Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-04-10)

Kiøbenhavn, 10. April 1855.

Kiære Christian,

— — — Jeg havde bl. a. nylig begyndt engang igien at skrive en æsthetisk-literair Artikel om Bredahls »dramatiske Scener«, hvoraf Du maaskee — dersom Bøger reise med Iisbaade til Kiel — har erfaret, at Literatur-Samfundet har bekostet en ny »og forkortet« Udgave. Dens Hoved-Øiemed har været og er, at Cand. Liebenberg faaer sit Honorar som Udgiver. Dette er begribeligt og en Hverdagssag. Men at en levende Digter — rigtig nok gammel (f. 1784) men dog et Aar yngre end den, som vil skrive noget om hans »Scener«—offentlig erklærer sig poetisk fallit og kritisk umyndig — er, om ikke et unicum, dog en overordentlig Sieldenhed i enhver Literaturs Historie. Bogen selv viser det ikke paa Titelbladet og fattes ethvert Forord. Men en for en Maanedstid siden udkommen Bekiendtgiørelse fra Samfunds-bestyrelsen om Selskabets Aarsmøde i Marts, indeholdt en Censur over Bogen undertegnet C. Hauch, F. Paludan-Müller og I. M. Thiele, hvoraf sees, at Hr. Liebenberg ikke blot er Udgiver, men Forkorter af Bredahls Digterværker; og tillige disse Poeters og Æsthetikeres Attest for, at Liebenberg med megen Succes har foretaget Castreringen af den Bredahlske Muses Fostre og at Operationen (uagtet Patienternes temmelig høie Alder) er lykket saa vel, at »vor Literaturs bedre Deel nu har modtaget en betydende og værdifuld Tilvæxt« i disse beskaarne Scener. Jeg gad nok hørt eller læst, hvad den gamle F. Høegh-Guldberg, som blev over 80 Aar, og skrev Vers næsten lige til hans Død, vilde have svaret, dersom man var kommen til ham med den Proposition, s. 141 at lade sin Muse sætte under Hr. Liebenbergs Formynderskab som Editor og Castrator. — Men — han er langt fra ikke sikker i sin Grav. Liebenberg skal leve; efter hans Ewald i 8 Bind, skal nu følge en Ditto, concentreret i eet Bind hos Høst, som Publicum skal betale, da det nok vilde have vogtet sig for de 8 Bind. — Den, som lever om et Par Aar eller tre, vil nok faae at see, at Raden kommer til F. Guldberg og flere danske Poeter, saalænge Samfundet har Penge, og Liebenberg en Pen eller Kniv.

I Søndags 8 Dage var jeg om Aftenen i en grande Soirée hos Ewerløf, hvor Raasløff med Frue befandt sig. (Man siger i Byen: vi have nu 3 Fruer i Ministeriet: »Presidentskan« Fru Danner, Cultusministerens Fru Hall, og den slesvigske Minister Fru Raasløff). Denne Ministerfrues Mand talte en Tid lang meget artigt med mig om dig, og sagde mig, han havde faaet Brev fra dig om din Stilling ved Universitetet, om Løfter, som Moltke havde givet ved din Ansættelse m. m. Men ligesom han var dybt inde i denne Samtale blev han kaldt ind til sin Minister, for at hente Noder — hvilket jeg i det mindste ikke fandt meget passende for saa høi en Notabilitet. Fruen sang derpaa meget naadigen et Par Nummere, og virkelig brillant, med Frøken Rawert, men var ikke til at bevæge at synge Solo. Var Fruen ikke, vilde jeg dog vel engang besøge Raasløff. — —

C. M.