Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1854-12-26)

Kiøbenhavn. 26. Decbr. 1854.

Kiære Christian,

Ved nu igien at tage dit sidste Brev for mig seer jeg, at det har været en heel Maaned ubesvaret (dette er endnu meget kort hos mig) og at Du yttrer Ønsket: at jeg herefter vilde tilegne mig at følge det Princip: at et kort Brev er bedre end intet. Sætningen hører til de overhovedet rigtige og logisk uimodsigelige; (endskiøndt den, for at blive det ganske, skulde hedde: er meer end intet) men den kunde, som en stor Mængde lignende Sætninger, gierne bruges til at oplyse en anden: at det overhovedet logisk-rigtige ikke altid er det sande, for saa vidt som det Sande skal indbefatte, hvad der i Tingenes hele Idee og Væsen er det rette og rigtige. Korte Breve kunne undertiden eller ofte være bedre, end ingen; ikke altid. Dersom et Brev er for kort til at udtale, berette, udvikle hvad det vilde eller skulde — er det undertiden ikke mere værd, end intet Brev; ja, det kunde endog være positiv skadeligt og vildledende. Man hører derfor, eller af andre Grunde, tidt Klager over, at et Brev er for kort. — Dette var altsaa Commentaren til de to første Linier i dit Brev; at fortsætte den til hele Brevet, vilde netop være, at give din Sætning et Dødsstød — eller ogsaa at bestyrke den i dens practiske Sandhed, netop ved en Modsætning: et Brev, som er for langt, kan være værre end intet Brev.

— — I øvrigt. Hvis Du ønskede korte Breve, men tiere, — vilde Veien til at opnaae dette hos mig endda kunne findes i en regelmæssig Correspondents, en vis Dag hver Uge. Naar Du saaledes skrev, vilde jeg vist nok ogsaa svare, kortere eller længere, engang om Ugen. Men en saadan regelret Brevvexling vilde da ogsaa udfordre, at der giensidig blev taget noget Hensyn til at besvare noget i det mindste af de modtagne Breves Indhold. Men dette er hvad der sielden eller aldrig finder Sted i dine Breve; vel heller ikke altid, men dog i Almindelighed hos mig. Jeg vil saaledes nu og i Anledning af dit sidste Brev og Yttringen deri om dine Digte i »Yduns Aarsgave« bemærke: at naar Du om den ikke siger andet, end at Du vilde ønsket, den havde indeholdt færre Stykker af dine — da kunde dette let nok været opfyldt, og s. 129 Suppleringen have faldet mig ligesaa let. Hvad derimod Valget af de optagne Stykker angaaer, maatte det naturligviis bestemmes efter min egen Dømmekraft og Smag — ikke efter din. Digtet »Viin og Sang« er et af de smukkeste og eiendommeligste i din hele Samling (Dæmring) og »Pigens Bøn til Madonna« vilde jeg ikke give bort for »Stille«, som Du selv har anbefalet mig. Bønnen er ikke allene i sig selv fortræffelig, og vil, ifald Skuespillet forgik i Tidernes — ikke Gudernes — Tusmørke, være det sidste, der overlever Stykkets Undergang; men dette Digt er med Flid sat paa et Sted, hvor det har forhøiet og opklarende Betydning som en Sequenz til Oehlenschlägers ypperlige poetiske Maleribeskrivelse af Madonna. — —

I et af dine sidste Breve læste jeg (det var maaskee til din Moder) med Fornøielse, at Du stadigt skrider frem med »Purgatorio« og mener inden Sommeren at bringe denne Deel til Ende. Dens Fuldendelse vil jeg hilse med levende Glæde; thi det er et Værk, hvoraf baade Sproget og Du selv har Ære. Er først anden Deel færdig — da haaber jeg fast, at Du bringer hele Værket til Ende; og skulde jeg selv ikke opleve Dantes Paradis paa Dansk, vil jeg dog forlade Verden med hiint Haab — ligesom med det uendeligt høiere, at Livet »paa denne skiønne Jord« — skiøn, med alt det Uskiønne hos Mennesket — ikke vil være levet forgiæves i det Aandelige, og med den Forvisning, at hvad der er Uforgængeligt i vor Natur ei kan være Død og Forgængelighed undergivet. Med den vil jeg være tilfreds — og videre bringer egentlig dog Ingen det.— —

Siden jeg nu er kommen til disse Begreber og Udtryk — saa opløstes da omsider Spørgsmaalet for vort Ministerium, om »to be, or not to be«, til det negative. Dette var ikke blot den længste, mærkeligste og haardeste Ministerkamp, som vi under hele vor politiske og constitutioneile Barndom (endnu ere vi ikke komne ud af Sløikiolen) have havt; men ogsaa, fra de egentlige handlende Personers Side, den eneste, som kan kaldes en virkelig Intrige-Kamp, og det saa gemeen og lumpen en Intrigevæv, som den hos os kan findes. — — Der arbeides stærkt ogsaa paa at faae et Dannerhof i Stand — men dette er vel det (til liden Ære for vor politiske Pralen og Stortalenhed) som endnu vil holde haardest; skiøndt Scheel *) vil bilde Dannerqvinden ind, at det nok skal s. 130 lykkes. Var hun ikke saa dum (ved Siden af hendes frække Snedighed i en elendig, borneret Omgivning og ved Hiælp af al vor politiske Corruption) saa satte hun vel ikke megen Liid til en saa uforskammet Løgner, som S. er. Ministeriet, som han tilsidst fik lavet (efterat han forgieves havde banket paa hos Sponneck, Bluhme, Tillisch (som nogle sige) og Bille) blev i øvrigt dog i sig selv bedre, end man havde ventet. Men endnu veed man jo dog intet om de Herrer, end at de i saa godt som ethvert Ministerium (i det mindste Slesvigs, Finantsernes og Krigsvæsenets) have kunnet gaae ind i et ypperlig ordnet, indrettet og forsynet Huus. Hvorledes de nu der ville holde Hu us, vil Tiden lære. —

Du maa ved Leilighed dog sige mig lidt om, hvorledes man i Virkeligheden betragter og bedømmer Sagernes Forandring i Holsteen, eller i det mindste i Kiel, thi hvad her fortælles i den demokratiske Leir, at man der springer af Glæde — kan være puur Løgn, som saameget andet i dette Parties Bulletins. I Holsteen maa nødvendigen Ministerskiftet interessere, siden det blev lavet i dette Land; Suppen blev sat paa Ilden allerede i Altona; den var næsten fuldkogt ved Hr. v. Scheels Dejeunér i Pinneberg, og blev anrettet og serveret i Pløen. Ikke desmindre holdt Dannerkongen saa godt Contenance, at han ved Taffelet paa sin Jagt ved Korsør (han tilbragte ogsaa Natten paa Skibet) drak Grev C. Moltke til, og i de meest prisende og smigrende Ord, som han kan finde paa, takkede ham for den ypperlige Tilstand, hvori han havde fundet Alt i Slesvig, og den gode Aand, som havde mødt Kongen allevegne, hos Danske og Tydske i dette Hertugdømme. (Tidligere — som Du vel har hørt — havde Moltke ved Staden Flensborgs Diner for Kongen, udbragt hans Skaal i en Tale først paa Dansk, siden paa Tydsk, der skal have været meget udmærket, og giort stor Virkning hos Alle ved Bordet — inclusive Dannerkongen selv.) Men Moltke tabte Alting et Øieblik efter, ved at frabede sig den Ære at udbringe Grevindens Skaal, hvorom Kongen ved En eller Anden, som han sendte omkring Bordet til ham, lod ham anmode. Dette passerede nemlig paa Udreisen; og Kongen har dengang endnu neppe tænkt paa Ministeriet Scheel, endskiøndt det allerede ved Correspondents s. 131 imellem Grevinden og Dannerministeren skal have været forberedt. Hans 1ste Audients hos hende, strax efter hans Ankomst, varede over 2 Timer. Om Kongen der var tilstede, veed jeg ikke. — —

Idag (Fredag, da dette sluttes) er jeg med din Moder tilsagt hos Dronningen til The. Havde Lakaien ikke i Gaar mødt mig i Porten, vilde jeg have undskyldt mig. — — Vale, et fac ut me ames!

C. M.