Danmarks Breve

BREV TIL: Caspar Peter Paludan-Müller FRA: Frederik Paludan-Müller (1848-04-22)

Den 22. Marts 1848 dannedes det nye Ministerium A. V. Moltke med Grev F. M. Knuth som Udenrigsminister, og den 24de Marts indtraadte det afgørende Brud mellem Danskheden og Slesvig-Holstenismen, i Kiel ved Dannelsen af den provisoriske Regering, i København ved Regeringens Svar til den slesvigholstenske Deputation, at Holsten skulde have sin fri Forfatning for sig og Slesvig have fælles fri Forfatning sammen med Kongeriget. Og snart begyndte de krigeriske Operationer.

I Begyndelsen af April renser de danske Tropper hele Sønderjylland og Hertugdømmet besættes til Dannevirke og Ejderen. Men nu begynder Tyskland og Prøjsen at røre paa sig. Den 12te April beslutter det tyske Forbund at ville virke til Slesvigs Optagelse i Forbundet og den 16de slutter Preussen sig hertil. Og Paaskemorgen d.23. April angriber Preusserne den danske Hær ved Danevirke og kaster den tilbage.

Under Indtrykket af Tysklands Overmagt er bange Tanker kommet op i Caspar Paludan-Müller. »Han begynder at frygte, at Danmark skal tabe i det høje Spil; mod Tysklands Vælde kan det ikke ved egne Kræfter holde Stand« (Ellen Jørgensen, S. 386). Ud fra denne Bekymring maa han have skrevet den i Brevet omtalte Memoire, som han har ladet sin Broder Digteren overbringe til Udenrigsministeren, Grev Knuth. Hvis Caspar Paludan-Müller i det Øjeblik — som det synes af Brevet — har set Danmarks Frelse i Tilslutning til et s. 43 centraleuropæisk Forbund, synes Digteren at være baaret af en lysere Stemning. Vive la jeunesse — det er ikke den fine Verdensklogskab, der skal redde Danmark.

Grev Knuth var heller ikke nogen gammel Mand (født 1813). Han havde været Medlem af Roskilde Stænder og sluttet sig til det frisindede Parti. 1847 blev han Amtmand i Sorø og Overdirektør ved Sorø Akademi. »Det var Christian VIII.s Hensigt, at Knuth skulde have udført Grundtvig’s af Kongen godkendte Plan om en stor folkelig Højskole i Sorø, men ved Kongens Død bortfaldt Planen og K. indtraadte i Martsministeriet som Udenrigsminister; fra 1851 var han Forstander for Herlufsholm. Han døde 1856« (H. P. Hiort-Lorenzen i Salmonsens Konversationslex., X, 687).

Efter Audiensen hos Grev Knuth skriver Digteren straks tilbage til Broderen.
Kjøbenhavn, d. 22. April 48.

Kjære Broder! Dit Brev afleverede jeg selv, en Time efter Modtagelsen i Grev Knuths egne Hænder, oppe i det udenlandske Departement. Han vilde endelig vide, fra hvem det var, og da jeg havde din Tilladelse, sagde jeg tilsidst — efter flere Gange at have bemærket, at det blot var mig overdraget at tilstille ham Brevet — at det var mig tilsendt fra dig; men at jeg aldeles ikke vidste, om du var dets Forfatter. Efter hurtig at have gjennemløbet det, spurgte han mig, om jeg kjendte Indholdet, hvilket jeg naturligvis benægtede — han rakte mig da Brevet og sagde: læs dette Sted! og jeg læste nu den Side, hvor det centraleuropæiske Forbund omtales. Jeg bemærkede nu paa hans Spørgsmaal, at Opsatsen vel var skreven med din Haand, men gjentog, at jeg var uvidende om, s. 44 hvorvidt du havde ført Pennen i fleres Navn, eller om du blot havde fremsat din egen Mening. Vi gik nu en Stund sammen op og ned af Gulvet, mens han med Varme, og en for en Minister meget mærkelig Uforbeholdenhed udtalte: at hans Politik var skarpt afstukken — at han ikke turde vige et Haarsbred fra den bestemte Linie — at Krigen maatte føres igjennem til det yderste, selv om Fjenden skulde trænge lige op til Limfjorden og vi udpines til sidste Skilling — at det var Nationens Villie — at den maatte respecteres, og derfor var han bleven Minister. Skulde Landets Politik forandres, maatte han træde af; men den Politik, der fulgtes, var Kongens saavel som Ministeriets. Angaaende Brevet bemærkede han, at de fremsatte Ideer maaske om 20, 30 Aar kunde være fortræffelige; men for Øjeblikket Iode de sig ikke anvende. Forresten forlangte han at beholde Brevet, maaske for at meddele dets Indhold til sine Colleger, og jeg tog Afsked med ham, efter at have udbedt mig hans Tilladelse til at meddele dig Indholdet af vor Samtale. Ved Bortgangen mindede jeg ham om, at det maatte blive mellem os, hvorfra Brevet var kommet, hvilket han ogsaa lovede.

Det Indtryk jeg modtog af det hele var, at Grev Knuth vist nok er en brav og retskaffen Mand, der er levende begeistret for Sprog og Nationalitet (thi disse to Ting lagde han særledes Vægt paa); men at han endnu er en meget ung Minister, da han talte saa rent ud af Posen med en uvedkommende Person — dog vive la jeunesse! det er den og ikke den fine Verdensklogskab, der nu skal redde Danmark.

Her leve vi vel; jeg øver mig i Vaaben, for, dersom Nøden kommer (dog ikke før, thi saa maatte jeg reent opgive min Bog) at kunne bidrage mit til Landets Forsvar.

Hils alle i dit Hjem!
Din
Fritz

s. 45 Da jeg nu har kikket lidt ind i Hemmeligheden, haaber jeg, at du ved Leilighed meddeler mig hele Sagen og hele Indholdet af din Memoire. Fra mig skal der ikke lyde et Ord om Tingen, derpaa kan du trygt stole.

min Bog] formentlig »Adam Homo«, II.