Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Rahbek, Karen Margrete FRA: Mynster, Jakob Peter (1806-06-30)

Spiellerup, 30te Junii 1806.

Fra det Spiellerup, hvor De er fornøjet med igien at viide mig, og jeg ogsaa fornøjet med igien at være, skal De være den Første, som jeg skriver til. — Da man aldrig snart nok kan haste med at afgiøre alt Skiænderie, saa haster jeg ogsaa med at afgiøre vort. Jeg vil derfor oprigtigt tilstaae Dem, at jeg virkelig, sidste Gang jeg talede med Dem, var lidt forundret over Dem. De vilde paa en Maade giøre mig til en advocatus Diaboli, eller udnævne mig til „Miøseriets" Talsmand. Min Meening om Miøseriet er tvertimod denne, at det aldrig findes hos det ægte Genie, uden som en Ungdoms-Daarlighed. Derom gielder det Epigramm:

s. 94„Willst schon zierlich erscheinen, und bist nicht sicher? Vergebens! Nur aus vollendeter Kraft blicket die Anmuth hervor."

Men saasnart Kraften er uddannet, maae Affectationen forsvinde; denne sidste er noget Uægte, som ikke kan blive ved det Ægte, som en bestandig Ledsager. Dog vil jeg paastaae, at De har Uret, naar De siger, at det egentlig ikke er Andet end Egoisme. Dets psychologiske Forklaring er i mine Tanker, at det opstaaer ved en Conflict mellem Bagvendthed og Lyst til at behage — hvilken vel er Forfængelighed, men ikke Egoisme, da den forudsætter megen, endog overdreven Agtelse for Andres Dom. Da jeg selv har havt megen Lyst til at behage, og ikke skammer mig derved som et Ungdoms-Forsøg betragtet, saa kan jeg forsikkre Dem, at man ikke er i mindste Maade mindre egoistist, naar man ej bekymrer sig om at behage, fordi man giver den heele Verden en god Dag. —