Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1855-08-19)

Kiøbenhavn. 19. Aug. 1855.

Kiære Christian,

— — Jeg skriver disse Ord, fordi jeg føler Drift til at anvende nogle Øieblik paa den skriftlige Samtale med dig — skiøndt ikke vis paa, om de ville modtages af dig paa Iselingen. Jeg læste med en uglad Følelse din korte, udtryksfulde Meddelelse af den Stemning, hvortil Du snart gik over efter Ankomsten til det Sted,, »wo deine Jugendrosen blühten«. Jeg skulde have ønsket, at de endnu kunde blomstre der i gladere Minders Efterglands. Du har selv med skiønne Digterord talt om Ungdommens Liv i Haabet og Alderdommens i Mindet. Jeg kan ikke finde mig i, at Du allerede næsten vil udelukke dig af det unge Livs Fylde og Lyst; især da det forekommer mig, at Du gierne og ofte nok søger den — men maaskee i for indskrænket en Kreds, af hvilken din indre Tilværelse mere beherskes, end Du selv aandeligt behersker den — som jeg mener, Du oftest maatte kunne. Det er lykkeligt at kunne hengive sig; men dette kan den modnede Mand kun under visse Betingelser — og snarest i den qvindelige Verden. Denne betragter jeg omtrent ligesom Blomsterne i Naturen (dog tilstaaer jeg, at jeg forholdsviis giør mere af de besiælede Blomster, end af de siælløse, paa dette Punkt); det vilde være meget dødt og farveløst i Vegetationen, naar man savnede al Blomster-Pragt og Ynde. Men den er mig ikke nok; jeg behøver Skov og Træer, for at kunne mættes af Naturnydelse. Jeg trænger saaledes i det menneskelige Liv til aandelig Meddelelse og Forstandsnæring — den er desværre sparsom og vanskelig for mig at finde i mit nærværende Stadium; men jeg har altid og har endnu jævnlig Trang til det egne Slags behagelige og indtagende Mellemtilstand af Tankelivet og Følelsens Activitet, som det qvindelige Selskab under nogenledes heldige Betingelser kan give. — I øvrigt falder det mig nu ind at sige dig, at jeg i Gaar Eftermiddags, Kl. 4—5, da jeg i et ganske udmærket og skiønt Sommerveir, med tilbørlig Varme, under den klareste Himmel og letteste Luft, kiørte ind til Byen, følte mig paa en besynderlig Maade s. 159 influeret af en Naturnydelse, der mere udgik fra Atmosphæren og den fuldkomne klare Luft, med lette, hvide Varmeskyer, end fra Egnen eller Jorden — skiøndt ogsaa her de lyse, modnende Agre og andre landlige Sommerphænomener virkede venligt og mildt i Forening med det øvrige. Jeg sad vel en halv Time fordybet i taus Betragtning — ja i et Slags stille begeistret Nydelse, ved Siden af din Broder, som, i det mindste i mit Selskab, kan være fuldkommen Fisk, hvad Stumhed angaaer. Tilsidst maatte jeg dog meddele ham noget af min Nydelse; men han syntes noget overrasket, uden just at yttre dette, da jeg sagde ham, hvad der længe havde opfyldt min Tanke — og dette var, hvad han vel mindst ventede at høre, Døden. Jeg sagde ham, at jeg kunde intet ønske mig mere, end at døe paa saa skiøn en Sommerdag, i et saa straalende Solskin, og under aaben Himmel. Naar jeg da havde dem for mig, der ere mig kiærest, vilde jeg føle mig let og lykkelig ved at sige dem Farvel — og et langt lysere Haab vilde straale mig i Møde end ved at tage Afsked med Livet indspærret i et trangt Sovekammer og trykket af dets qvalme, tunge Luft. Det forekom mig, som jeg aldrig i mit Liv havde havt en saa lys, ja behagelig Forestilling om Døden som under denne Kiørsel fra Gammelgaard; men jeg kunde dog ikke for din Broder udvikle den, saaledes som jeg havde kunnet det for dig, og maaskee for 2 eller 3 andre Mennesker.

Nu er jeg imidlertid kommen til at skrive om det, jeg allermindst tænkte paa, da jeg begyndte disse Linier. De have dog i det mindste bragt mig til at glemme den Træthed og Tunghed, jeg allerede idag har følt herinde en stor Deel af Formiddagen. Hvilken Forskiel fra i Gaar Formiddags! — Jeg kunde fristes til at sige: enten hele Sommeren paa Landet, eller slet ikke! —

Din Beretning om Valdemars Taarn er et Bidrag mere til vor Tids Charakteristik; en død, prosaisk Usselhed, der aldrig har været større — og saadant (jeg husker ikke hvorledes det hedder i Romernes Sprog) »seer Prætor, og Consulerne taale det!« — Jeg har tænkt paa — om jeg kun bliver i Stemning dertil, og gider det — at skrive i Morgen tidlig derom til Kongen. Skeer det, da bliver det eftertrykkeligt. Men det vil nytte til Ingenting; og denne Bevidsthed maa naturligviis virke til, at jeg knap gider giøre det. — —

C. M.