Kiøbenhavn (i Tankerne)
Kiel. d. 23de Januar 1856.
Min kiære Fader!
Ovenstaaende Feilskrift kan give dig et synligt Beviis paa, hvor mine Tanker vare for et Øieblik siden. Og jeg kan tilføie, de ere der ofte — oftere, end jeg ønsker; thi en Mands Tanker bør være der, hvor hans Gierning er, bør være i denne Gierning, eller i al Fald over den, men ikke idelig og idelig, i unyttig Længsel søge andenstedshen — selv om han paa dette andet Sted har Slægt og kiære Venner. Dette er nu ikke ukiærligt meent, det er kun en Yttring af den Utaalmodighed, jeg stundom føler over, at jeg ikke er i Stand til — trods Aar og Dage — at leve mig kraftigt ind i min Virksomhed og i de herværende Forhold. Alle de bekiendte — og tildeels s. 168jo ogsaa sande Talemaader: Længselen er Siælens Vinge, Længselen er Tegnet paa en dybere Natur, er, saa at sige, dens negative Udtryk, dens Reaction imod den slette Virkelighed o.s.v. de tilfredsstille mig ikke, trøste mig ikke. Jeg har længtes nok, jeg trænger til at hvile i min Tilværelse, i min Gierning, i mine Forhold, hvile dybt, sundt og fyldigt deri, saaledes at jeg udfylder mit Liv, og mit Liv udfylder mig. Men formodentlig har jeg alt »forseet« mig paa Idealet, det vil sige, seet formeget eller forlidet — formeget til at hvile i Ro, forlidet til at svinge mig ordentlig iveiret. Derfor bliver Resultatet af denne evindelige Tiatten med Vingerne, som man kalder Længsel. —
Imidlertid, fylde mine Forelæsninger end ikke mig — saa fylde de dog Papiret, og jeg har erhvervet mig en vidunderlig Færdighed i at lade Pennen løbe (hvad ogsaa dette Brev vil kunne bevise), saa at jeg stundom forekommer mig selv som en Spindemaskine, et Rokkehoved, omvundet med literærhistorisk og æsthetisk Hør eller Blaar, der da altsammen, medens Timernes Hiul evindelig snurrer, udtvindes — for ikke at sige udtværes — giennem min ilende Pen i lange, tynde Linier. Om Talens Traad, Stilen, bliver jevn og smuk — det er der ikke Tid til at see paa. Den ene Digter efter den anden brages og hegles og kartes og spindes — og med alt det frygter jeg, det Tøi, som jeg virker, vilde lidet være istand til at skiule min critiske Nøgenhed, skulde jeg klæde mig i det alene. Nu har jeg da naaet Oehlenschläger og netop iaften holdt min første Forelæsning — ikke med Begeistringens Ild for en talløs Skare, men meget rolig og noget tør, for sex Tilhørere. Desuagtet er jeg noget træt — hvortil den tunge, lunkne Vaarluft ogsaa bidrager og denne Træthed er egentlig Grunden til at jeg ogsaa i dette Brev (som jeg ikke vilde opsætte længer at skrive) lader Pennen »løbe« noget tankeløst — hvilket Du faaer at tilgive.
Næst at takke dig for dine to Breve, hvis Tankevægt jeg vel erindrer og daarligt giengielder — og for det deri yttrede Ønske om en stadig Correspondance — kan jeg, paa din ustadige Søns, mit andet Jegs Vegne kun sige, at en saadan Correspondance vil være ham saare kiær og værdifuld, og vil han gierne indlade sig deri, da han, trods sin slette oekonomiske Sands, dog nok holder af en Udvexling, ved hvilken han faaer Sølv for Sedler. Er Sølvet endog undertiden — i større Summer — noget vel tungt, saa ere Sedlerne ogsaa til Giengield som oftest noget vel lette — saa gaaer det lige op. Og s. 169hermed Stop! — ikke for Rimets Skyld, men for dog, før Papiret er malet heelt fuldt, at hænge noget factisk Ballast ved den fyldte Brevballon.
Facta! allene dette Ord standser min ilende Pen og tvinger den til en sindigere Skridtgang — Facta! dette uhyre Stof, Tidsaandens fordøiede Føde, som Historieskriverne samle op — hvilke Gran kan jeg i en Hast finde deraf og sende til Kiøbenhavn? Et Bal — og et Slagsmaal! Først om Ballet. Torsdag Aften, d. 17de dennes, kom Arveprindsen, Arveprindsessen og Prindsen af Danmark til »Labøa« ved Spidsen af Kielerbugten (d.v.s. ved Indseilingen), maatte her forlade Dampskibet og transporteredes paa Ryggen af to Matroser henved en Fierdingvei, ved hvilken Leilighed Prinds Christian faldt af i Vandet, som stod en Fod høit over Isen. Den næste Formiddag meldte jeg mig til Audients først hos den Ene, saa hos den Anden, saa hos den Tredie — ingen af dem var hiemme. Om Aftenen gik jeg, efter forudgaaet Indbydelse, op paa Slottet, traf her en Forsamling af henved 400 Mennesker, Ridderskab, Professorer, Raadmænd, Høiesterets-Medlemmer etc.etc. Tilsyneladende var Stemningen meget god — at sige, saalænge hvert Parti holdt sig for sig. Og det skete da ogsaa. De Danske (Officererne) dannede eet Selskab, de Andre eet — Skilsmissen imellem dem var ikke synlig, men den var der dog og blev synlig, naar Nogen vilde ophæve den. En dansk Officer »inclinerede« saaledes f. Ex. for en Frøken fra et Gods i Nærheden, men fik et Afslag (hvilket in parenthesi er aldeles uhøfligt, thi Inclination er kun en Opfordring til at dandse en Gang rundt, er en Høflighed, hvormed man udmærker en Dame — og som aldrig afslaaes); Officeren gientog sin Opfordring i de artigste Udtryk, men fik en uartig Afskedigelse. Han gik da — jeg saae det selv — ligehen til Prindsen (Friedrich) af Glücksburg, som stod hos Arveprindsen, og beklagede sig over, at en slig Uhøflighed var viist — ikke ham — men den danske Uniform. Arveprindsen tog sin Lorgnet og saae saalænge og saa stivt paa Damen, at hun maatte have følt sig meget ilde tilmode, hvis hun ikke havde været »eine echte Holsteinerinn«. Resultatet blev, hvad jeg senere har erfaret, at Hertugen, meget vred over Historien, erklærede, at Damen og hendes Familie herefter ikke skulde indbydes. Jo, der er en deilig Forsoning, deilige Auspicier for en venskabelig Heelstat. Hvad mig angaaer, saa dandsede jeg hele Natten til Kl. 3, men NB. kun med Damer, jeg kiendte — og min Bekiendskabskreds udvider sig aldeles ikke, da jeg s. 170ingen som helst Bestræbelser giør i den Retning. Nu kommer Slags maalet.
Nylig har Regieringen tilladt de Kielske Studenter at danne to (forhen ophævede) saakaldte »Verbindungen«, hvis Formaal er Sviir (under Navn af Selskabelighed), og hvis ydre Kiendemærker ere røde Huer og Beriderstøvler. En af disse »Verbindungen« traf paa et Værtshuus sammen med en borgerlig »Verbindung«, — nemlig med endel Slagtere, yppede Klammeri med dem, og blev saaledes tilredte, at et Par Studenter endnu ligge paa deres Gierninger. Da denne Historie — ligesom den corsikanske Vendetta — vil drage andre efter sig, er den ikke saa ubetydelig. I ethvert Tilfælde har den, som et Udtryk af en pøbelagtig Raahed hos Studenterne, paa mig giort et ubehageligt Indtryk. For slige Slagsbrødre er det, man skal leve og virke! — For dog ikke at ende med »Klammeri«, vil jeg endnu i al Korthed bemærke, at »Hiortens Flugt« vel har fornøiet mig (meest ved sit 1ste og sidste Digt), men dog mere ved sine enkelte Skildringer, navnlig af Naturen, end ved sin Fabel, der forekommer mig at være noget sandt Ammestuevrøvl, som Digteren ikke har været istand til at hæve op i den poetiske Sandsynlighedssphære. Jeg mener hermed naturligviis alt »Troldvæsenet«; i det Øvrige er der meer poetisk Consistents — skiøndt den hele Geschichte med denne immer wiederkehrende Hiort er en Fabel, der hører hiemme i et naivt Folkesagn, men ikke tør vises os i Digtningens Speil, som en poetisk Begivenhed. —
Christian.