Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Knud Frederik Molbech FRA: Christian Molbech (1856-08-28)

Gammelgaard. 28. Aug. 1856.

Min kiære Christian,

Det er et. Par Timer siden jeg kom hiem, temmelig træt og »knæmødig« (for at bruge et nyskabt Ord) fra min Yndlings- Promenade herude — jeg mener »Skovgangen«, over Marken og Mosen eller Bagsværd Overdrev til Hareskoven. Du kiender den vel, og formodentlig tidligere end jeg, som første Gang gik den i Fior, i Aug. eller Septbr. Det er noget uegentligt, naar jeg kalder den min Skovgang. Jeg gaaer aldrig i, men kun til Skoven. Naar jeg fra det lille, halvjydske Landskab, med Lyngbakker og et Par smaa, dybtliggende Tørvesøer eller Damme, kommer imellem et Par af de smaa, af Tørvegravere beboede Huse, der adspredte, i en heel Række ligge ganske pittoresk langs med den høie Skovrand og heelt op til denne, da gaaer jeg altid et lille Stykke Vei til Høire eller Venstre og nøies med, hvor jeg finder en lille Aabning, eller et — ikke lovligt — Overgangssted paa det massive, gamle Steengierde, at see ind i den dunkle, tætte, stille Bøgeskov, hvor den rette, dybe »Skoveensomhed« hersker med sin absolute Stilhed og Taushed — men desværre forgieves lokker mig ind under dens mørke Skygger. Jeg maa, for min Knæsvagheds Skyld, som en halv Tantalus nøies med Synet — men dog ikke blot med dette. Thi det er ligesom en sagte Strøm af Eensomheden og den dybe Stilhed med Skovluften aander mig i Møde; og selv i Dag, da en rygende Storm blæste voldsomt over Mosen, hvor jeg møisomt kæmpede mig frem og neppe kunde holde mig paa Benene, gik jeg ved Gierdet under Skovens Ly, i fuldkomment Vindstille og Luunhed, uden at høre den mindste Susen imellem Stammerne, eller see nogen Green bevæge sig. Jeg havde min besværlige Gang betalt og Hiemveien med, som hurtigere førte mig over Mosen, og op til Gaarden; men nær ved denne gik jeg nogle Skridt ud paa den høstede Rugmark paa den høie Bakke overfor Huulveien. Her stod jeg en Tid og lod mit Øie indsuge Billedet af den smukke, klare, lyseblaa Dam, hvis Rørvæxt bølgede og susede for Stormen, imedens Dammen selv paa den ene Side laae speilglat og blank og paa den anden Side kun let krusedes af Vindens hele voldsomme Magt. s. 207 Under denne Betragtning — det var det andet Stilheds- Phænomen, jeg fandt paa denne Skovgang — kom jeg til at tænke paa dig og dit Fiskeri i Dammen; og dette gav den nærmeste Anledning til at jeg fik i Sinde at skrive dette Brev, for at Du ikke ganske skulde være uden Tidende og uden Hilsen fra din Fader, naar Du kommer tilbage fra din nordlandske Færd og fra dine Grubebesøg, til Stockholm. —

I Anledning af disse giør det mig virkelig ondt, at siden Du dog har været i Falun (hvor Du formodentlig ikke har seet den af Brunius ombyggede eller restaurerede Kirke) og i Dannemora, hvor jeg har været, Du derimod ikke vilde besøge Westeraas, med den udmærkede, gamle Domkirke, nemlig paa Veien til eller fra Sala, hvis Sølvgruber Du skulde have beseet — for ogsaa paa dette Sted at verificere min Beskrivelse. Denne har jeg efter nogle Aars Forløb nylig atter engang læst i Correcturen af et nyt Oplag af min Læsebog; og jeg kan ikke negte, jeg læste den med fornyet Tilfredshed med den Anskuelighed og det Sandhedspræg i Korthedens Simplicitet, hvormed den forekommer mig at være nedskrevet — hvilket skete i Sala Provstegaard, hvor jeg med Atterbom 1812 opholdt mig flere Dage hos den bekiendte Grevelige Provst Schwerin. Jeg husker ikke mere, hvad jeg har skrevet om Huset og Fru Grevinden, men erindrer vel, at der var baade en smuk Datter og en smuk Tienestepige.

Siden jeg nu er kommen til at berøre din Reise, vil jeg for det første bemærke, at Du maaskee kan have giort et for dig tilstrækkeligt Bekiendtskab med den nordlandske Biergnatur og dens Klipper og Elve. Men de høieste Bierge og de rette svenske Fielde, som de findes høiere op imod Torneå og i Jemtland og Herjedalen, mod den norske Grændse, er Du bleven ubekiendt med. I Dalarne har Du vel ogsaa reist for hastigt, og kun »effleureret« Dalfolket i dets nationale Egenskab, hvis Existents og hvis Bevaring baade i Sprog og Sæder (fremfor f. Ex. Beboerne i det ligesaa biergrige og afsides liggende Jemtland) endnu ikke i sammes Grund og Aarsag er bleven mig fuldkommen klar. Maaskee har Du herom faaet fuldstændigere Oplysning af Mag. Sæve; jeg haaber, Du har truffet denne eiendommeligt begavede Hollænder enten i Stockholm eller Upsala. — Ogsaa paa dette Sted vil dit Ophold blive for kort og ufuldstændigt, nemlig for et rigtigt aandeligt og videnskabeligt Udbytte af Reisen. Hertil hørte, at Du maatte have været i Universitetsstaden s. 208 under fuld Frequents af Professorer og opholdt dig der, som jeg giorde 1812, mindst en 5—6 Uger. — —

Det vil maaskee fornøie dig at høre, at jeg — efter at have opgivet, jeg veed ikke hvormange Reise-Forsætter i Sommer — dog tog saameget Mod til mig, at jeg for omtrent 14 Dage siden tog pr. Jernbanen til Tostrup og herfra med Diligencen til Kiøge, hvorfra jeg efter en kort Visit paa Gamle Kiøgegaard (jeg har knap været der i 20 Aar eller mere) kiørte til Turebyholm og tilbragte her en 6—7 Dage i det hele meget behageligt, liveligt og tvangløst hos Grev F. Moltke, der, ligesom hans ikke mindre godmodige og elskværdige, end smukke Frue, viste mig den venligste og mest forekommende Opmærksomhed. Jeg fandt her en fortræffelig Have efter min Smag, med 3 pragtfulde, parallele Kastanie-Alleer paa 400 Skridts Længde, Dyrehave, Skov, og andre Herligheder. Men uagtet denne Haves Ypperlighed, er den saa at sige kun en Skygge af Bregentveds Have, som er det Prægtigste der findes af privat Have-Anlæg i Danmark. Driverierne, Blomsterhuse, »Hot-houses«, Ananashuus, Viindruekasser o. s. v. (jeg tænker 10—12 forskiellige Huse i det mindste) ere fyrstelige og overgaae endog de Kongelige, paa hvert enkelt af Slottene — undtagen at her fattes Rosenborgs skiønne Oranger og Laurbær, der nu (dette vil jeg tilstaae min Arvefiende, Forstraaden, »Træhuggeren« Rothe) ere meget smukt placerede. Alle, baade de gamle, grandiose Partier, og de nye, med ædel Smag og herlig Effect udførte Anlæg, holdes, paa enhver Plet i Haven, »som det var blæst«, endskiøndt den gamle Excellence nu neppe kommer videre end til sine Blomsterhuse, som ere hans Yndlingsbørn, og som maa koste ham anseelige Pengesummer (man siger hele Haven c. 10,000 Rdlr. aarlig). Det fornøiede mig iøvrigt at høre ham med virkelig Interesse fortælle, at blandt Mængden af Besøgere i Bregentveds Have kom i senere Tid flere og flere Bønder kiørende med Kone og Familie for at spadsere i Haven, hvor de comportere sig med største Høviskhed. Jeg saae selv om Søndagen flere Vogne holde i Ladegaarden og mødte forskiellige Partier af Bønderfolk spadserende. — — Jeg vilde have skrevet noget om min Recreations-Læsning paa Turebyholm, som bestod i George Sands »Indiana«, den første Roman jeg nogentia har læst af denne geniale og i Stiil og Opfindelse originale, men abnorme, og i det hele mandlige Digterinde — i s. 209 Prosa. Men dette maa vente indtil videre — om det nogensinde kommer dertil.