Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1854-06-14)

Kiel, d. 14de Juni 1854.

Min kiære Fader!

Det glæder mig, af dit Brev at erfare, at Grev Criminil synes tilfreds med Frugterne af min Virksomhed herovre. Det ligger i min Natur sieldent og i al Fald kun for kort Tid at være tilfreds med mit eget Arbeide, og skiøndt denne Egenskab vel i det Hele kan være god nok, forsaavidt som den forhindrer skadelige Illusioner og vel ogsaa betinger en aandelig Fremadskriden, virker den dog til sine Tider slappende; og det er derfor ganske godt for mig, engang imellem at erholde en fornuftig Paaskønnelse og Opmuntring. Og det gaaer jo virkelig ogsaa efter Omstændighederne taalelig godt. — —

Din Dom om Paludan-Müllers nye Digte har meget interesseret mig ved deres Overeensstemmelse med min egen. Jeg underskriver dine Yttringer om »Kalanus« i eet og Alt. Det er et Slags Læredigt i dramatisk Form — og hvad lærer man deraf? Det Nye deri er ikke sandt — jeg mener den udigteriske og uhistoriske Opfattelse af den historiske Heros, og det Sande er ikke nyt, — jeg mener de, forøvrigt skiønne, Sætninger af den indiske Gudelære, som Digteren har lagt Kalanus i Munden, efter selv at have hentet dem i v. Bohlens »Alte Indien« eller en anden lignende Bog. Paludan-Müllers Tendents til (modsat Oehlenschlæger) at svinge sig over Jorden, har her baade forført ham og forladt ham, ligesom ogsaa i hans forrige Digt »Luftskipperen«, der fra et æsthetisk-poetisk Standpunkt betragtet, er en Satire paa ham selv, og bl. a. naar man vilde angribe hans svage Sider, kunde give ypperligt Stof til en Parodie. — Dog vil jeg ikke fragaae, at den lyriske Skiønhed i enkelte Scener i Forbindelse med det ædle, rene Sprog, har ladet mig læse Kalanus med en vis Tilfredsstillelse. Hvad »Ahasverus« angaaer, saa giør det mig ondt, at den virkelig storartede Idee: den evige Vandrer paa Randen af sin egen og Verdens Grav — ikke har kunnet løfte Digteren med sig. Her er det atter det, jeg vil kalde »det Menneskelige«, der svigter ham: Skrækken, Sorgen, Kiærligheden, Fortvivlelsen, overhovedet Lidenskaben — thi den, der vil skildre Verdens sidste Dag, maa have beruset sin Siæl i Forfærdelse, ligesom den, der vil male et Skibbrud maa have seet det stormende Hav, og ikke giøre sine Studier ved Bredden af en Indsø. Da først vilde »den evige Jødes« rolige Skikkelse have sin Virkning, naar han, i sin eensomme Ro s. 117blev stillet ligeoverfor et oprørt Hav af Lidenskaber. Men dertil vilde fordres en Digter, der var en Forening af Dante og Shakespeare, hvilket vor Ven Paludan-Müller som bekiendt ikke er. —

Det giør mig ondt, at Du synes at have opgivet Tanken om et Besøg i Kiel. Jeg vil ikke opmuntre dig dertil; thi det er et Spørgsmaal, om otte Dages Ophold her virkelig vilde være Reisepengene værd. — — —

Christian.