Danmarks Breve

AXEL OLRIKS Breve Til Holger Begtrup...

s. 1 AXEL OLRIKS
Breve
Til
Holger Begtrup

s. 2

s. 3 Axel Olriks
Breve

Til

Holger Begtrup

Gyldendalske Boghandel — Nordisk Forlag - KjØbenhavn - Kristiania London - Berlin - Mdccccxxiv

s. 4

s. 5 Til Minde Om
Den Danske Videnskabsmand

Axel Olrik
1864 — 3.JULI — 1924

s. 6

s. 7 FORORD

I Aaret 1881—82 opholdt jeg mig som theologisk Kandidat i København for at studere „Oldnordisk“. — Da jeg en Dag var oppe i „Den danske Samling“ for at efterse nogle Sager fra Stenalderen, lagde jeg Mærke til en høj ung Mand med rødligt Haar, spirende Skæg og Briller. Han stod fordybet i Betragtning foran en af Kasserne under Vinduet og saae saa sagkyndig ud, at jeg gik hen og spurgte ham om noget, jeg ikke selv kunde hitte ud af. Han vendte et Par meget smukke lysebrune Øjne imod mig, svarede straks, ivrigt og stammende, paa mit Spørgsmaal og kom snart ind i et lille Foredrag om Emnet, mens han trak mig fra det ene Skab til det andet for at vise mig forskellige Oldsager, der hørte til samme Gruppe som dem, jeg søgte. — Jeg maatte beundre hans Indsigt, men kunde ikke lade være i mit stille Sind at gøre Sammenligninger mellem den lærde unge Arkæolog og Poul Møllers „Licentiat“, saa meget mere, som han stadig førte mig baglæns gennem Stenalderen, for at vise, hvad der laa forud for det, vi sidst havde talt om. — For Resten fandt jeg ham paa een Gang saa grim og saa køn, saa kejtet og saa klog, saa selvsikker og selvforglemmende, saa tjenstvillig og saa docerende, at jeg straks følte, jeg her havde gjort et meget værdifuldt Bekendtskab.

s. 8 Saaledes var mit første Møde med Axel Olrik i hans Rusaar. — Vi havde ganske vist begge gaaet i Metropolitanskolen, og jeg mindedes fra den Tid hans ældre Broder Hans. Men da jeg blev Student fem Aar før Axel, havde jeg ikke lagt Mærke til ham. — Nu kom vi til at gaa sammen til Svend Grundtvigs Forelæsninger over den ældre Edda og traadte snart i livlig Forbindelse paa Studiets Vegne. Hans Hjem var i Rahbeks Allé, og jeg boede den Gang i Istedgade, saa vi havde let ved et lille Løb til hinanden, naar det gjaldt at laane en Bog el. lign.

Mit Forspring i Alder og almindelig Udvikling opvejedes af hans ubetingede Overlegenhed i videnskabelig Retning. Jeg var en vordende Skolemand, der søgte Sagkundskab til Brug for folkelig Oplysning. Han var en lærd Gransker, som med Liv og Sjæl var med dær, hvor Grænserne flyttes paa Videnskabens Felter. Men vi var samstemte i vor dybe Begejstring for det nordiske Aandsliv i gamle Dage, og gennem fælles Kærlighed til Fædrenes Minde sluttede vi et Venskab, der i Førstningen var mere sagligt end personligt, men som i Tidens Løb blev ægte menneskeligt.

Axel Olrik trængte meget til en forstaaende Ven. Udenfor sit gode Hjem havde han vist den Gang ingen, som han kunde vise Fortrolighed, og han længtes dog i høj Grad efter at dele sine Tanker med en anden. Han følte sig ensom blandt de jævnaldrende Studenter, der intet anede om hans stærke videnskabelige Drømme og deres Sammenhæng med hans rige danske Hjertelag. Men hos mig fandt han noget af den savnede Forstaaelse og blev derved lokket ud af den Særhed, som truede hans ædle Personlighed.

s. 9 Da jeg i Efteraaret 1882 blev Lærer paa Askov Højskole, begyndte der en Brevveksling imellem os, som for hans Vedkommende væsentlig var fortsatte Meddelelser om hans Studier, mens mine Breve bragte ham Bud fra en aandelig Verden, der hidtil havde været ukendt for ham.

Hvad jeg kunde fortælle om Livet paa en grundtvigsk Folkehøjskole, var langt mere i Samklang med det, som fyldte hans eget Sind, end hvad han oplevede blandt de københavnske Studenter. Han fik derved Lyst til at lære den folkelige Oplysning nærmere at kende, og ved de Besøg, han gjorde paa Askov, blev han snart en varm Ven af Højskolesagen. Ved Lærermøderne paa Askov Højskole gjorde han Bekendtskab med Præsten Dr. H. F. Feilberg, der senere blev hans nære Ven og Medarbejder. Dær knyttede han ogsaa de første Forbindelser med Kendere og Samlere af Folkeminder. Men det vigtigste var dog, at han i det folkelige Liv, der førtes i Højskolekredse, fik det levende Mellemled, han havde savnet, mellem sin videnskabelige Syssel og det danske Folkeliv, som var dens Emne. — Uden denne Livsforbindelse med det vaagne danske Folk kunde han aldrig have bygget den ny Videnskab, som han blev Banebryder for, paa saa bredt et Grundlag eller fyldt den med saa rigt et dansk poetisk Liv, som han gjorde.

Axel Olrik var i mine Øjne en født Videnskabsmand med noget af Geniets Skaberkraft. Det var herligt at følge hans Bane fra den første Ungdom til hans modne Manddom, og jeg nægter ikke, at jeg gjorde store Øjne, da jeg efterhaanden saae hans Væsen løse sig ud af det sære Hylster, som det bar i Studenterdagene, og udfolde sig videnskabeligt, kunstnerisk og rent menneskeligt i hans Livs aan s. 10 delige Storværk og i hans elskværdige, paa een Gang saa mandige og barnlige Personlighed.

For nogle Maaneder siden fik jeg Anledning til at tage de mange Breve frem, som han havde sendt mig i Aarene 1882 til 1895, mens jeg var Lærer paa Askov Højskole. Jeg læste dem paany med den Forventning, at de vilde give adskillige spredte Træk til Belysning af hans Personlighed. Men hvor forundret blev jeg ikke ved at opdage, at denne Række Breve trods Spring paa flere Maaneder giver et aldeles sammenhængende Billede af Brevskriverens videnskabelige Udvikling fra den Tid, han begyndte sine Studier, og indtil han som Doktor i Filosofien stod fuldt rustet til sin ejendommelige Livsgerning. Her laa jo for mine Øjne en dansk Videnskabsmands Genesis, hans Tilblivelse, skildret af ham selv midt under Væksten og skrevet lige ud af hans ærlige unge Sind!

Det maa vel kaldes et værdifuldt historisk Kildeskrift, og jeg følte straks, at det var min Pligt at lægge disse Breve frem for den danske Læseverden. De maa vist kunne give den studerende Ungdom gode Tilskyndelser og vække Sans i videre Kredse for Axel Olriks ejendommelige Indsats i det danske Aandsliv.

Ved Udgivelsen har jeg intet forandret i Brevenes Indhold eller Form og kun udeladt en enkelt personlig Bemærkning. — De morsomme Svingninger i Retskrivningen maatte naturligvis følges med særlig Troskab her, hvor vi har en ung dansk Sprogmand for os.

Mine Breve til Olrik har jeg ikke fundet det værd at medtage. Fra dem har jeg kun hentet en Del af de Oplysninger, der meddeles i Noterne bag i Bogen.

s. 11 Axel Olriks Breve udsendes paa den Dag, da han vilde have fyldt 60 Aar. Det minder vemodigt om, at han døde midt i sin Manddomsalder. Men dette bør mane os til at bruge hans tidlig sluttede Livsværk til Gavn for kommende Slægter.

Holger Begtrup.

s. 12