Er nu ogsaa Fyenboerne paa Benene? spurgte Fr. Paludan-Müller sin Broder i det foregaaende Brev. Det varede ikke længe, inden denne gav Svaret for sit Vedkommende i sin Piece: »Hvad er nu at gøre i Danmark?«.
Om denne skriver Dr. Ellen Jørgensen (S. 384):
»I det lille Skrift, der brød ind i den trykkende Stilhed efter Kundgørelsen af 28. Januar, varsler Paludan-Müller, s. 40at Europas Lande under Indtryk af Februarrevolutionen vil ryste i deres Grundvold, og at Bevægelsen vil blive skæbnesvanger for Slesvig. Men Danmark vil ikke miste en Del af sig selv. Det gælder Nationens Ære, og Æren er endnu mere for Nationen end for Manden. De kloge Statsmænd kan ikke dæmme op for den fremrullende Strøm. »Men der er Den, som er stærkere end Stemann og klogere end Ørsted: det enige om sin Konge samlede Folk.« Paludan-Müllers Forslag er da: En almindelig Rigsdag samlet om Kongen saa snart som muligt.«
»I voldsom Bevægelse havde han skrevet Piecen, og da den var skreven og trykt, havde han været i pinagtig Overvejelse og Vaklen, om han skulde sende den ud eller lade den blive i Pulten, hvor den laa. Den var saa ganske en Del af ham selv. Det var en Lue, som slog op af Gløden, der laa dybt i ham; men de Consequenser, som var dragne med Energi, det Forslag, der var stillet, maatte synes et radicalt Brud med alt, hvad han før havde ment og sagt.«
Med Glæde og fuld Samstemning tager Digteren mod sin Broders Ord.
Khvn., d. 7. Marts 48
Kiære Broder! Skjøndt jeg kun faaer Tid til at skrive to Ord til dig — da jeg sidder i Correctur og Afskriveri til op over Ørerne — maa jeg dog takke dig for din ypperlige Piece: Hvad er nu at gjøre i Danmark, der er skreven med ligesaa megen Begeistring som Besindighed og Oversigt, og maa vække den ægte Fædrelandskjærlighed i ethvert Hjerte. Det er et Ord, som jeg for mit Vedkommende giver mit fulde Bifald, og undre mig skulde det, om dette Ord ikke trængte s. 41igjennem og gjorde den tilsigtede Virkning. Her er ikke Spor af den smaalige aandslammende Kritik, som hos os i saa lang Tid har maattet træde i Begeistringens og den faste Villies Sted ; men hver Sætning gaaer ud paa at samle, forene, opklare og bevæge Nationen — det er den ægte patriotiske Agitation!
Har du nu sørget for, at den bliver aftrykt i Bladene, baade her og i Provindserne? thi dette Middel til Udbredelse tør ikke forbigaaes. Dernæst, har du sendt Lunding et Eksemplar, at han kan læse den for Kongen? Dette Skridt burde vel hellerikke forsømmes. Ligeledes burde vel Bardenfleth, Stemann og Ørsted have deres Exemplarer, uagtet du vel nu veed, at de to sidste paa en Maade ere skudte til Side. — Hvem der har bevirket dette, og hvilken skjult Magt der styrer Spillets Gang — ja derom har man kun Gisninger; Ingen veed noget bestemt. Men fortsæt du dit begyndte Værk! Noget vil dog i hvert Fald komme ud deraf. Du har her givet et Løsen, som engang Nationen vil gjøre til sit. Efter min Mening burde Pjecen aftrykkes i 10,000vis og smides de gode Borgere ind ad Døren i Hovedet, at Tankerne dog engang kunde vækkes.
Farvel for denne Gang! Og endnu engang Tak for de herlige Ord !
Din Fritz.
Charite hilser dig og Alle. Glem ikke at sige Jette, at hun — saasnart jeg faaer lidt Otium — skal høre fra mig; hendes Brev til min Fødselsdag glædede mig meget.
Lunding] N. Μ. V. Lunding, Kabinetssekretær hos Frederik VII som Kronprins, senere Statssekretær, g. m. Caroline Cathrine Frederichsen († 1839).