Kiøbenhavn, 17. Decbr. 1856.
Kiære Christian,
Du er maaskee nær ved at troe, at Du ogsaa er kommen blandt den Classe af mine Correspondenter, der ere satte paa Vartpenge. Det er ganske usædvanlig længe siden, jeg skrev til dig; ja, saa vidt jeg erindrer, har Du endnu intet Brev faaet fra mig, siden Du reiste. Men, Du selv! — jeg har dit sidste kiære Brev for mig, og det er af 8de November. Det er længe siden! og Du maa dog have langt, langt lettere ved at skrive, end jeg; endogsaa blot af den Grund, at Du skriver med en hurtigere, mere »flydende« Pen. Kunde jeg lige let og hurtigt lade Pennen løbe og ile med Tanken, da skrev jeg vist langt oftere til dig og til Flere. Det er mig en Modbydelighed, at skrive slet og jasket; og det trætter og ængster mig, naar jeg maa skrive et Brev, som om jeg forfattede det. Ubevidst staaer denne Forestilling for mig og afholder mig vist mangengang fra at tage Brevpennen. — Tro kun ikke derfor, at min Tanke, mine Følelser og min Kiærlighed sieldnere og svagere have været hos dig! Maaskee endog tiere end ellers, ja hver Dag, har jeg ikke kunnet andet end erindre dig, eftersom jeg nu i et Par Maaneder s. 215har, om ikke levet, dog røget paa din Bekostning. Men maaskee netop dette, at jeg som oftest regelmæssig hver Morgen eller Formiddag, naar jeg stoppede Piben af een af de tre ægte hollandske Carduser (hvoraf dog nok »het vergoude Zee-paerd« maa bære Prisen) har tænkt paa Giveren, har bidraget til at forhale Iværksættelsen af mit BrevF'orscøt. —
En egen Skiebne har i øvrigt villet, at jeg heldigviis i det meste af denne Tid, eller en 4—6 Uger, har, i det mindste hvad Hovedet angaaer, befundet mig vel eller bedre end sædvanligt. Det vilde ellers neppe have lykket mig at blive færdig (nemlig med Ordbogens VI Hefte og med 4de Bind af mine Blandede Skrifter) til den Tid, som Boghandlingens Fordring og mit Løfte paabød mig. Jeg har saaledes ogsaa i denne Tid kunnet fuldføre en i Sommer begyndt Afhandling (den 5te og sidste) over vore gamle Folkeviser, og besynderligt nok, at netop som jeg for 3 Dage siden læste den sidste Correctur paa det sidste Ark af blandede Skrifter, finder jeg paa Bibliotheket et lille Skrift af Dr. F. Wolff i Wien (jeg troer, Du har der seet ham) som han havde sendt mig, over de danske og svenske Visers Oprindelse, hvori han har indladt sig meget paa min allerførste Afhandling om Folkeviserne fra 1823. Jeg kunde nu altsaa ikke finde Leilighed til at berøre denne lærde Forfatters, fra mine noget afvigende Anskuelser. Han har i øvrigt der omtalt mig paa en Maade, som danner en mærkelig Contrast til den, vort saa kaldte »unge Danmark« eller dets »Leithämmel« i Bladene behandler mig paa. — Du vil i øvrigt i denne Afhandling, som dog mere berører en heel Deel almindelige Forhold, end gaaer meget i det Enkelte af Viserne (hvilket kunde blive til en heel Bog) ogsaa finde omtalt den Landstad’ske Samling af Norske Viser, fra Telemarken, som jeg har kaldt »en af de vigtigste og mærkværdigste Opdagelser i Norden« fra vore Tider. —
Jeg er saaledes dog endnu engang kommen ind paa en Materie, der saa ofte og saa ivrigt har sysselsat mig i tidligere Aar. Jeg har giort adskillige dybere Indblik i Folkepoesiens egentlige Natur, og har end mere bestyrket mig i Anskuelsen af vore egne Visers Forhold. Man har tildeels, baade i den ældre Tid og nu i den Grundtvigske Galskabstid overdrevet deres poetiske Betydning. En stor Deel af Viserne er udtværede Gientagelser og Copier, og nogle af de kortere høre til de bedste. I linguistisk Henseende have de s. 216megen Interesse ved det hele »Visesprog« (som man kan kalde det) hvilket de have bevaret, om endog i nyere Former; men deres Indvirkning paa vor nyere Konstpoesie anseer jeg dog for at være saa godt som udtømt, og det samme kan vel ogsaa siges om vor nyere Romanze-Digtning, som dog egentlig (hvad bl. a. Winthers Samling af 100 Romanzer lægger for Dagen) er en frugtbar Udstrømning fra Oehlenschlægers Væld. Winthers »Hiortens Flugt« er, skiøndt uden stadig Holdning i det Hele, dog mærkelig nok som en med en vis Eiendommelighed udrunden ny Væxt paa det episke Romanze-Træ, som har fundet en god — maaskee vel fed Jordbund i Danmark. — Den herværende preussiske General Consul Quehl (der har skrevet en heel Bog om Bornholm) er beskiæftiget med at oversætte »Hiortens Flugt« paa Tydsk. Jeg har endnu ikke seet noget af dette Arbeide. — Jeg har ogsaa hørt, at den afdøde Pastor Johansen ved Petri Kirke har efterladt en p1attydsk Oversættelse af Peder Paars som skal være af megen Fortieneste. Det er stor Skade, om dette Arbeide aldrig skulde see Lyset. Der vil ikke gives noget fremmed Tungemaal, mere skikket til at giengive det uforgængelige Holbergske Værk. — —
Som huuslig Curiositet vil jeg berette, at den preussiske Minister Grev Oriolla kommer til os i Morgen Middag i et meget lille Selskab (hvoriblandt Biskoppen og Grev Blücher.) — —
Torsdag Morgen. 18. Dec. 56.
Af dit sidste Brevs Indhold glædede mig ret, hvad Du der skrev om Dankwart. Jeg kunde dog ikke andet end tænke og ønske, at Du tidligere havde »faaet Øie paa den fortræffelige Personlighed, der skiulte sig bag de gammeldags Former«; og Du yttrer selv omtrent det samme Ønske. Jeg veed bedst, hvormeget han holdt af dig, og interesserede sig for dig, men han var tillige en sielden Personlighed, netop fordi der laae en dyb, ægte menneskelig Kiærne bag en noget besynderlig og usædvanlig Skal, som almindelige Verdensmennesker, der som oftest allene eller først dømme efter Skallen, let tage feil af. Men, om det endog maaskee ikke var saa særdeles Mange, der kiendte eller kunde vurdere hans Aand og dens Gaver — saa er det lige afgiort, at faa Mennesker vare saa almindeligt yndede, og »vel lidte«, som man siger. Om Dankwarts »Elskværdighed« var der kun een Stemme, og dertil, troer jeg vel, kan Aarsagen søges s. 217i den Forening af sand Humanitet, det menneskekiærlige Sind, han havde bevaret usvækket og lige inderligt under Hofmandens og Diplomatens erhvervede Former, og den urbane Høfligheds Adfærd, der var bleven uadskillelig fra hans hele ydre Tilværelse i Omgangslivet. Den sidste Egenskab har unegtelig, endog i vor Tid, en stor og sikker Virkekraft næsten i alle Livskredse. Det er kun hos den rene Pøbel, eller Bærmen af Folket, hvor den som oftest er spildt. At Dankwart drev denne Urbanitet noget vidt, kan vel ikke negtes; men Følelsen deraf forsvandt, jo nærmere man kiendte ham, jo mere vant man blev til hans Former og jo mere fortrolig med hans sande, hiertelige, »gemütliche« Natur. — Jeg har lidt et uerstatteligt Tab ved hans Død, ikke blot i det, jeg har tabt, ved at savne hans Omgang og den belærende Interesse jeg fandt i denne, men ogsaa i det kiærlige Sind, det oprigtige Venskab, han havde skienket mig, og som han vidt omkring, i enhver Kreds han berørte, giorde gieldende til min Fordeel. Jo nærmere Graven, jo dybere føles Tabet af dem, som have elsket os! thi hvad eier vel Livet, eller hvad kan det skienke, der kan sættes ved Siden af Bevidstheden om at have Deel i et Menneskes Kiærlighed? — den er ligesom Bevidstheden om at have Deel i en Andens Siæl; og det er den, som trøster os, naar vi ellers føle os isolerede og eensomme i Tilværelsen, eller naar denne ikke kan tilfredsstille Siælens higende Længsel. — — Og hermed Gud befalet, min kiære Søn!
C. M.