Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-05-22)

Kiøbenhavn, 22. Mai 1855.

Min kiære Christian,

Dit sidste Brev af 15de Mai modtog jeg allerede den 16de, og det forekom mig, da jeg havde læst det, næsten som Du var hos os, og som Du nylig var gaaet bort, efter en Samtale med mig. En saa hastig Brevvexling har noget særeget behageligt og interessant, og vilde være tiltrækkende for mig, dersom jeg havde Evne og Kræfter til jævnlig at vedligeholde den. Jeg foresatte mig ogsaa, at ville strax, eller uden langt Ophold svare paa dit Brev; men nu er dog alt ikke faa Dage forløbne, og Vilkaarene til at udføre mit Forsæt ere, som det saa ofte gaaer, ved Udsættelsen blevne endnu mindre heldige. — —

Naar det saaledes i og hos mig er »dystert« (et svenskt Ord, som jeg havde Lyst til, at vi skulde eie), saa har jeg dog en sand Glæde af at forestille mig — i det mindste efter dine egne Yttringer, at det er — som det ogsaa bør være — lysere og mere glædeligt i dit indre og ydre Liv. Det sidste maa dog efterhaanden — om endog kun ved Vanen, og i din lykkelige Alder — blive dig meer og mere taaleligt — ja meer end taaleligt; thi udvortes har Du dog i Grunden ingen andre Mangler, end saadanne som Du ved egen Villie og Aandskraft kan oprette og udfylde. Indvortes har Du et eget, skiønt — om ikke rigt, i det mindste dybt aandeligt Liv, der kan skabe dig en Verden, som det staaer i din Magt daglig at udvide, og som vist nok ogsaa, baade i din indre Udvikling og i din nærværende heldige Virken, med hver Dag bliver rigere. Med mig finder det Modsatte Sted. Jeg har endnu min gamle — eller maaskee rettere unge Trang og Drift til at tilegne mig saameget som mueligt af Viden, Anskuelse, Kundskab, Deel i den menneskelige Verdens til alle Sider, i alle Retninger udvidede og voxende Indhold og urolige Virksomhed; men Aar for Aar synker mine Kræfter til en saadan Opfatning og Anskuelse. Siælens Evne til at leve i denne Art af Virken bliver svagere. Det forekommer mig, som baade Historiens og Konstens Verden — jeg var jo engang hiemme i begge — meer og mere glide fra mig; og den Færdighed, jeg engang besad, til let og hastigt at gribe begges Phænomener, i det mindste glimtviis og ved Ahnelse og Gisning, eller ved en levende, om endog forbigaaende Anskuelse — den taber sig meer og mere. Dette maa blive saa meget mere forklarligt for mig selv og Andre, s. 145 naar jeg mærker og føler, hvorledes Ordbogsarbeidet tærer og medtager mine allerede saa meget aftagne Arbeidskræfter; og naar en Anden vil og kan sætte sig noget ind i dette Arbeides Natur og Fordringer, den første, ikke uden sin eiendommelige Interesse og Frugt, men altid dog kun underordnet og middelbar i sit Forhold til Tænkningen og Fornuften; de sidste umættelige, aldrig tilfredsstillede, og daglig mere piinlige og skuffende, end velgiørende ved en fuldbragt Giernings Resultater. Og denne — som jeg kalder den — »Ordbogsfeber«, er jo en Hverdagsfeber, som ikke faaer Ende, før det er til Ende, enten først med Ordbogen eller med mig selv. Dette er saaledes min ene Alderdoms-Byrde og Calamitet — og for den er der ingen anden Hielp, end den sene, aandsfortærende, tidopslugende, der kun kommer spalteviis — jeg tør ikke engang sige Arkeviis. — Sidestykket til Ordbogen er af en anden Natur. Det er Gammelgaard. — —

Jeg skulde og vilde gierne giengielde dine Kielske Meddelelser med nogle kiøbenhavnske; men Stof mangler mig reent. Jeg veed næsten ingen anden Udvei end at fortrøste dig med den trykte Meddelelse om kiøbenhavnsk Architektur, som jeg tænker at kunne sende dig om 14 Dage. Gud veed, hvad vedkommende Critici (e. gr. Høyen) ville sige til mine, formodentlig ofte ganske vrangtroende Yttringer i dette Capitel af min æsthetiske Tro. —

Om den nyfødte Curator i Kiel har jeg engang talt med General Hansen, og da jeg spurgte om hans Qualificationer til denne Post, svarede Hs. Excellence at han var en meget udmærket Officeer, hvis Afgang vilde være et betydeligt Tab for Militair-Etaten; i øvrigt fandt han det naturligviis at være en meget abnorm Ansættelse, som jo i øvrigt »var til Ære for Armeen«. — »Unegteligt mere end for Universitetslærde og juridisk dannede Personer!« — sagde jeg. Han meente for Resten, at Forslaget til hans Ansættelse maa være kommet fra Oberstlieutenant Andrä, som er et fortrinligt mathematisk Hoved, men som derfor ogsaa mener, at »en god Mathematiker kan due til hvad det skal være«. — Da nu Manden i øvrigt er tydsk af Extraction, eller »Afbyrd« — Holstener af Fødsel — og Dansk (som man siger) af Sind og Tænkemaade, saa skulde man jo mene, at han maatte passe til alle Partier. Her have Bladene — som Du vel selv har seet, været i kiendelig embarras ved at omtale og vurdere denne Ansættelse. Det falder mig nu ind, at jeg nylig hørte s. 146 om den dig bekiendte Prof. Schütze, at der var nogen ny Stempling i Giære mod ham. Den kan vel ikke være betydelig og var mig kun mærkelig, fordi det sagdes, at to Hovedmænd for samme vare en Søn af Prof. Clausen, og en ditto af Madvig. Disse haabefulde Ynglinger maa, som man seer, ville træde i Fædrenes Fodspor. — —

Bi ikke for længe med at skrive, kiære Christian! Du veed eller troer neppe, hvormeget dine Breve, i Mangel af dig selv, glæde og oplive mig; heller ikke veed eller forstaaer Du vel, i hvor høi Grad jeg nu trænger til at de svage Livsaander, som endnu ere tilbage i mit Indre, paa en velgiørende, kiærlig og venlig Maade qvæges (som man qvæger eller qvegner Ilden) og opfriskes.

C. M.