Danmarks Breve

Christian Molbech Og Hans Søn Christ...

s. I Christian Molbech
Og Hans Søn
Christian K. F. Molbech

s. II

s. III

s. IV Mindesmærket Over Christian Molbech Og Hans Søn Christian K. F. Molbech Paa Sorø Kirkegaard

s. V Christian Molbech
Og Hans Søn
Christian K. F. Molbech

En Brevveksling
Udgiven Af
O. C. Molbech

Sjælden Bavtastene
ved Vejen staa,
naar ej Frænde dem rejser for Frænde.
Havamaal 72.

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København Og Kristiania
1908

s. VI

s. VII Nærværende Brevveksling fremtræder som afsluttende Led i den Memoireliteratur, der for 25 Aar siden indlededes og senere er bleven fortsat knyttet til Navnet Molbech.

De i dette Bind optrædende Korrespondenters Personligheder er saa vel kendte af den danske Læseverden, baade fra den nævnte Memoireliteratur (Christian Molbech og Karen Margrethe Rahbek, Christian Molbech og N. F. S. Grundtvig, Hans Brøchner og Christian K. F. Molbech m. ft.), fra deres egne Værker og fra Samtidens og Eftertidens Dom, at noget indgaaende Forord til yderligere Karakteristik kan anses som overflødigt. Det er derfor kun mit Ønske som Udgiver i faa Linier at antyde mit Synspunkt for Offentliggørelsen af denne Række Breve mellem min Fader og Bedstefader.

Brevvekslingen spænder over et Tidsrum af kun 5 Aar (1852—1857), en Periode, der baade ved Brevenes eget Indhold og de ydre Forhold, hvorunder de fremkom, er skarpt afgrænset, paa samme Tid som den giver det mod- neste Udtryk for de to Mænds aandelige Samliv. Begge sysle de med deres Livs Hovedopgaver: Faderen med sin »Ordbog«, Sønnen med sin »Dante«; men de ydre Rammer for deres Arbejde er højst forskellige.

Korrespondancen begynder med Sønnens anden Italiens-Rejse og supplerer, hvad man har erfaret gennem de Brøchnerske Breve. Den forklarer, hvorledes han kun modstræbende paatog sig en Embedsgerning i Kiel, allerede anende, hvilken Hæmsko for hans aandelige Udvikling den vilde blive; den giver nye Bidrag til Forstaaelsen af den politiske Gæring i Hertugdømmerne efter 3 Aars-Krigen og endelig beskriver den Sønnens Rejse til Sverig. Samtidig skildrer s. VIII Faderen, ofte træffende og karakteristisk, de politiske og literære Bevægelser i Hovedstaden, giver Smaatræk fra sit Landliv paa Gammelgaard og opfrisker sine mangeaarige Venskabsforbindelser med svenske Videnskabsmænd — indtil Brevene standse ved hans Død.

Med den nævnte betydelige Memoireliteratur som Baggrund maatte jeg anse det for min Pligt overfor det Publikum, som kunde antages ogsaa at følge disse Breve med Interesse, saa vidt muligt at undgaa Gentagelser og kun medtage allerede kendt Stof, naar dette stilledes i en væsentlig ny Belysning eller kunde bidrage til at fremhæve det særlige Moment, som denne Brevveksling frembyder — Forholdet mellem Fader og Søn. Da endelig de tidligere udgivne Breve i overvejende Grad er Tanke- og Følelsesudvekslinger med ofte ringe positivt Stofindhold, har jeg bestræbt mig for i denne Brevveksling at lade det historiske Element træde saa stærkt frem som muligt, selv om en betydelig Beskæring af Stoffet derved er bleven nødvendiggjort.

Det er naturligt, at i en saa fortrolig Brevveksling som imellem Fader og Søn Domme over Personer og Begivenheder let antage en skarpere Form, end om Udtalelserne var sket overfor fjernerestaaende, endsige overfor Offentligheden. Jeg har dog kun et eneste Sted fundet Grund til Udeladelse af et Navn, hvor ingen Misforstaaelse for den indviede vilde være mulig, medens jeg med velberaad Hu har optaget et Par Breve, som forekom mig urigtige og uretfærdige. Ligeledes er overalt den originale Skrivemaade bibeholdt.

Den Læseverden, hvem disse Breve herved overgives, tæller baade varmtfølende Venner og bitre Modstandere af de Afdøde, rimeligvis flest af de sidste. Brevvekslingen vil formentlig yde rigeligt Stof for begge; men det er mit Haab, at det Billede af et smukt og inderligt aandeligt Samliv mellem Fader og Søn, som de efterfølgende Blade har skænket Udgiveren, ogsaa maa opstaa hos Læseren, og at de to Mænds aandelige Profiler for hans Tanke maa forenes lige saa harmonisk, som Kunstneren har formaaet at fremstille de ydre Træk paa det Mindesmærke, der af kærlige Hænder er rejst over de Afdøde paa Sorø Kirkegaard.

Endelig har jeg en personlig Tak at bringe: til det Forlag, der gennem det meste af et Aarhundrede har baaret de Afdødes Arbejder frem og ved Udgivelsen af denne Brevveksling s. IX har bistaaet Sønnen i at forny Fædrenes Minde — til dem, der paa forskellig Maade har sat mig i Stand til at ofre Tid og Arbejde paa, hvad jeg selv maatte anse for en Æressag — og til min Ven, Ekspeditionssekretær i Kultusministeriet H. P loug, hvis kyndige Hjælp har staaet til min Raadighed med en Fordomsfrihed, som ogsaa Læserne vil vide at paaskønne.

September 1908.
O. C. MOLBECH.

s. X