Danmarks Breve

BREV TIL: Holger Christian Begtrup FRA: Axel Olrik (1886-05-24)

skrevet under læsningen af
A D Jörgensens Zoega

Hvad jeg savner her er mennesker, mennesker jeg kan dele mine interesser med, glæder og sorger under min stræben fræm ind i vore fædres liv. Hos mine jævnaldrende på universitetet kan der være nogen interesse for dansk literatur (ingen for oldsproget); men den dybe higen, fortabelsen i hin tids værker og mennesker har vi ikke fælles. Samstemte sjæle har jeg måttet søge i svundne tider Vedel, Eilsohou, Rask, N M Petersen — skal jeg også gå det stormål af miskendelse, af spildte begyndelser imøde, som di måtte. — Jeg læste nys en bog. Jeg måtte derved lide alt om igen, som jeg led i min sidste skoletid för jeg fik styre min lyst til studierne — lide det lige til angeren over at jeg, skønt jeg havde höjtidelig lovet far ikke at læse oldnordisk, dog en gang imellem, når det blev mig uudholdeligt, tog oldkvadene fræm, nye synspunkter for sammenhængen glimtede da fræm. Jeg længes sådan fræm, til jeg virkelig kan udrette noget; her døser jeg tiden bort; jeg er træt, træt af mangel på strid. Det var dog en glæde, da jeg skrev prisopgaven, at lægge til kamp mod fjendens langskibe og rydde dem fra stavn til løfting, og så selv at rejse værker, der havde noget at sige, at fatte den gamle digtnings historie og liv. Nu at tage fat på læsning til eksamen er mig orkesløshed. Det er længslen „over di höje fjælde“, og nu i foråret bryder alt sligt op, vælder som kildespring og suser som stormvind.

Jeg tænker af og til: hvor du er lykkelig i din gerning, banen er dig åben og du vandrer fræm i klart lys. Der kommer ofte solformörkelse på min: „her er mörkt som i nat, her er nat som i grav, som i dødsnat.“

s. 48 Det er Rasmus Rasks billed, der har fulgt mig i di sidste dage, et liv af lidelse for at følge sjælens mål, en opriven i smålig strid, og endelig som det hårdeste at finde modstandere der hvor man søger sin ånds nærmeste frænder. Jeg kender mig for meget ved hans ånd, til at ikke hans skæbne også tykkes mig at ligge for. Gud give jeg med alt det må nå fræm at göre min gerning tro her i livet.

Jeg ser nok en dag i påsken ud til Birkerød; det skal være mig en glæde, en opbyggelse at se dine kære.

24—S—86.

Kære Holger. Her har du en gammel brevstump, som vist er noget löjerlig; men du kan jo lade være at læse den. Videre har du her nogle særtryk; det er ikke min skyld, di ikke viser sig för. Jeg fik dem först i dag, — på min fars fødselsdag, så jeg på den dag, hans 56de, kunde bringe ham mit förste lille arbejde. — Havde jeg för kendt Evalds smukke ord om Bjarkemål (i fort. til Rolf Krage), havde jeg ladet det vandre ud med hans dom forved; nu må det se at gå på egne ben. — Giv rette vedkommende de eksemplarer, der står navn på, og hils dem fra mig. — Jeg har været i Evald og er nu i Holberg.

Din
Axel Olrik.

Der gives understøttelse af 75 kroner til deltagere i filologmødet i Stokholm; 1) rejsen må vist efter hvad jeg hører kunne göres for lidt over 100. Vil du med?