Molbech, Christian BREV TIL: Molbech, Christian Knud Frederik FRA: Molbech, Christian (1855-08-09)

Gammelgaard. 9. August 1855.

Kiære Christian,

Det forekommer mig, i det jeg begynder disse Linier, som om Du havde talt til mig; jeg havde ikke hørt hvad Du sagde, og jeg vilde dog svare dig. Hvad der forekommer mig, er i sig selv virkeligt. Dit sidste Brev, som jeg uden Tvivl modtog samme Dag, da jeg kom hiem fra min Udflugt til Skaane, blev glemt eller forlagt. Jeg veed, at der stod meer end een Ting i Brevet, som jeg vilde svare paa; og jeg har nu virkelig den Følelse, som om min Tanketraad var afrevet, eller som om jeg fattedes det første Punkt, hvortil jeg skulde knytte den. — Jeg skal nu skrive, uden at svare.

Skal jeg begynde med at sige dig noget om min Reise til Malmøe og Lund? — om jeg vil kalde den saa; det var s. 154Reise nok for mig; den første, jeg siden Juni 1853 har foretaget. Den begyndte venligt og behageligt; jeg tilbragte Eftermiddagen fra Kl. 4, og den følgende Søndag til Kl. 6 hos Reuterdahls i Malmøe, og følte mig der besynderligt vel og vederqvæget; ja jeg skrev endog om Morgenen 2—3 Blade Manuskript, der samme Eftermiddag afgik til Kiøbenhavn. Hos Reuterdahl har jeg ikke været siden jeg havde erfaret, at han havde maattet skille sig ved sin Viinhandel, og at det var gaaet meget tilbage for ham. Jeg havde tilskrevet Fru Reuterdahl og bedet hende lade bestille et Værelse for mig paa Giæstgivergaarden; men da jeg ved Skibsbroen blev modtaget, som sædvanligt, af ham selv, og det endog med en meget elegant Vogn, hørte jeg at den skulde bringe os, ikke til Vertshuset, men til hans egen Gaard, hvor han har sin Kortfabrik og sit Steentrykkeri i Gang, og hvor han ovenpaa, hvor før nogle af hans Folk boede, har indrettet sig en ganske net Etage, og boer omtrent saa godt som før i den gamle Klostergaard, hvor Viinhandelen er i den hvælvede Kiælder — hos den mægtige Tobaksfabriqueur Hr. Kockum — bl. a. bekiendt af, at han en eller to Gange har undslaaet sig for at modtage en Ridderorden. — Jeg fandt Alt i Huset tilsyneladende uforandret, endskiøndt jeg vel mærkede paa Fru Reuterdahl, at hun havde giennemgaaet tunge Omstændigheder. Nu maa vel Broderen fremdeles hielpe, naar han først selv faaer noget at hielpe af. Bispestolen siges at skulle indbringe 20—30,000 Rdl. dansk — lad det være noget overdrevet! — men dens Guldkilde bliver ikke strax flydende. Imidlertid havde jeg megen Glæde af at see Familien i Malmø, i hvis Hiem jeg har fundet saa stor Giæstfrihed, i en efter Øiesyn bedre, mere »treflig« Forfatning, end jeg havde ventet mig. Ja, Du kan let tænke dig, hvormeget det fornøiede ogsaa mig, at de skulde være i Stand til at modtage og huse mig, hiemme hos sig selv, efter gammel Skik. Paa en vis Maade befandt jeg mig ogsaa bedre, mere behageligt, mere hyggeligt — som man nu siger — end i det store biskoppelige Palads ved Helgonbacken ved Lund, hvis høie, rummelige Giæstesal jeg var den første til at indvie. Biskoppen havde netop faaet sit Bibliothek, der fylder en større Sal og det meste af et stort Arbeidsværelse, ordnet og opstillet. Han var indflyttet for neppe 14 Dage siden. —

Nogle Dage tilforn overraskede han mig en Morgen ved sit Besøg, men opholdt sig kun 2 Dage i Kiøbenhavn, hvorhen han havde ledsaget Fru Nystrøm (fra Stockholm) som der s. 155skulde oppebie sin Mand, for med ham og en svag Datter at tage til et Søbad. Jeg fornøiede mig over at finde Reuterdahl i hans Udvortes og hele Adfærd heelt uforandret. I Lund boer og lever han naturligviis — ikke som en dansk, men som en svensk Biskop; men uden al overflødig Pomp, og til dagligt ganske simpelt. Da jeg kom til ham Søndag Aften, forefandt jeg et Selskab af 10—12 Personer — de samme jævne Folk, som have hørt til hans daglige Omgang i Lund, meest Fruen-timre, hvoriblandt ogsaa Fru Gleerup med et Par af hendes Døttre. Gleerup var borte, ligesom Brunius; men begge kom til Lund inden jeg reiste. Det første, jeg udbad mig som Venskabsbeviis af Reuterdahl og for min Helbreds Skyld, var at undgaae alt »Calas«. Deri føiede han mig og bad kun et Par Gange 2 eller 3 fælles Venner. Jeg spiste kun den følgende Søndag (da jeg om Eftermiddagen reiste med Brunius tilbage til Malmø) hos Brunius, allene med Biskoppen og med min Æskulap, Prof. Naumann. (Det maa ikke glemmes, at om Eftermiddagen, just som jeg skulde gaae hiem for i al Hast at pakke mine Sager sammen, kom Prof. Brunius til at vise mig et Slags Pistoler af en ny Opfindelse; og vi lode os ikke afholde fra, begge som »poiker« at gaae ned i Gaarden for at skyde til Maals, uden at nogen af os traf det Hvide.) — Du vil alt have seet, at jeg altsaa dog i Lund behøvede en Æskulap — uagtet jeg virkelig fulgte den strengeste Observants og Afholdenhed. — —

Der har Du et Brev — alt for opfyldt med »personal gossip«. Maaskee saadant morer dig meer, end hvad jeg kunde være kommen til at skrive, hvis jeg havde havt dit savnede Brev for mig. — — Jeg lever her i fuld Eensomhed og seer undertiden ikke din Broder her hele Dagen, før engang om Eftermiddagen eller om Aftenen; ligesaa omtrent hans Kone.

— Det forekommer mig i Sommer — maaskee af flere Grunde — som denne i øvrigt for mig saa vel passende Gaard har noget mindre Interesse for mig, end de foregaaende Aar. Jeg har tænkt mig, at det dog i Grunden er, fordi jeg re vera ikke meer er Eier af den. Jeg har nemlig ladet den tilskiødes din Broder. — —

Det rørte mig noget, i et af dine sidste Breve, at læse din alvorlige Betragtning over din egen Alvor, og over dit Livs snart opnaaede Midte. Men dette antaget — hvilken Tidslængde, meer end en Menneskealder har Du for dig i 35 Aar! Naar Du føler Livets Alvor i din Tilværelse paa et saadant Punkt, hvad skal jeg da sige? — Du har langt tilbage, før Du s. 156i dit 72de Aar maaskee endnu kan opleve det sidste Glimt af »der scheidende Strahl der letzen Liebe«. — Jeg kommer nu til at tænke paa, at hvad jeg især havde foresat mig i dette Brev at skrive om, var din Poesie. Det er der ikke blevet et Ord af. Maaskee en anden Gang. I Dag havde jeg heller ikke været i Stemning dertil. Jeg vil altsaa endnu kun berette, at uagtet mine maadelige Omstændigheder i Lund, fik jeg der dog skrevet et polemisk Tillæg til et Foredrag, jeg har holdt i Videnskabernes Selskab om det paa ny reiste Retskrivnings-Uvæsen. Dette Tillæg gaaer ud paa et orthographisk »Hyrdebrev« af Madvig til Lærere ved de lærde Skoler, der, som saameget deslige, er »weder Fleisch noch Fisch«. — Hils din gode Frue paa Iselingen og hendes Mand fra din af Hiertet hengivne Fader

C. M.