Müller, Tage Christian BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Müller, Tage Christian (1844-06-15)

Fra Biskop f. Miiller.
Ribe, 15. Juni 1844.

Deres Høiærv. maa troe, at det er haardt for mig at fkulle nu tilbringe det Meste af et Fjerdingaar fjernt fra det Hjem, hvor jeg finder min Opmuntring og Trøst, og sidde i Stændersalen, hvor jeg altid vil føle, at jeg ikke er paa min Plads.

— At der fra Præsteconventerne komme mange umodne Projecter, eller i det mindste, at saadanne omventileres der, er sikkert; jeg har endog havt Exempel paa, at et saadant er forelagt mig, netop med den Indledning, at man havde qvalt de umodne og kom nu frem med eet, som var modent. Men deels erfare vi dagligen, hvor forfkjellige Dommene ere, og hvor lidt den Yngre Slægts Anfkuelser passe med den ældres, der jo vel ogsaa, sig selv ubevidst, kan stundom for meget være laudator temporis acti; deels maa der i Begyndelsen være noget ftørre Gjæring og adskillige luxurierende Skud; deels er der jo aldrig Lys uden Skygge. Men nu, ei allene et Stiftsconvent, men et Convent for hele Norrejylland — del vil aldeles ikke hue mig. At man derved vil spilde Penge og Tid, er for mig afgjort; Udbyttet synes mig meget uvist. Ligesom Communicationsmidlerne blive lettere, tiltager Reiselysten, og dette har jeg virkelig imcd mange ellers agtværdige unge Præster, at de ved alle Lejligheder saa gjerne ville afsted, og finde, at det harmonerer godt med Embedspligt, at „ lade Degnem læse", som det hedder. Ligesaa godt som det i sig selv kan være, at der holdes høitidelige Møder for Bibelselskaber og Missionsskaber, ligesaa lidt 'anseer jeg det hensigtsmæssigt, at disse Møder holdes saa ofte; — her er s. 476bet be sibstnæbnte Selskaber, som ere en vogue, hvorimob Bibelselskaberne ere albeles satte tilsi be. Jeg har paabraget mig nogen Uvillie veb oftere og alvorligen at tale imob benne hos Præsterne temmelig ubhrebte Lyst til at reise omkring; bette kan man jo ikke unbgaae, naar man vil handle efter sin Overbeviisning.

D. H. veeb, at jeg særdeles ærer Deres Mening; og Deres Ord om det nye Cultusministerium, eller hvad man vil kalde bet, som man ønsker at fremme, har derfor meget vakt min Opmærksomheb. Jeg ønster vistnok ikke, at Gejstlige aliene, eller meb et overveienbe Antal Meblemmer, fkulde styre be gejstlige Anliggenber; men jeg maa vedblive bet Ønske, at ber bog bar en gejstlig Manb af Erfaring med i Raabet, som, naar Sagerne belibereredes, kunde gibe Oplysninger, ber kunde forebygge skjæve, albeles upractiske Resolutioner, og ber kunde om muligt, forebygge Lobfortolkninger, veb hvilke det bialectsfke Talent neppe har bæret i Sandhedens Tjeneste. — Dersom det lærde Skolebæsen ei havde været bestyret saa ganske afsonbret fra Borgerog Almueskolevæsenet, vilde Directionen neppe have troet sig at være aldeles i sin gobe Ret, naar ben foreslog flere lærbe Skoler til Nedlæggelse uben at bybe ben mindste Erstatning veb at hjælpe Byerne til at faae bedte Realskoler, høiere Borgerskoler i hine Skolers Sted.

Jeg formoder, at D. H., som nylig har sysselsat Dem meb det N. T.'s Chronologie, har meb saa meget ftørre Interesse læst Wieselers „Synopse ber vier Evangelisten". Det ligger udenfor min Competence at bømme beram ; men jeg har med megen Fornøjelse — om jeg maa bruge bette Udtryk — sysselsat mig med bette Skrift, saavidt min Evne og min Tid har tilladt mig det. At han bil bestemme alle Tibspuneter altfor nøie, er vel klart nok; men her er Meget samlet, og mange Skarpsindige, om enbogsaa stundom tillige spidsfindige, Combinationer. Ebrarbs „Kritik ber 4 Evangelien" indeholder sikkert meget Godt; Partierne om Genealogierne — ogsaa om Be s. 477sættelserne — interesserede mig ikke lidt; men den bestandige Persiflage, han bruger, er mig ej tilpas og fremmer neppe Hensigten.

Med den dybeste Høiagtelse er jeg nu og altid

Deres Høiærv.'s
ærbødigste og hengivneste
Tage Müller.