Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Brammer, Gerhard Peter FRA: Mynster, Jakob Peter (1843-11-23)

Til Samme.
Kjøbenhavn, 23de Novbr. 1843.

Jeg kan ikke lade denne Leilighed ubenyttet for at bevidne Dem, kiere Hr. Biskop! med hvor forbindtlig og hiertelig Tak jeg paaskiønner den Godhed, hvormed De har erindret min Fødselsdag. Jeg veed vel, hvor Meget af Deres Yttringer jeg skylder venskabelig Velvillie, men det trøster dog, naar hæderlige Mænd ikke finde os uværdige til deres Godhed.

Gud give Deres Høiærv. al Lykke og Velsignelse i Embede og Huus! Dette er mit oprigtige Ønske og mit Haab. Kongen sagde mig nylig, at „den nye Biskop vist var en meget brav Mand“, og at „vi vist havde truffet meget heldigt med det Valg“. Jeg skal være den Sidste til at modsige ham; og jeg veed ogsaa fra andre Sider, at De ved Deres personlige Nærværelse har vundet mange Hierter, og knyttet mangt skiønt Baand med Præster og Menigheder. — Hvad den Samvittigheds-Skrupel angaaer, som D. H. berører, da er maaskee Ingen mindre skikket til at løse den, end jeg.s. 197Saa genegen jeg i Stilhed er til Alvor, og vel endog til en Green af Hypochondrie, saa tilbøielig er jeg i større Selskab til at spøge; og skiøndt jeg ikke vil retfærdiggiøre, at jeg derved mangen Gang kan synes at tage mig Tingene lettere, end jeg bør — og end jeg virkelig giør, saa er jeg dog overbeviist om, ikke blot at Oprømthed til Tiid og Sted er Gud behagelig, men ogsaa om, at vi ingen Tieneste giøre det Hellige ved ubetimelig Tale derom eller Forsvar derfor. Jeg har i denne Henseende i mine forskiellige Stillinger, især blandt Hoffolk, havt mange underlige Situationer; men saa vanskeligt det end her kan være at træffe det Rette, saa troer jeg dog, mangen Gang at have giort mere Gavn ved undertiden at tie eller at indklæde mit Svar i en Spøg, hvis Braad dog traf, end min Formand, den forrige Confessionarius, giorde det, naar han strax satte en suur og høitidelig Mine op. Hvad vi i Selskabstonen ikke kunne forklare, og vel ikke bør bære til Skue, det vil vel vort hele Liv og vor alvorlige Tale, som vi jo, Gudskeelov, saa ofte have Leilighed til at fremføre, udvise. Men i vor Maade at omgaaes Mennesker paa har Individualiteten saa meget Raaderum, at det er vanskeligt at sige noget Almindeligt derom.

Overbringeren af dette er en ung Mand af meget tækkeligt Væsen, og af gode Kundskaber. Ved Ordinationen i Gaar, hvor han med D. H.s Samtykke var Een af de Sex, der bleve ordinerede, blev jeg overbeviist om, at han havde et varmtfølende Hierte. Hvad jeg havde at erindre, var, at han i sine skrivtlige Besvarelser saa ganske betiente sig af den nyere Terminologie, eller snarere saa slavisk bandt sig til den, at det i Meget var vanskeligt at fatte hans Mening. Jeg giorde ham opmærksom paa, at vi for Alting ikke maae føre Skolens ͻ: Høiskolens Sprog over i Kirken, og at man ikke har bemægtiget sig sit Stof, naar man ikke kan fremstille det i andre Udtryk, end de tillærte. I Øvrigt har jeg al Grund til at haabe, at han vil vise sig som en agtværdig ung Mand, ligesom han synes at være en elskværdig. —

13