Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-07-19)

Kiøbenhavn, d. 19de Juli 1855.

Min kiære Christian,

Dette Par Ord skulle i det mindste være et synligt Tegn paa at jeg ikke har glemt den Dag, jeg altid med Glæde har seet vende tilbage — endskiøndt høist sieldent med den, at see dig nærværende, ogsaa med det legemlige Syn. Maaskee jeg aldrig meer faaer denne Glæde — jeg vil ikke dølge for dig, at denne Tanke bdrøver mig, ligesom Fraværelsen fra dig ofte er mig et stort Savn. Men hvad er — fra den ene Side seet — Livet vel andet end en Kiæde af Savn? — Et Savn kan ligesom blive en Deel af vor Existents; og ofte tænke vi maaskee langt mere paa en kiær og elsket Personlighed, naar den er fiern, end naar den daglig er os nærværende. Du veed vist nok, at jeg lever meget i Erindringen; og aldrig kan glemme noget Menneske, som har havt en dybere Plads i mit Hierte. Men det er naturligviis ikke Alle — og, som ogsaa let begribes, især ikke Alle, for lang s. 151 Tid siden afdøde Personer, som lige let, eller lige ofte fremstille sig klart for mit Tankeblik og i min Erindrings Skyggeverden. Hvad Levende angaaer (ja egentlig er det saa med hine ogsaa) da er der noget ofte uvilkaarligt i at man kommer til at tænke paa nogen vis af dem. — Paa dig har jeg bl. a. i de næst foregaaende Dage tænkt meget paa Gammelgaard, hvor jeg har været ude hos din Moder, fra i Løverdags til i Gaar; og hvor jeg tidt ønskede ogsaa dig i Huset. Veiret var afvexlende meget deiligt og rigt sommerligt — afvexlende uroligt, mørkt og særdeles derude, ved strømmende Skylregn næsten en heel Dag igiennem, hverken glædeligt eller opmuntrende. Man er jo midt i Hø- og Tørvehøsten. Begge Dele (det første aldeles) ligge jo endnu paa Marken, i Stedet for i Huset. En stor, meget uæsthetisk Tørvehøi reiste sig lige i Prospecten ud til Marken fra mine Vinduer ovenpaa, borte ved Frugttræerne, eller imellem disse og Kiøkkenhaven. Det er en meget uskiøn Placering af endel af vore Grubers Udbytte; og efter min Mening meget usikker, naar Høien brydes. Men nødvendig er den af den Grund — siger de — med den først vundne Tørv, fordi den endnu er langt fra at være fuldkommen giennemtør. Om Gaardens Forhold, hvori meget og betydeligt er forandret, siden jeg har skrevet om disse til dig — vil jeg idag ikke bebyrde dig med andre Meddelelser end den, at medens jeg var derude, kom en Lysthaver og besaae Gaarden. — —

Jeg besøgte endelig, efter saa mange Aars Forløb Geheimeraad Dankwart paa Klampenborg, i Mandags Eftermiddag. Det blev en sand Festdag for mig. Veiret var ypperligt; Stedet fandt jeg fortryllende skiønt — saa skiønt, at dets Lige langt og vidt skal søges — og som et Sommeropholdssted — maaskee paa nogen Gêne nær — uforlignelig behageligt; naturligviis dyrt — men hvad er i vor Tid billigt? uden f. Ex. et Digternavn. Jeg tænker bl. a. paa Andersen, hvis tykke Levnet, med det tynde Hoved for i Bogen, jeg i Morges vilde kiøbe, men ikke betale det særskilt med 3 Rdlr. — Jeg skal Kl. 2 med Geheimeraad Ørsted kiøre ud til Frydenlund efter Invitation fra Grev Moltke, som har ladet sige mig, at hvis jeg ikke kunde tøve til i Morgen Aften og tage ind med Ørsted, skulde hans Vogn kiøre mig ind i Aften. Dette hører til den Classe af Artigheder, som ere behagelige, men ikke modtagelige. Jeg maa see til at komme ind i Morgen tidlig med Dampskibet fra Vedbæk. Dette er mig saameget mere nødvendigt, som jeg agter Løverdag Eftermiddag Kl. 6 at tage s. 152 over til Malmø og Lund. Biskop Reuterdahl overraskede mig i Løverdags Morges ved sit Besøg. Han var aldeles uforandret, godmodig, elskværdig, oprigtig. Han indbød mig at logere i hans nye Bispegaard, som han netop er i Begreb med at flytte ind i; Brunius er i Wärmland, og jeg vil derfor modtage det venlige Tilbud. Jeg agter at være tilbage Torsdag eller Fredag i næste Uge.

Himlens Magter beskytte dig, og Guds Fred være i din siæl! Vær hiertelig hilset med de bedste Ønsker, og med det Haab at møde dig her i glade Dage — og ikke for langt ud paa Sommeren. —

C. M.