Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Rahbek, Karen Margrete FRA: Mynster, Jakob Peter (1805-02-06)

Spiellerup, 6te Febr. 1805.

Min elskværdige „Niece" !

Hvilket Menneske kunde modtage et saadant Brev som Deres, og ikke bevidne sin Taknemmelighed derfor? — Jeg har nu atter giennemlæst dette kiære Brev, men det var mig, som om det ikke var, ikke kunde være til mig; thi — for at bruge Deres egne Ord — jeg føler desværre, at meget deri ikke passer ret paa mig. Har De virkelig den Tilliid til mig, at det ej skulde være mueligt. De kunde giøre mig stoeragtig? i det mindste, dersom De vilde forsøge derpaa, hvorledes vilde De begynde det anderledes? Imidlertiid skal det ikke lykkes Dem. Jeg har for længe siden læst i en god Bog, og erkiendt, at det er saa: „das ist der Dienst der Ehre, dat wir seyn was wir scheinen" ; og jeg føler for vel, hvad Forpligtelse De paalægger mig, til at Deres Godhed ikke skulde ydmyge mig. Men derfor glæder den mig dog, og usigelig meget; den er mig endog som en Velsignelse over min Gierning. — Imidlertiid, saa kiært som alt det Gode, De siger om min Prædiken, naturligviis er mig, saa har det dog erindret mig om hvad en Mand sagde, at han ikke vilde prædike meere, fordi „naar vi straffe, da henvende de det paa sig, for hvem Trøsten var, og naar vi trøste, da omvendt". O! at jegs. 65havde Himmeriges Riges Nøgler, og Magt til at løse alt, hvad der er bundet paa Jorden, at jeg kunde løse min Venindes fromme Sjæl fra enhver Sorg og enhver Frygt. Men saaledes løser Ingen, uden Han, som lader os blive eene, at vi siden aldrig skulle være eene! —

Og hvorfor vil De ikke troe, at jeg har sendt den Prædiken med Undseelse? Jeg skulde kunne opregne Ting om den, at De skulde blive undseelig over den Berømmelse, De har givet den. Men dette vil jeg viiseligen lade blive, og kun forsikkre, at jeg ikke veed eet eneste Ord i mit Brev, som jeg jo har meent.

Tak fordi De vil besøge mig i Paasken. Den Tiid er ikke en „Philistertiid" for mig, men vel en travl Tiid; men naar jeg veed, at jeg tør vente Dem, skal jeg indrette mig, saa Travlheden ikke skal berøve mig for meget. Giør derfor Deres Bedste for at komme, saa vist som De skal være velkomne.

Endnu er der een Post i Deres Brev, som jeg endelig ikke maae glemme at tale om. At „man bliver kied af alting", erindrer jeg desværre, at jeg desværre har sagt. Men har De kunnet troe, at jeg virkelig kunde meene det? Jeg kan ikke undskylde mine Ord uden dermed, at jeg dog ikke tog dem i den egentlige Forstand, og at jeg i de Dage havde havt en Erfaring, der mindede lidt stærkt om, hvor mange Ting der forgaae, som man ikke gierne seer forgaae. — Jeg troer vel, at man kan blive kied af hvad vi dengang talede om, nemlig af mig og mine Prædikener, som ofte ere heel maadelige, som ofte saa eensformigen gientage det samme, og undertiden ere saadanne, at, hvis jeg selv sad i Kirken, jeg vel neppe vilde troe den Prædicant istand til nogensinde at prædike skikkeligt. Men alt dette skal ikke retfærdiggiøre hiine Ord, som jeg vel veed ere den egentlige Immoralitets og Irreligiøsitets Løsen — og jeg kan kun afkiøbe den Brøde, at have kunnet sige dem, ved den sandfærdige Forsikkring, at jeg ikke meener det, og ikke føler det.

Dette er det Vigtigste af hvad jeg nødvendig maatte sige Dem. — Apropos, eet endnu! De siger, at De tager mins. 66Broders Trøst for hvad den er; men jeg troer det ikke, thi ellers tog De den for Trøst. Da jeg sidst var i Kjøbenhavn, spurgte jeg ham om Deres Helbred, og jeg fik af ham det Svar, at der intet var at frygte, med saa bestemte Udtryk, at jeg ikke tør gientage dem her.

5

Jeg hilser Rahbek, og takker for „Charis", som jeg rigtig har faaet. Siig ham den „Jobs-Post", at en ond Kat har biidt alle mine Kaniner ihjel. Jeg hilser ligeledes Hufe, og Dem selv, min kiære, gode Veninde! med min bedste Hilsen!

Deres
hengivneste „Onkel"
J. P. Mynster.