Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Laub, Hieronymus FRA: Mynster, Jakob Peter (1825-10-29)

Kjøbenhavn, 29de Octbr. 1825.

Du kiere, meget kiere Ven!

Det er mig en inderlig Glæde at høre endog det mindste Ord fra Dig, og derfor siger det ikke Noget, om det end er Commissioner, der overvinde Din Dovenskab, naar jeg blot seer Noget fra Dig. At jeg ikke før har svaret, hidrører derfra, at Sagen selv slet ikke haster, og at jeg først ingen Tiid havde, og at jeg siden ventede fer at kunne sende Dig den Prædiken, som jeg nu sender ^**)„Den chr. Viisdom“. („Under heftige kirkelige Stridigheder“)..

s. 155— Hvad Prædikenen angaaer, da er den vistnok et Ord i rette Tiid, dersom den kun er det rette Ord. Lindberg kan have Ret, at alle Præstetunger ved denne Anledning ikke skulle være saa tause, og derfor har jeg holdt og ladet trykke min Prædiken; ikke for at giøre Indtryk paa dem af det fordømmelsessyge Partie, der ere gale, og ikke for at omvende dem, der ere onde, thi begge Dele formaaer jeg ikke; og ikke for at bevæge dem, der ere som Røret, i Dag saa og i Morgen saa, thi det kan næsten være det Samme, hvad Side de vende sig til; men for de skikkelige Menneskers Skyld, der nuomstunder hælde til Pietismen, og hvem hine Skraalere ere nærved at indbilde, at det sikkreste Kiendetegn paa en Christen er, at man dømmer og fordømmer ret meget; saa og for ret bestemt at sige Enhver, der bekymrer sig om mig, at jeg ikke vil have Lod eller Deel med hiin Clique — og sige Cliquen selv, at den ingen Regning skal giøre paa mig, saa liden Lyst jeg end har til at kaste mig i den modsatte Theologies iiskolde Arme, eller at hvile ved dens hule Bryst.—