Danmarks Breve

BREV TIL: Holger Christian Begtrup FRA: Axel Olrik (1885-12-16)

Kære Holger Begtrup.
16—12—85.

Jeg havde sat mig for, du skulde høre, så snart min prisopgave var afgivet. Nu er der gået 14 dage; så det var vel på tide, det skete.

Jeg må dog meddele dig et par punkter af dens indhold; i di sidste to afsnit, det sproglige og det metriske har jeg udtalt ret bestemte aldersgrænser for forskellige oldkvad. Foruden det af Grundtvig fræmdragne vr (og vo, vu) har jeg lavet en slags arkæologisk inddeling efter nægtelser nemlig s. 41 følgende: 1. ne er ældre end alle skaldekvad (hertil: Vspá. Lok. VafÞr. Skírn. Háv. (delvis). Grimri. Sigrdríf. Fáfn.) 2. at (men eigi sjælden eller slet ikke; i förste tilfælde ved yngre forvanskning): di andre ljóðaháttrskvad: Háv. (slut). Reg., Alvíss. Grog. Fjǫlsv (?), samt en del 4 stavelses: Prym. Hym. Volund. Reg. Fáfn. Brot. Guðr III Atlakv. Hálfskvida 3 at og eigi (samt Þeygi). Hjǫrv Hund. I, II. Helreið, Guðr I Hárbarð. Grott., kvadene i Halvs saga, Hervararsaga og Starkadskvædet. 1) Da eigi med stor sikkerhed först fræmtræder i skaldedigtningen ved år 1000, kan det ikke være meget ældre i oldkvadene; noget ældre kan det godt være da Hellestadstenen, 10de årh. har: sáR fló eigi at Upsålum; alle disse sidste kvad er yngre end et tidspunkt henimod år 1000. Alle di under (1) opførte kvad er ældre end di ældste skaldekvad (900—850); dog kan di ikke være fra rent ældre-runemåls-stade, efter hvad jeg (ad helt anden vej end S Bugge på 1. nord. filologmøde) metrisk påviser. Jeg kaldte min deling efter nægtelser arkæologisk fordet den ordner i grupper, idet den lægger di metrisk sikre steder til grund, så bestemmer deres indbyrdes alder ved sammenligning med skaldekvad og senere sprogmindesmærker: hele systemet er skabt under en flittig gennemgang af arkæologiske afhandlinger.

For metrikken påviser jeg at det nordiske vers og selve di nordiske vers (oldkvadene) er udviklede af det fælles-germanske versemål med fire aksenter i hver kortlinje:

s. 42 ek ǁ HléwagàstiR Hóltìngar hórná táwidò

vilde i oldnordisk hedde:
[ek] Hlégestr Hyltingr
horn um,,táða“-k d. e. gǫrðak
hvad der er helt regelmæssig firstavelsesvers.

Omvendt har jeg gjort forsøget ved at overføre en del af Vǫluspá til ældre runemåls aksenttællende vers. Jeg mener ligeledes, at ophavet til ljóðaháttr ikke kan findes i yngre jærnalders sprog men i ældre runemål. — —

Jeg har skrevet mit Bjarkemål rent, så [du] vil om nogen tid se det i histor. månedsskr. Jeg har haft sådan ærgrelse af Eyvind, ikke min bror amtmanden, men ham skaldespilderen; for jeg blev vár, at et par vers i Hákonarmál har ganske påfaldende lighed med forskellige steder i Bjarkemål: det er ikke uden grund Vígfússon oversætter hans tilnavn „the plagiariste“; — men jeg havde sådan möje med at følge di givne vink om stedernes oprindelige skikkelse og danske ordlyd.

Ellers har jeg samlet noget til Sæmund frodes og hans æts historie, læst förste bind Sturlunga igennem.

Gamle Rosenberg døde da, og för jeg havde ventet det. Jeg var i sidste halvår eller år blevet adskilligt kendt med ham og kunde godt lide meget hos ham. Du skulde sét hvor svag han var bleven, og hvad der ellers kunde bringe ham i fyr og flamme, talte han nu rolig om. Af hans „refleks“-forelæsning har jeg fået oplysning og vink til forståelse om meget i Nordens literatur mest om den nys forbindelse med det gamle. Jeg kunde fortælle nyt fra Kbh. som at der går, ja og rider, gendarmer på gaden s. 43 (di gör såmænd ingen kat fortræd), men at folk mest tænker på juleindkøb, — og deraf vil jeg tage anledning til at ønske dig og dine (nu er i jo tre sammen) en ret hyggelig jul.

Din
Axel Olrik.

E. S. Hvis jeg skrev et nyårsbrev til dig, vilde jeg fylde det med gode ønsker, om at du ikke bildte folk ind, der intet nyt foregik ovre hos jer. Har du oftere kunnet gæste Sønderjyderne.