Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1856-01-14)

Kiøbenhavn. 14. Januar 1856.

Kiære Christian,

Du vil i det mindste finde dig forekommet af din Fader ved disse de første Linier, som Du modtager i det nye Aar, som jeg af mit hele Hierte ønsker, maa blive for dig et lykkeligt, frugtbart, glædeligt. Du har vel ogsaa, som jeg og mange flere, i sin Tid ved Aarsskiftet, i en eller anden alvorlig Time, ladet din Tanke fra Dybet af Siælen vandre ud i den ufødte Tid, som dette Aar skal optære, imedens det Dag for Dag s. 166 opruller Forhænget, der dækker næsten den hele Række af skiulte Phænomener og Tildragelser, som det giemmer for de Levende, hvoraf saa mangfoldige ikke mere ere det om 11½ Maaned — og deriblandt ogsaa for Os, hvis Tilværelse kun er et Atom i den hele Slægt, som nu bevæger sig i Livet. Det er endog nu i dette Øieblik, da jeg tænker paa det Aar, vi begge gaae i Møde, ligesom den alvorlige, hverken lette eller glade Stemning, hvori det oprandt for mig, vender tilbage med mange af de Følelser og Betragtninger, som en mørk, omtaaget, vandkold, eensom Nytaarsdag fremkaldte hos mig. — —

Du veed, hvorledes man er faren i Almindelighed som Brevskriver — og især naar man har saa lidt Evne og Kræfter til denne Syssel, som jeg nu har. En langt ringere Qvantitet af det objective Stof, der synes mig at ligge opdynget omkring min Eftertænkning og Erindring, hvergang jeg vil skrive til dig, er nok til at skræmme En fra at begynde derpaa. Uvilkaarlig synker man ned i det subjective for at skuffe sig selv med den Indbildning, at man der skal bevæge sig lettere og mageligere. — Imidlertid vil jeg deraf tage Anledning til at sige dig noget, som Du knap venter at erfare. Der har virkelig dannet sig et Forsæt hos mig, at begynde paa en ordentlig fortsat Brevvexling med dig, der nu at sige er den eneste jeg skriver til; og Begyndelsen til en saadan seer Du her for dig. Jeg har i det mindste holdt over, at ville skrive til dig i Midten af Aarets 1ste Maaned. Men hvad Olien er for Lampen — det er Svaret for en Brevskriver. Faaer jeg nu et saadant fra dig inden Slutningen af Januar, da skriver jeg atter inden d. 31te, og saa videre frem. Vi ville nu see, om Du kan og vil holde det med mig. Naturligviis kan der paa begge Sider ikke være Tale om Brevenes Længde eller »Vægtfylde«; begge Dele maa beroe paa Omstændighederne og de ydre og indre Vilkaar. Disse ere idag meget uheldige for mig. — —

Desuagtet skal jeg dog ikke vige fra min Bestemmelse, at Samlingen (Blandede Skrifter) skal udgiøre 4 Bind, og det sidste udkomme i Aar — hvis jeg oplever det. Dertil er dog maaskee mere Udsigt end til at jeg selv kan see Enden paa Ordbogen — eller Glossariet, hvoraf dog nu 3die Heftes Udgivelse og Trykning er begyndt og skrider med Snegleskridt; imedens Bøger som »Hiortens Flugt« flyver ud i Verden med meer end dette stolte Dyrs Snarhed. I øvrigt er Winthers egne Hiort i og for sig selv eller i sin animalske s. 167 Natur og Skikkelse, efter min Smag, et meget for affecteret og tamt Dyr. Dets »Flugt« varer heller ikke længere end i 1ste Sang eller Romanze. Der kiender vi Hiorten; og det forekommer mig omtrent (jeg har dog endnu henved ¼ Deel af Bogen tilbage at læse) som denne Sang turde være den mest poetiske i hele Bogen. Men — lader man dennes indre Væsen udenfor — saa er den derimod i sin udvortes Skiebne eneste og mageløs i Danmark, saa længe en Literatur her har existeret, nemlig baade i Afsætning, og i Henseende til det, som man kalder ikke det indre, men »det rene Væsen«, hvilket jo for en Forfatter er Honoraret. 3 Oplag, hvert paa 1000 Exemplarer trykte i omtrent 6 Uger, hvert med sine Trykfeil, hvert betalt med 600, eller som nogle sige 800 Rdlr. — og de to udsolgte; skulde man ikke ønske for vor Literatur, at den her i det mindste havde faaet eet af sine første og classiske Mesterværker? — Jeg er begierlig efter at høre, hvad Virkning denne Bog hos dig har giort. Lad mig dog ogsaa — jeg siger det i al Ydmyghed — høre et Par Ord om to Artikler i min Bog, som Du vist læser: om Cervantes og om Stagnelius. — Den sidste læste jeg nylig, 3—4 Maaneder efter at den var trykt, og overraskedes selv ved at finde mig langt mere tilfreds med den, end jeg havde ventet. Feiler jeg ikke, er det maaskee — som den nu er — en af de bedste æsthetiske Artikler af min Pen.

At Salget af Gammelgaard virkelig og imod min egen Formodning gik i Opfyldelse, d. 28de Decbr., har Du vel hørt.

C. M.