Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-06-11)

Gammelgaard, d. 11te Juni 1855.

Min kiære Christian,

Du mener maaskee, ved at see Brevets understregede Datum: »Det er endda godt, at her ikke er tilføiet »den bedrøvelige«.« Men i øvrigt er det ikke ganske uden Betydning, at jeg just i Aar — og det dog tilfældigviis — er kommen til at tilbringe denne Dag her paa denne Gaard, hvor saamangen Anledning til at giøre Dagen bedrøvelig, er indlagt. Du har vel ikke — og kan efter din Individualitet ikke engang faae — en ret klar Forestilling om, at denne Gaards Kiøb og Eiendom i 2 Aar, eller »siden Øinene oplodes paa mig, at jeg kunde see« — og siden Pungen maatte aabnes, for at jeg kunde føle og mærke, hvorledes dens Indhold s. 149 svandt, har givet meer af Fortrædelighed, Bekymring, Ærgrelse og Bitterhed i Sindet, end noget tidligere Forhold i mit Liv.— —

Jeg kom her i Forgaars og kører ind igien allerede overmorgen. En Forkølelse bragte jeg med herud, og er endnu ikke bleven ganske af med den. Men dette er endda det mindste. Kunde jeg saa let og snart blive af med — eller komme ud af den i det mindste ikke glædelige 11te Junius’ Fataliteter! — Jeg har for Alvor lagt an paa at ville sælge Gaarden i denne Termin; men jeg er, som Du veed, ikke oplagt til at drive saadanne Affairer. Et Par Lysthavende have været her og beseet Eiendommen; men det har ikke ført til noget. Den Ene af disse vilde Du vist allermindst giette paa — min speculative Collega, Etatsraad Sibbern! — Det skulde nemlig ogsaa hos ham gaae ud paa en Søn, der nys er kommen af sin Læretid, og er kun 22—23 Aar. Jeg frygter, det kan komme til at gaae ham omtrent som din Broder. Sibbern var et Par Gange oppe hos os, traf mig ikke hiemme, men talte meget med din Moder, og syntes meget ivrig paa at ville kiøbe (det er saa omtrent hans Maade i Alt hvad der er nyt — eller var det i gamle Dage). Da det kom til Enden, kunde han — som han skrev — ikke reise de fornødne Penge til Udbetaling; og dette var, hvad jeg havde forudsagt.

Nu, da jeg vil slutte dette Brev, har jeg denne Gang giort min eneste Udflugt i Verden fra Gammelgaard. Jeg har besøgt Fru Deichmann paa det gamle, i al sin Ziirlighed straalende Landsted i Lyngby — Haven, som altid, venlig, smilende og indbydende — men med en Tomhed, der ikke lader sig udfylde. Naturligviis savnedes ikke Selskab. Der var Fru Irminger, tilligemed to andre Damer. Man sad endnu tilbords — en saadan Ankomst er egentlig fra begge Sider ikke behagelig. Omsider fik Jomfru D. dog endog din Broder til at sætte sig, og det imellem to Damer. Jeg drak Viin og spiste, hvad Hanne Deichmann ikke uheldigt kaldte »Levninger fra den lange Vinter« — nemlig Kager, som hedde Sneeboller. Man har noget, som paa Fransk kaldes »vol au vent«; skulde det ikke være disse? Kl. 7 var jeg allerede her tilbage, ret vel tilpas, ved min Thee; men imidlertid mærker jeg, at min Forkølelse ikke er bleven bedre ved Touren; thi lad Veiret være nok saa skiærsommerligt — køligt er og bliver det. — —

Mit Savn af dit Selskab voxer med hvert Aar, ligesom s. 150 Følelsen af min Kiærlighed for dig. Det forekommer mig undertiden, som ogsaa Du mere kan behøve denne, alt som Du bliver ældre i Eenligheden. At forvandle denne til Dobbelt hed og Fleerhed — er, som bekiendt, for en stor Deel Mennesker — eller maaskee den største — Livets vigtigste og folgerigeste Affaire. Du skriver: »fiat voluntas Amoris«. I din Alder kan denne Gud vist nok faae meget at sige; dog pleier i det 34te Aar Vingerne at være noget stækkede paa ham. Jeg tænker altid, at Du ogsaa heri, som i meget andet, maa faae Lykken med dig. — —

Tak for dit meddelte — som mig synes, maaskee paa et Par Recitations-Difficulteter nær, meget godt fordanskede Sted af Purgatorio! — Det var en sand Siæleføde for mig, og mageløst træffende paa flere Steder — endog saa nær at Rigsdagen her samles i October. Jeg vil med det første afskrive Stedet og sende det til Geheimeraad Dankwart paa Klampenborg. — Paa Bibliotheket have vi forrige Aar faaet ikke mindre end 3 nye Skrifter over Dante — et fransk og 2 tydske, mener jeg. Efter en Samtale, jeg nylig havde med Paludan-Müller, der bestandig er nerveus og svagelig, troer han stærkt paa en Skærsild. Jeg indvendte ham, at det N. T. intet har derom; han meente jo, der var et Sted, som nok kunde trækkes derhen. Nu, Lev vel! for det første! —

C. M.