Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-02-uu)

Februar 1855.

Min kiære Christian,

Midt i Januar, netop som Vinteren begyndte, var jeg en 4—5 Dage paa Gaarden, de første 2 i voldsom Storm og Blæst, siden i det allerskiønneste, solklare, stille Vinterveir. Dette Ophold bekom mig meget vel, og jeg har mangengang paa en smuk Dag (som nu i Dag) ønsket mig at jeg sad derude. Ofte tænkte jeg da ogsaa paa dig; især den skiønne Dag, da jeg om Morgenen over Isen besøgte »Dantes Ø«, og stod nogle Øieblik i Eremit-Lysthuset; jeg gik siden derfra ud paa Marken og paa den Dam, hvor Du fiskede. Den var nu ganske reen for Rør, som din Broder har ladet skære, og var saa stor og smuk, at jeg ogsaa under dens Iisdække blev ganske indtaget af den. Derfra begav jeg mig til Tørvesøen paa høire Side af Markveien, som jeg sidste Sommer lod reent tømme eller »lægge tør«. (»trocken legen«.) Nu var den atter løbet fuld over alle Bredder, og var saa stor, at da jeg gik tilbage, og ikke fulgte mine Spor, vendte jeg noget til Siden og kom derved uden at vide det i Land paa Naboens Mark, hvor jeg nogen Tid gik i en urigtig Direction, hvilket jeg ikke opdagede (min Lorgnet havde jeg glemt) før jeg var saa langt, at jeg maatte gaae temmelig langt tværs over pløiede Agre. Alt saadant har en levende Nyheds-Interesse for mig, imedens det tillige paa en egen, melancholsk Maade vækker fierne, dybe Erindringer fra min Barndom og Ungdom, da jeg var mere fortrolig med Alt hvad der hører til Søen, med og uden Iis, og til Skoven, med og uden Løv, end med noget Andet i Naturen. Hvad jeg derfor ogsaa savner meget paa Gammelgaard er Nærheden af en større Skov, hvor jeg kunde spadsere; thi den store, i Grunden nærliggende Hareskov, er mig dog nu for langt borte. Heller ikke kan jeg egentlig kalde den s. 132 nær; thi jeg skal gaae min hele Mark, eller et Par Tusinde Skridt til Ende, før jeg kan tale om nogen Nærhed.— —

Du vil vel undres, naar Du hører, at jeg engang i Januar vovede mig ud en Aften paa en Concert hos Prinds Christian af Danmark, hvor jeg morede mig ret godt, kom hiem noget efter 11, og havde ingen Skade deraf. Det var fornemmelig den saa meget prisede og feterede Pianist Dreyschock, som der lod sine Konster høre. Jeg forstaaer mig jo lidet paa Virtuoskonster, og hører ulige heller en god Sanger eller Sangerinde — eller naar det kan skee, en god Opera — end den første Virtuos paa noget Instrument, hvor der altid løber saa meget forceret og kunstlet ind. Imidlertid fandt jeg virkelig endeel Smukt og Ualmindeligt i dennes Spil. — Han har netop i forrige Uge maattet poenitere 2—3 Dage eller længere paa Sprogø, hvorfra man dog i Løverdags hørte, at han efter en Overgang til Fyen, der varede næsten et Døgn, var sluppen bort. Til Held for hans »Leidensgefährte« fandtes der et Claver paa Sprogø, hvorpaa han gratis lod sig høre til Lindring for sig selv og Andre. *) — Da nu Veiret, uagtet Frost og Kulde, i sig selv er godt, tørt og reent, vil jeg nu ogsaa idag være saa modig efter en modtaget Indbydelse at gaae paa Bal — hos Landgreven, hvor jeg ikke engang har været pour faire visite, siden jeg første Gang ligeledes var tilsagt til Bal i Fior Vinter. Man kan ikke sige andet, end at det er Opmærksomhed og Artighed nok. Da jeg i Soiréen hos Prinds Christian talte endeel med Landgrevens Søn, Prinds Frederik af Hessen, der selv tiltalte mig, endskiøndt jeg aldrig havde været hos ham — fandt jeg, at jeg dog engang burde gaae ud til ham, og blev, da jeg skrivtlig havde meldt mig hos ham, modtaget med megen Artighed og Venlighed, havde en lang Samtale med ham, og fik derved Leilighed til for nogle Dage siden at opvarte hans unge Kone, den preussiske Prindsesse, som jeg havde Lyst til personlig at kiende, fordi jeg har hørt de forskielligste Domme om denne Dames Væsen og Udvortes. Jeg maatte finde, at Geheimeraad Dankwart her, som ved mangfoldige andre Leiligheder, har Ret. Man har sagt om denne Prindsesse, at hun er intet mindre end smuk; hvilket Dankwart har benegtet. Jeg fandt i hende ingen glimrende Skiønhed; men hun har et fiint, regelmæssigt, indtagende Ansigt, hvortil hendes hele Udvortes svarer; hun er høi, rank og smekker; har megen Lethed i Bevægelser; og s. 133 hendes Tale er livfuld og behagelig tillige. Hun giorde i det Hele et meget godt Indtryk paa mig, og det var mig behageligt at overlevere hende min poetiske Aarsgave, der syntes at fornøie hende meer end almindeligt. Hun beholdt den længe i Haanden, saae og læste hist og her i Bogen — og da hun fandt dit Navn, meente hun, det var mig, der ogsaa havde leveret Bidrag til Bogen. Dette sagde jeg hende da, vilde ikke have kunnet gaae an, og forklarede hende Forholdet. Hun sagde mig, at dansk Prosa kunde hun nogenlunde forstaae i Læsning — »doch nicht viel«, men Poesie faldt hende meget vanskelig; og hun meente den danske Poesie i Forhold til Prosa var sværere end i det tydske Sprog, og da hun bad mig oplæse et Digt, valgte jeg den af dig selv nedsatte »Bøn til Madonna« — hvis oprindelige Sted jeg først forklarede hende. Da jeg nævnte dit Stykke »Venusbierget« o. s. v. kiendte hun strax Sagnet, og sagde: O, ja, ich weiss es ist »der Tannhäuser«. Min Oplæsning hørte hun med stor Opmærksomhed, saae lige paa mig med sine klare, blaae Øine, og holdt imidlertid hendes Mand, som var tilstede, i Haanden. Da jeg var færdig, sagde hun meget venligt: »Ich danke Sie recht sehr — Ich habe fast alles verstanden. Das Gedicht gefällt mir ausserordentlich; ich werde es gleich abschreiben«. Kan Du nu forlange mere af en preussisk Prindsesse?
d. 6te Marts 55.

Da dette Brev nu netop har henligget i 3 Uger, skulde jeg jo egentlig begynde et nyt; men dette kunde jo let faae samme Skiebne; og jeg vil da nøies med at adskille disse Linier fra deres ældre, i Tallet flere, Forgængere med en Grændsestreg. — Samme Dag, som jeg vilde have sluttet og afsendt mit Brev, kom jeg rigtig om Aftenen paa Landgrevens Bal, hvor der var umaadelig fuldt, og hvor jeg vel talte nogle Ord med ovenfor omtalte ungdommelige og elskværdige Prindsesses Mand, men kun fik et Glimt at see af hende selv. Det blev ikke derved. Faa Dage efter fik jeg atter en Indbydelse til Bal hos Arveprindsen, hos hvem jeg heller ikke havde været siden i Fior Sommer med Prof. Fryxell, hvor Alt var smukt og behageligt arrangeret, hvor jeg morede mig særdeles vel, kom til at tale med alle disse høie Personer, endog med Dronningen og Arveprindsessen — kun ikke med den preussiske Anna, og converserede med en stor Mængde meer eller mindre interessante Personer, hvoriblandt ogsaa den østerrigske Minister (hvis Bekiendtskab jeg giorde — en meget godmodig s. 134 og dannet Verdensmand — og den preussiske, som jeg kiender) foruden en Slump af vore egne, styrtede og regierende Ministre. Blandt disse endelig ogsaa den fordums halve Professor, og nu halve Excellence, Ministeren Hr. Hall. (Ministrene have nemlig ikke Titeler, men gaae ved Hoffet i Rang med, eller umiddelbart efter Geheimeraader.) Manden syntes vel at have lagt sig til noget Minister-Air og portement; men var i øvrigt meget fidel, og indbød mig til engang at besøge Bakkehuset og hans Kone »naar Veiret blev rigtig mildt og smukt«. Jeg maatte ogsaa giøre ham Rede for, hvorledes Du levede og færdedes i Kiel, hvilket jeg giorde ganske omstændeligt, saavidt Tids- og Stedsforhold tillod det. Dermed endte da mit Carnaval.

Jeg skal om tre Dage atter læse i Videnskabernes Selskab, da jeg 1ste Gang ikke kunde slutte, og det 1ste Gang i det nye Locale paa Prindsens Palais. Den Tid, jeg har været inde, har jeg væsentligt maattet benytte — saa godt det vilde gaae — til at udarbeide det øvrige af mit Foredrag, i hvis foregaaende Deel Hovedgrunden har ligget til, at jeg ikke kunde vinde en Time til at slutte dette Brev. Jeg er denne Gang faldet ind i en ny Materie — som dog i visse Maader er gammel nok for mig. Jeg vilde egentlig have skrevet noget mere Almindeligt om vor Tids Architektur — eller rettere Mangel paa Architektur — og den af Brunius forsøgte Restitution af en vis Middelalders-Stiil i Bygninger. Men dette er faldet ud til, at jeg egentlig kun har indskrænket mig til vore egne Forhold i Architekturen, fra Christian IV til den nærværende Tid, som Du kan tænke slipper daarligt derfra. Jeg er nu i Færd med at slutte med Brunius, og haaber at Alt skal være klart Fredag Formiddag. Men hvor slet jeg havde beregnet Materiens Omfang, selv i den korteste Berøring, viste sig, da jeg ikke engang kunde blive færdig i et Foredrag paa 5 Qvarteer; og Hensigten var, at jeg kun skulde have hjulpet Forchhammer, der vilde, i Mangel af Andet, have foreviist et geografisk Kort, ved at læse noget i ½ Times Tid.

Jeg skal nu i Aften Kl. 6 absolut hen i et almindeligt Academisk Lærermøde, som vel aldrig har havt sin Lige i Objectet. Foruden at der skal handles om Forslag til almindelig Gageforbedring for alle Universitetets Lærere og andre Embedsmænd, og vælges et Medlem af Consistoriet (i Kriegers Sted) vil Professor Sommer indbringe den Motion, at gaae ind til Cultusministeren med en Adresse, for at forlange Oplysninger om, hvorvidt den af Kongen beskikkede s. 135 Prof. juris Schütze har beviist sin loyale Tænkemaade *) — med andre Ord: hvorvidt han er værdig til det Embede, hvortil Kongen har udnævnt ham. Hvad vil man sige deroppe, i Fald Prof. Schütze selv møder? — Jeg frygter ellers, at den 1ste Sag vil optage saamegen Tid, at der ingen bliver tilovers for den forstyrrede Sommer og hans Parti. — I øvrigt vil denne Galenskab — ja selv Keiserens uberegnelige Dødsfald i Petersborg — i disse Dage blive qvalt i Kiøbenhavns Dagsdiscourser og Agitationsstof, ved det i Løverdags udkomne, hidtil i sin Art mageløse Flyveskrift »Grevinde Louise Danner, Danmarks Genius« **) . — Jeg selv vilde holde det for umuligt, at der vilde findes Nogen hos os, der med den Grad af Mod, Dristighed og Talent vilde tage Bladet fra Munden, ikke allene om Fru Danner, men om Kongen, og om Alt hvad der staaer i Forbindelse med det forrige Ministeriums Fald, ligesom mod den Maade, hvorpaa dette Fruentimmer regierer paa Frederiksborg, hvad hendes Maal og Tragten er, og hvorvidt hun hidtil er naaet. Skriftet har mange værdifulde historiske Oplysninger, eller Bestyrkelser af svævende Sagn. Forfatteren veed meget nøie Besked om mangfoldige Ting — og siger Folk alt lige i Øinene. Meningerne synes noget delte, om Forfatter eller Bogtrykker kan blive Action underkastet, eller ikke. ***) Det har hidtil ikke været eller kunnet blive anmeldt til Salg i noget Blad, men sælges i 100 viis fra alle Boghandlinger. Skriftet er skrevet med en vis Art af Fiinhed og Konst, men bruger sielden egentlig Ironie. Efterat have læst det, tvivler jeg intet Øieblik om Forfatteren, som Alle nævne; ogsaa i Søndags ved Dronningens Taffel. Du hører ham vist snart nævne i Kiel. Han maa herefter hedde: den uforfærdede. —

Du melder vel snart noget bestemt om din Hidkomst. Gud bevare dig!

C. M.