis Hverdagstone, som contrasterer med den, undertiden for meget lyriske Adel i dine Ungdomsarbeider. — Om »Ahasverus« (hvis Titelen er saaledes) kan jeg idag ikke skrive. Jeg vil kun sige, at denne poetiske Skildring af Dommedag s. 114er mere modern og Paludan-Müllersk satirisk, end den er dantes k. — —
Mine oeconomiske Forviklinger over Landeiendommen, de derved lidte Tab og Tilsætninger og Uvisheden om hvad Fremtiden vil bringe, volde mig ikke mindre Fortræd og Forstemning. Jeg er bl. a. yderst misfornøiet over, at alt dette berøver mig den store Fornøielse — som jeg for 1 Aar siden med stor Lethed kunde have beredet mig, at bekoste din hele Indretning, naar Du selv skal meublere din Bolig. Dette fortryder mig saa meget mere, da jeg tilfulde har lært og erkiender, hvor beskeden Du til enhver Tid har været, hvor lidet Du nogensinde har været mig besværlig i slige Tilfælde, — og hvor erkiendtlig jeg altid har fundet dig for de ringe Opoffringer, jeg har giort for dig. Det vilde have været mig en sand Glæde og Tilfredshed, naar jeg nu, i Stedet for alle de Penge jeg i Aar sætter til, havde kunnet giøre dig aldeles gieldfri i Kiøbenhavn. Dertil vil jeg i det mindste stræbe, om jeg endnu lever et Par Aar, da jeg tænker mig, at dertil dog ikke udfordres særdeles meget. — —
Jeg savner dig meget og ofte. Nogen Trøst og Hielp har jeg af et Slags temmelig udviklet Tro hos mig paa en skiult Siælenærhed imellem Mennesker, hvis Virkninger jeg troer at spore — i det mindste hos mig selv — og det især i mit Forhold til 2 menneskelige Individer, og af disse er Du det ene. Undskyld, at Du i Stedet for Nyheder af mig kun faaer et Slags ny Theorie — eller Phantasie, som Du en og anden Gang paa Promenader kan speculere paa.
C. M.