Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Rahbek, Karen Margrete FRA: Mynster, Jakob Peter (1807-07-16)

Spiellerup, 16de Julii 1807.

— Nu skulde jeg til at fortælle Dem, at jeg i Dag allerede har siddet 4 Timer næsten ganske stille, og skrevet paa — den anden Prædiken om Johannes den Døbere. De seer deraf, at jeg alligevel ikke har forglemt mit Forsæt at skrive Prædikener, og skiøndt jeg endnu ikke er ganske færdig med to, saa har jeg dog efter Tiid og Lejlighed ikke været doven; thi jeg omarbejder dem saaledes, at De skal forundres, naar De faaer de Prædikener, som De kiender, at see i deres nye Skikkelse. Jeg har nu virkelig isinde at blive ved med dette Arbejde, saa længe i det mindste, til jeg har en temmelig Pakkes. 102færdig, og da kan see, om jeg skal blive ved, eller det endnu er for tidligt for mig at prædike paa Prent. Jeg indseer vel, at naar man er bleven saa gammel, som jeg er, kan det være Pligt hellere at opofre noget af den Fuldendelse, man egentlig skulde have først, end at lade det ganske være, som man dog er beskikket til. Jeg synes rigtignok ogsaa at fornemme, at jeg dog har gjort nogen Fremgang i de to Aar, siden jeg forrige Gang havde for at udarbejde Prædikener; men det kunde ogsaa behøves, thi jeg skammer mig, saa ofte jeg bladrer i de gamle Prædikener, og ved Meget neppe kan forstaae, hvad jeg egentlig meente dermed.

7*

Hvad der endog kommer ud deraf, er det dog en stor Fornøjelse at have et ordentligt Arbejde for; man bruger sine Kræfter, og bruger dem til Eet, saa man glemmer den øvrige Verden, og Tiiden gaaer roeligt og umærkeligt. Jeg har derfor og havt nogle fornøjede Dage, da jeg har havt Lejlighed til at arbejde herpaa. Til min Fornøjelse i disse Dage bidrager ogsaa „Wilhelm Meisters Lehrjahre" meget, som jeg læser ganske langsomt, og hvori jeg finder meget Fortreffeligt, som jeg, første Gang jeg læste den, vel ikke havde ret Forstand paa. Den Klarhed og Roe i heele Fortællingen, som aldrig drager sin Fortæller bort med sig, de mange Mennesker, som hver have deres Physiognomie, den — paa en Maade episke — Snaksomhed, hvorved Handlingen altid dvæler, dog aldrig sover, den Ubarmhjertighed, hvormed alt det Øde og Tomme i de virkelige „Giøgleres" Liv, al deres Forvorpenhed, alt deres Miøserie er fremstillet i saa mangfoldige Nuancer, uagtet dog Fortællingen om det Modbydelige er saa interessant formedelst det klare, giennemskuende Øje, der seer det — som vel er Goethes, men som Læseren bilder sig ind at være sit eget; saa ogsaa de dybe, gediegne Aarer af Poesie, der slynge sig igiennem den heele Masse — alt dette gjorde, at jeg indtil Enden af sjette Bog ofte havde Lyst til at kysse Goethe paa Haanden for den Fornøjelse, han forskaffede mig. Et forunderligt, ganske eget Stykke er „die Bekenntnite einer schönens. 103Seele", der ogsaa just efter Aurelias heftige Scener, hvilken, skiøndt tragisk i sin Natur, med forunderlig Kunst er holdt utragisk — ligesom derimod den vederstyggeligste af alle Hexer, den gamle Barbara, eet Sted bliver i sandeste Forstand tragisk — og midt i det heele bevægede, uroelige Liv er af en særdeles lægende og styrkende Kraft. Og maaskee just, fordi det ikke er nogen fuldkommen elskelig religiøs Charakteer, der er skildret. Det faldt mig ind om hende, hvad Aurelia — deretters selv er det paa en ganske anden Maade — siger: „Wir sind kalt, stolz, hoch, klar, klug, wenn wir verdienen Weiber zu heiten"; og det er højst forunderligt, hvorledes hiin „schöne Seele" er alt dette, og dog tillige kiærlighedsfuld og ydmyg, hvorledes hun med den yderste Kulde kan overskiære alle Baand, egentlig ingen menneskelige Baand kiender, uden Slægtskabets, og dog er et fortreffeligt og et elskværdigt Væsen. Det Heele er noget saa Simpelt, og tillige saa Dybt, at det næsten er ubegribeligt, hvor noget Menneske har turdet vove sig til at skildre det — og jeg troer sikkert, at Ingen kunde skildre noget Saadant, som ikke tillige havde fransk Cultur; dog havde neppe den religiøseste Franskmand kunnet skildre det saaledes. — Men dermed er ogsaa det Meeste af min Fornøjelse med Bogen forbi; thi det er strækkeligt, hvorledes mod Slutningen Baggrunden aabner sig, og der vælder lutter Philistere ud. Therese er endnu vakker, thi man kan gierne sige om hende, hvad De sagde om Provstinde K.: „det er saadan en elskværdig Philister-Kone" ; men de fornemme Herrer, især den patriotiske Lothario, ere mig utaalelige, og endnu fremfor Alle Natalie, til hvis Fremtrædelse der er gjort saa store, og saa dejlige Tilberedelser. Den totale Mangel af alt pigeligt Væsen, endog af al pigelig Delicatesse, dette for tidlige Moderskab til alle de velsignede Poder, al den Viisdom, og Fornuftighed, og Dannelse, der taler ud af hende som af en Bog, ere mig saaledes imod, at hun aldrig træder op, uden jeg læser hende den „viele Annehmlichkeit" ud af Øjnene. Dog forstaaer det sig, at der altid bliver meget Forstandigt ogs. 104Dejligt tilbage, f. Ex. hvad jeg før tæste, at Wilhelm spørger Natalie: Sie haben nicht geliebt? og hun svarer: Nie oder immer.

Efterat have snakket længe med mine Arbejdsfolk i Marken, og med mine Muurfolk ved Bagerovnen, er jeg kommen saa vidt til Samling, at jeg indseer, jeg maae giøre Dem en Undskyldning, fordi jeg har underholdt Dem med saa meget Snak om en Bog, hvis Indhold De formodentlig ikke længer tydeligen mindes. Men da den nu i en 10 à 12 Dage har udgjort min egentlige Delicatesse, saa er det ikke saa forunderligt, at jeg gierne vil tale om den, og mine Køer og Faar kan jeg jo dog ikke underholde med deslige Discourser. —

Deres
hengivneste
J. P. M.