Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1856-05-05)

Kiel. d. 5te Juni 1856.

Kiære Fader!

Da jeg for otte Dage siden vilde til at takke dig for dit sidste Brev, som jeg modtog med Auditeur Lindberg, fik jeg netop et Par Ord fra Moder, hvori hun fortalte mig, at Du var reist til Lund. Jeg antager nu, at Du er hiemme igien og vil kun ønske, at Du maa have overstaaet Reisens og Promotionsfestlighedernes Besværligheder nogenlunde vel. De sidste har jeg endnu i frisk Minde fra vort fælles Besøg i Lund for nogle Aar siden, og vilde betænke mig meget, hvis jeg igien blev opfordret til at styrte mig ind i en saadan Syndflod af Middags og Aftenmaaltider.

Siden jeg sidst skrev dig til, er Sommeren kommen til os med Torden, Lynild og Varme, med grønne Skove og blaat Vand, med syngende Fugle og pluddrende Badegiæster — eller i det mindste med Forløberne for den Sværm af Hamborgske Kiøbmandsfamilier, som her i Bugten aarlig skylle Pengestøvet af sig, til Fryd for Værtshuusholdere og Kræmmere, men til liden Glæde for dem, der som jeg helst nyde Naturen i uberørt Eensomhed. Med Sommeren er min Reiselyst og den dermed følgende Uro vaagnet igien, og jeg længes ret efter at faae Svar paa min Ansøgning om Reiseunderstøttelse s. 191— saameget mere som Reisen jo, efter min Plan, skulde gaae for sig om 4 Uger. — —

I mit Liv har der forresten, siden jeg sidst skrev til Hiemmet, kun været den Afvexling, at jeg i Pindseugen giorde en lille Reise til Flensborg, hvor jeg opholdt mig i 4 Dage og blev ret opmuntret i Selskab med flere jævnaldrende Venner og Bekiendte fra Kiøbenhavn, som nu ere Appellationsraader, eller respective Politimester, Stadsbygmester o. s. v. Jeg kunde, ved nærmere at blive bekiendt med de flensborgske Forhold, ikke undertrykke det Ønske, at Skiebnen havde kastet mig derhen istedetfor til Kiel; thi ikke blot i selskabelig Henseende vilde Opholdet i den slesvigske Hovedstad være mig behageligere og rigere; men jeg fik tillige et velgiørende Indtryk af en, maaskee undertiden noget hensynsløs, men fast og consekvent Regiering, der i det mindste forstaaer at give sine Bestemmelser Kraft og skaffe sig Lydighed, medens Tilstanden her i Kiel netop giver Exemplet paa det Modsatte. Man seer i begge Stæders nuværende Tilstand og dens Forhold til Regieringen ligesom et Aftryk af Greverne Moltkes og Criminils forskiellige Personlighed, eller en Eftervirkning af deres Regieringsmaade. I Slesvig en skarp, i Handling kraftig udtalt Fordømmelse af Oprøret — derfor Lydighed og Orden hos den Undergivne; i Holsteen en, maaskee velmenende, men svag Eftergivenhed, der stiltiende indrømmer Oprørerne en partiel Ret og deraf følgende Strafløshed — derfor en stedse vedvarende Trods og Opsætsighed hos de Undergivne. Hele Slesvig kan man f. Ex. giennemsøge lige til Eideren og vil neppe finde en Courantskilling — her i Kiel handler enhver Kræmmer den Dag i Dag aabenlyst med den forbudte Mynt, og leer ad den, der vil giøre ham Forestillinger. Hvorfor? Fordi man her veed, at Politimesteren vel for et Syns Skyld sender sine Betiente hen paa Torvet, naar det er Torvedag, men at han tager sig vel iagt for at mulktere en eneste af de større Kiøbmænd. Om den meget omtalte Rigsmyntforordnings Hensigtsmæssighed kan der vel være Tvivl — men det er udenfor al Tvivl, at har en Regiering givet en Forordning, og vil ikke tage den tilbage — saa maa den sørge for at sætte den igiennem, ellers skader den sig selv og demoraliserer sine Undergivne. — De »høie Herskaber« have nu forladt Kiel og taget Ophold paa Louisenlund ved Slesvig. Før deres Afreise bragte Kiels Borgere dem et Fakkeltog — men blev vistnok meget ubehagelig overraskede, da Hertugen s. 192endte sin Tak med at opfordre dem til et »Hoch« for Hans Majestæt Kongen. Mere Nyt veed jeg ikke at fortælle. — —

Christian.