Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1856-03-06)

Kiøbenhavn. 6. Marts 1856.

Kiære Christian,

Saa tidligt som Du giengieldte mit forrige Brev — 2 Timer efter Modtagelsen — kan jeg ikke replicere (hvad jeg virkelig s. 183 om Eftermiddagen tænkte paa); men dog skrives disse Linier tidligere, end jeg pleier, efterat have faaet Brev fra dig. Jeg vil ikke dølge, at det havde en ualmindelig og forhøiet Interesse for mig at læse disse friske Linier, der næsten umiddelbart som i en Samtale udstrømmede dine besvarende Tanker og Fornemmelser paa Papiret. Det vilde blive egne, livfulde, sande og det Indre afspeilende Breve, de, der saaledes altid kunde skrives. Jeg kommer til igien (som forrige Gang) derved at tænke paa min Correspondance med Fru Rahbek, hvori der maa findes mange af dette Slags Breve. Det nærværende Øieblik er dog slet ikke et gunstigt for at skrive til dig; thi jeg føler mig, ligesom i hele forrige Uge, nedtrykt og meget forstemt. —

Jeg er taknemmelig for dit Ønske, at eie ikke allene Billedet af min ydre Skikkelse i Aasynets Træk og Liv, men ogsaa i Erindringen om mit Liv i Gierninger, i Følelsens og Tankens Virksomhed. Jeg veed, at hos dig kommer et saadant Ønske indvortes fra, eller fra Aanden og Hiertet. Det sidste kunde jo vel endnu, i det mindste fragmentarisk, blive opfyldt. Imod det første har jeg en besynderlig Modbydelighed (eller »Styggelse« som det i ældre Dansk hedder) hvilken jeg i min Alderdom endnu mindre vil kunne overvinde end i yngre Aar. Hvorfra den kommer, vilde jeg selv have ondt ved at forklare. — Jeg har derimod netop en stor Lyst til at male mig selv, eller til at give Omrids af mit virkelige, indre Liv, som det i sin hele Udvikling, mere i Kamp og Strid med Verden og mig selv end i Ro, har yttret sig. Men ogsaa dette er en Idee, der afspeiler sig paa min Aftenhimmel og viser sig som en smukt farvet Phantasie-Sky i dens Horizont — og som maaskee vil døe hen, ligesom den skiønneste Aftenrøde snart svinder hen i den tiltagende Skumring. Jeg tænker undertiden, at jeg bedst kunde skrive mine Livserindringer, naar jeg altid, ligesom ved det trykte Brev med »Cervantes« nærmest kun henvendte dem til dig, eller tænkte paa dig som eneste Læser.

Men naar jeg undertiden, med en vis Forudnydelse i Phantasien, dvæler ved en Muelighed af at et saadant Foretagende maaskee kunde optage enkelte aandslysere Timer i de Dage, som jeg endnu kan have tilbage, saa vil det dog ikke forundre dig, at jeg undertiden med Sorg og en vis aandelig Smerte føler og forudseer, at Historiens Griffel er gleden af min Haand, og neppe mere vil blive optaget. Jeg har ogsaa i denne Tid Følelsen af denne Art af Forviisning fra en s. 184 Egn i vor Literatur, hvor jeg engang kunde sige, at jeg var hiemme — eller i det mindste følte mig som hiemme. Andre have jo ogsaa sagt, at jeg var det, og det saadanne Stemmer der ikke kunde forkastes. Trykningen af et lille, meget concentreret historisk Arbeide (fra 1845), der skal aabne 4de (og sidste Deel af mine blandede Skrifter, *) giver mig, tilligemed Savn og Længsler af historisk Natur, en temmelig afgiort Selvbevidsthed om, at jeg ikke nu kunde skrive et lignende Arbeide. Det hører til de Skrifter af mig selv, der have faaet en monumental Charakteer for min egen Betragtning. Jeg veed ikke endnu, om der kommer noget nyt i denne Deel; skulde det skee da maatte det være en ny Betragtning af vore danske Folkeviser, og hvad der med dem staaer i Berøring — saaledes ogsaa min nuværende Anskuelse af Folkepoesie, eller folkesang overhovedet. Af de 4 forskiellige Afhandlinger, jeg har skrevet om de danske Folkeviser, er der ikke een, som skikker sig til at optages, eller paa ny trykkes i denne Samling. Jeg frygter, det samme bliver Tilfældet med 2 eller 3 Smaaskrifter om Sorøe, eller Indlæg for min Fødebyes skammeligt mishandlede, længe efterstræbte, truede, undergravede og endelig omstyrtede Lærdomsstiftelse. Dette giør mig ondt; jeg vilde gierne have indknyttet et af dem i det, jeg betragter som et Slags Samling af li teraire Memoirer, eller Erindringer om hvad jeg con amore har skrevet i 30 Aar «in horis subsecivis« — eller om jeg saa tør sige, undertiden »in Stunden des Genius«. Det faaer at være overladt til Efterslægten — over hvilken mine Avindsmænd, Fiender og Misundere ingen Magt have — om disse Memoirer ville overleve baade dem og de sidste Dages forvirrede, fanatiske, indbildske, materielle, eller flaue, betydningsløse og kiærneløse, snart i Forglemmelsens og Nyhedssygens Malstrøm forsvindende Literatur.

Omsider har da Rigsrets-Processen i Onsdags otte Dage naaet sin Ende. Udfaldet forudsagdes i de sidste Dage temmelig almindeligt; og »Fædrelandet« og consortes brugte derfor indtil det Yderste den mest convulsiviske Anstrengelse for ved Imprecationer, Straffeprædikener, Skrækkebilleder, Trusler og lokkende Formaninger at virke paa Medlemmerne fra Høiesteret; men da Ploug omsider, 1 eller 2 Dage før Dommen faldt, udtordnede den harmfulde Forbittrelses Ord: »at det var lige s. 185 gyldigt om den lød paa Frikiendelse eller ikke — Ministrene vare allerede ved Proceduren og Anklagerens Indlæg eller Documentation fordømte« *) — da kunde Enhver let see, at alt Haab var forbi hos Eider-Demokraterne. —

Allerede otte Dage forud havde Prinds Frederik af Hessen berammet og indbudt til et Bal om Torsdagen. Det havde ikke været nogen behagelig Omstændighed for Stemningen hos en stor Deel af Giæsterne, hvis Dommen havde faaet modsat Udfald. Nu kom den netop i Baldagens 1ste Time (Kl. 12½ om Natten) og Ballet — hvor jeg til Trods for mit invalide Knæ tilbragte et Par Timer ganske morsomt — var baade brillant og meget animeret. Geheimeraad Danckwart modtog fra den preussiske Minister, Grev Oriolla, som boer nedenunder ham, Kl. 1 om Natten en Billet om Udfaldet; han og den franske Minister — maaskee flere Diplomater, vare tilstede paa Amalienborg, da Dørene aabnedes for en stor Skare Mennesker, som af og til havde giæstet Palaiet og ved Midnat fyldte alle dets Gange, Trapper og Forsal — og Dommen forkyndtes — til Manges Forbittrelse og vel ikke Færres Glæde. Dyb Taushed herskede dog paa begge Sider, uagtet den saa fuldstændige og radicale Frikiendelse; at endog Staten idømtes Processens Omkostninger, overraskede Endeel. Allerede i den mørke Nat, imellem 1 og 2, afsendte Ministrene fra de store europæiske Hoffer Telegraph-Depecher om Processens Udfald. Paa Ballet hos Prindsen vare af Ex-Ministrene Sponneck, General Hansen, Grev R. Criminil, Bille og Tillisch — ligesom ogsaa alle nuværende. De første bleve naturligviis fra alle Kanter gratulerede. Scheel vilde heller ikke forsømme sig, og gratulerede i det mindste Tillisch — men fik af denne kort Besked og et spidst Svar, som han svælgede, og vendte sig bort. Hvassere skal Tillisch have svaret Bang (nuværende Conseils-Præsident), og det skal være kommen til Ordskifte imellem dem. »Une pauvre Excellence!« kan man vel sige om denne Peder Nittengryn. — — Du har vel seet i Bladene, at man har vittigt nok tilladt ham det samme e til hans Navn, som Scheel siges at have fundet s. 186 efter Grev Tramp (hos Dronningen) *) — da Ploug, som man sagde blev bange for Folkethinget — jeg troer i Anledning af den famøse »Høkerlov«.

Din Beretning om den snarere forværrede end formildede Stemning i Kiel kunde vel ikke overraske mig, men den afficerede mig dog saameget under Læsningen, at jeg følte det i mit daarlige Knæ. Du maa kun ikke opgive din »selskabelige Mission«! —

C. M.