Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Christian Knud Frederik Molbech (1855-05-15)

Kiel, d. 15de Mai 1855.

Kiære Fader!

For nogle Øieblikke vil jeg forlade Thor paa hans Reise til Jotunheim (om hvilken jeg i Morgen skal meddele mine Tilhørere en Beretning), og lade min Tanke opsøge dig der, hvor Du formodentlig er, mellem Bøger og Blade — ikke Foraarets forfriskende, lysegrønne Løv, men din Ordbogs trættende Skriftblade. Hvor er det bedst at være? Det Svar ligger nær: i den vaagnende Skov, hvor nu et Chor af Nattergale synger, der er friskere og bedre, end i en Skov af Ord, mellem Stammer af trykte Columner og Bogstaver istedetfor Knopper og Blade. Det Svar ligger nær — og dog er det ikke det rette. Thi Siælens Drift stilles ikke tilfreds ved at see paa det grønne Foraarsløv; men i Arbeidet kan den, i det mindste tilnærmelsesviis, føle sin Uro stillet. Og denne Skov af Skrifttegn, der voxer frem af Aandens Jordbund, s. 142 kan tilvisse bære Blomster og Frugt, naar den eensomt syslende Tanke fordyber sig deri — Blomster, der ikke visne som de andre, naar Efteraaret kommer. Ogsaa der synge Fugle, for de Øren, som forstaae at høre, og som kunne glæde sig ved Modersmaalets harmoniske Tonefald. Ikke desto mindre har jo til sine Tider ogsaa den udvortes Natur sin Ret; og jeg vilde ønske, at Du som jeg, i disse Aftener (der forresten ingenlunde ere foraarsvarme endnu) havde hørt Slotshaven udenfor mine Vinduer gienlyde af de Nattergales Sang, der i Aar have forsamlet sig her, jeg troer i hundredeviis. De synge saa ivrig, som om de vilde varme sig derved, de Stakler; jeg synger ikke, men lægger stadig i Kakkelovnen, og velsigner den Forudfølelse, der bragte mig til i Efteraaret at kiøbe tre Favne Brænde. I og ved Kiøbenhavn er det vel endnu længere tilbage; thi her ere dog enkelte Bøgetræer, Kastanierne og alle mindre Buske udsprungne, og otte Dages Varme vilde giøre Skoven heelt grøn. — —

Forresten har jo det offentlige Liv herovre i den seneste Tid bragt to mærkelige Begivenheder. Den ene — Udnævnelsen af en Curator *) , der jo nærmest vedkommer den Kreds, i hvilken jeg bevæger mig, har vel naturligviis vakt Forundring og tildeels Misnøie hos de tydske Universitetsmedlemmer. Men jeg veed ikke meget at sige derom; thi i Samtale med mig har man været meget tilbageholdende. Een Professor theol. har jeg hørt, slog Hænderne sammen i Forskrækkelse og udbrød: »Saa skal vi da nu regieres paa Russisk!« Jeg tænkte: det var vel ikke saa galt, om der kunde komme nogen russisk Alvor og Konsekvents, med tilhørende forstandige Myndighed ind i det selvraadige Universitets Bestyrelse. Man er vel — uden at kiende noget til Personen quæstionis — a priori utilfreds med hans militære Stand og med hans Ungdom — skiøndt han dog nok er en Mand paa c. 37 Aar. Adskillige havde haabet at Etatsraad Heinzelmann, der af flere Grunde er dem en persona grata, skulde være bleven Curator.

Den hele Begivenhed: Curatoriets Besættelse er imidlertid traadt i Baggrunden for det Lynglimt og Tordenslag, der ligesaa stærkt, som pludselig og uforberedt ramte Appellationsraaderne Brinckmann og Preusser (den gamle Præsident var saa affældig, at han dog maatte gaae af). Deres Afskedigelse har vakt en umaadelig Sensation herovre — om Forskrækkelsen eller Forbittrelsen er størst, kan jeg ikke sige, s. 143 saa lidt som jeg ubekiendt med de virkelige, til Grund liggnde Motiver, overhovedet selv kan have nogen Mening om en Regieringsforanstaltning — der i det mindste med Hensyn paa den øieblikkelige Stemning og Forholdet mellem Dansk og Tydsk virker meget forstyrrende. Men det faaer man at finde sig i — hvis blot de videre Følger deraf blive gode; og det er jo vel muligt, at en saa bestemt og alvorlig Udtalelse af Regieringens Villie — især hvis den er grundet paa en virkelig indre Retærdighed — endnu kan faae Bugt med den tause, haardnakkede Modstands Aand, som Criminils blide Regimente i det mindste ikke var istand til at bortmane. Denne Aand, der som en langvarig Sygdom næsten er bleven chronisk, er vel ikke saa kiendelig for Fiernereboende; men den arbeider i Stilhed, den »slaaer ud« som usunde Vædsker, paa mange Punkter, og for dem, der boe og færdes herovre er den synlig nok. Om den nu kan helbredes ved slige voldsomme Cure — det vil Tiden lære; den har i det mindste ikke hidtil villet vige for lettere Midler.

En ny »Biskop« er nu ogsaa udnævnt — en temmelig ung Mand, efter Sigende. Dette er bl. a. en Streg i Regningen for en af mine Colleger: Professor og »Kirchenrath« Lüdemann, som af Grev Criminil vistnok var bestemt til denne Post, skiøndt jeg ikke troer, at Geistligheden i det hele ønskede ham.

Selv har jeg intet hørt fra Kiøbenhavn hverken om Attesterne eller om Lectoratet, der skulde overdrages mig. Beroer det paa Departementschefen, kan jeg vist ogsaa komme til at vente længe.

I dette Øieblik fyres der saaledes fra det danske Krigsdampskib »Hekla«, som ligger udfor mine Vinduer, at jeg neppe kan skrive, thi Vinduer og Bord ryste og klirre. Formodentlig spiser General v. Krogh Frokost ombord, — mindes Du Hamlets Ord: Kartoverne skulle forkynde det til Havet, og Havet igien til Himlen, og Himlen til Jorden: at Kongen drikker sig en Ruus idag. —

Klokken er to, og jeg vil nu vandre min sædvanlige Tour langsmed Stranden ud til det smukke Sted »Bellevue«, hvorfra man har Udsigt ud i Østersøen. Frem og tilbage bruger jeg en lille Time, og Kl. 3 spiser jeg til Middag. Gid mit Brev maa træffe dig rask og tilfreds. — —

Christian.