Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Molbech FRA: Christian Knud Frederik Molbech (1857-06-23)

Kiel. d. 23de Juni 1857.
(Faderens Dødsdag.)

Kiære Fader!

Nogle Linier, jeg for et Øieblik siden modtog fra Moder med Efterretning om den uventede Forværrelse af din Sygdom, have giort mig i høieste Grad bekymret og ladet mig med fordobblet Styrke føle det Tunge i at være fraværende fra dem, der ere mig dyrebare. Hvor inderlig ønsker jeg mig nu hos dig i Hiemmet, hvor min Nærværelse dog ved den Kiærlighed, hvormed Du omfatter din Søn, og som han i Dybet af sit Hierte erkiender og giengielder, kunde adsprede dig og nogle Øieblikke bringe dig til at glemme din lidende Tilstand. Nu kan jeg kun udtale dette Ønske i kiærlige Ord, men jeg veed, at ogsaa disse ville glæde dig, saavidt som de komme fra min inderste Siæl, og at det maaskee, naar Du lider Smerte og Uro, vil lette dig Sygdommens Byrde at vide, at din Søn i Kiærlighed deler disse Smerter, er hos dig i Tanken tidlig og silde, og beder Gud om at helbrede dig og, hvis det er hans Villie, endnu lægge Aar og Dage til din Alder. Hvor maa det i disse solhede Dage være qvælende og trykkende i Byen — gid jeg kunde bytte Luft med dig, og bringe de friske Pust fra Søen, der strømme ind ad mine Vinduer, til at vende om og drage svalende igiennem dit Sygeværelse. Endnu i Morges, da jeg Kl. 7 gik ud for at bade mig, og inden jeg havde faaet Moders Brev, tænkte jeg paa min eensomme Vandring meget paa dig og paa hende og forestillede mig i Tankerne, hvorledes I begge vilde have nydt denne Sommermorgens Skiønhed. Engene vare forfriskede af Natteduggen, og Duften af det nyslagne Hø kryddrede Luften, en let Morgenbrise rørte Bladene langsmed Skovens Rand, og inde fra dens Tykning lød Skovduernes Kurren, medens et Chor af muntre Fuglestemmer mødte mit Øre, naar jeg kom forbi Buskene i en Have, og Lærkens Triller, naar jeg gik over et Stykke Græsland. Søen var frisk og blaa, oplivet af Fiskerbaade, de lette hvide Bomuldsskyer, der sagtelig svævede henover Land og Sø, bevægede af Morgenvindens Pust. — Jeg tænkte, medens min Siæl giennem Øie og Øre modtog det smukke Naturbillede, paa at skulle vandre den samme Vei med dig og med min Moder; og jeg fastholder, ligesom Billedet, saaledes ogsaa Tanken endnu og haaber til Gud, at en snarlig Bedring vil sætte dig istand til først at dele denne Tanke og siden at iværksætte den. Uger ville jo vel nu hengaae, inden det s. 236 kommer saavidt, men Sommeren er jo lang endnu og vil vel ikke bortødsle alle sine skiønne Dage paa eengang. — —

Herovrefra har jeg forresten Lidet at fortælle. For nogen Tid siden kom den russiske Storfyrste her igiennem og blev modtaget paa Banegaarden bl. a. af General Schøller og Kammerherre Kauffmann samt naturligviis af Byens Autoriteter. Men de havde efter Sigende liden Glæde af deres Høflighed, da bemeldte Prinds kun aabnede Munden for at sige til General Schiøller: »Je suis charmé de vous revoir«, hverken Meer eller Mindre, og derpaa gik lige ud i sin Baad, hilsende i Taushed paa de Andre. Om nogle Dage ventes den russiske Keiser hertil, og der træffes allehaande Forberedelser til hans Modtagelse. Der er i den Anledning tilstaaet Byerne Kiel og Altona 3000 Rdlr., som skulle anvendes til en Landingsbro, Vogne etc. — Fra den elskværdige Præsident Dumreicher Kan jeg hilse dig, jeg spadserede iaftes en Timestid med ham langsmed Stranden og fik af ham allehaande alvorlige Formaninger til snarest muelig at forlade den ugifte Stand, før jeg som han blev overrasket af Alderen. Jeg svarede herpaa, at jeg med Fornøielse skulde følge hans Raad, naar han vilde dele sine Indtægter med mig. — —

Og nu Levvel for idag! Bed Moder om endelig hver Morgen at lade mig vide, hvordan Du har det — et Par Ord er jo nok. Gud holde sin Haand over dig og bevare dig endnu længe for din kiærligt hengivne Søn

Christian.