Olrik, Axel BREV TIL: Begtrup, Holger Christian FRA: Olrik, Axel (1882-04-04)

Rahbeksallé 2. V.4—4—82.

Kjære Begtrup!

ikke sandt?
det var dog en farlig skade,
jeg dem ikke hjemme fandt;
thi mod deres ny balladehat
min hue sikkert vandt.
Havde de blot set min hue!
— den, jeg just har kjöbt idag, —
sikkert de for sådant skue
lod den hele verden bag:
silken stråler blank og sort
net den hvide snor forskönner,
den lakerte skygge kort!
dannebrogskokarden! Lønner
det sig ej at give agt?
hvilken skönhed! hvilken pragt!
Ingen hat som huen kjön er;
mestendels jeg sværge tör,
ej der gives sådan bör.
De er vist en slem filister
sådan hat de holder dem.
(finder de mig altfor bister?
er i aften jeg no’et slem?)
Hvorfor ta’er de ej en hue?

s. 14ingen hat er rask som den
når mod himlens höje bue
den af blæsten hvirvles hen;
huen stråler, himlen ses at blåne
og dens purpur låner solens glans,
som af hav ildröde måne …
— — stands! det er vist for romantisk
eller også for pedantisk.
Huen er den bedste, finder de
ikke også, at den passer
os, som mere let og fri;
— — men hvad gjör jeg her? jeg spadser;
thi den sag er jo forbi;
hatten bort de vil ej gi’e.
Gid den må deres kæreste behage!
(de anerkjender da vel dette ord);
men jeg for min del vil den vrage,
forskjelligheden er i smagen stor.
Jeg mig pynter for den unge vår
for at glæde mig ved glans i hele livet,
Det vel nok en ende får;
men det næste „er ej givet“.
mon min skæbne til en kærest går??

…….. AO.

P. S. hvis det muligvis dem stöder,
at jeg går på versefödder,
kan jeg skænd vel af dem vente,
— når de kommer for min Snorre hente.

Det er sandt! hör om den bog,
Worsaae, som derhjemme
jeg kom til at glemme,
et ungt menneske modtog
den og loved med den tage,

s. 15da han vil til Birkröd drage;
jeg den gav uden forhaling,
thi han tog den sagtens på befaling.

AO.