Olrik, Axel BREV TIL: Begtrup, Holger Christian FRA: Olrik, Axel (1892-03-05)

Kære Holger Begtrup.
3—5—92

Jeg har længe været ved at skrive til dig. Ved din fars dødsfald skulde du dog have et deltagende ord, som vel altid er godt, skönt savnet vel er noget mindre, når i har fået lov til at beholde ham så langt op i oldingsalderen. Nu kan jeg kun — fra sidst jeg var i Birkerød — bringe dig en hilsen fra hans grav. Selve Birkerød, der för mere end nogen anden har været mig de levendes by, begynder nu også at blive mig mindernes by; der er allerede adskillige grave med godt kendte navne.

Her går tiden sin gang og bringer efterhånden småforandringer i hjemmet. At Ingeborg er lærer hos Plenge i Viborg, har jeg vist skrevet til dig; det går ganske godt derovre. Hanses doktorgrad kender du vel af aviserne. Nu kommer min egen ud, og medfølger til dig. De vedlagte ark er det afsnit, som ikke s. 82findes i Årbøger. Forsvares den 20. maj (Steenstrup og Wimmer opp.). Ja nu kan du jo se på dens forskellige sære ting. Den kan nok være dig brev for denne gang. Lad mig dog endnu fortælle, at jeg til sommer rejser til Norge og ligger der efterårshalvåret i Kristiania at høre Bugge og især Moltke Moe, som holder store forelæsninger over norske folkeviser (forarbejder til en samlet udgave.).

Hils i dit hjem og hos dine lærde naboer.

Din
Axel Olrik.

Afsendelsen sinket, da jeg först igår aftes fik mine særtryk.