Danmarks Breve

BREV TIL: Caspar Peter Paludan-Müller FRA: Frederik Paludan-Müller (1850-01-31/1850-02-02)

Medens de foregaaende Breve har vist os Fr. Paludan-Müller, som den i Dagens Spørgsmaal og Fædrelandets Skæbner interesserede Mand, der endog øver sig i Vaaben, om Fædrelandet skulde have Brug for ham, ser vi i det nu følgende Brev Digteren som den, der ogsaa i Familieforhold kan tage et praktisk Tag, naar det er nødvendigt.

Hans Søster Henriette, der i Brev af 25. Jan. 1848 omtales som Gæst hos Broderen i Odense, blev som sindssyg indlagt paa St. Hans Hospital under Overlæge Gørricke. Efter et Aars Ophold dør hun. Og nu maa Digteren tage fat. Og han synes at have gjort det saa omhyggeligt og gennemtænkt, som nogen Bedemand kunde gøre det.

Om Digterens Forhold til den afdøde Søster skriver Fr. Lange, S. 234: »Paa sin Væg havde han et gammelt Daguerreotypi af sin yngste Søster, Henriette, der var død som sindssyg. Billedet vidnede allerede paa uhyggelig Maade om Sygdommens hærgende og forvirrende Indflydelse; men Paludan-Müller har gentagne Gange i Aarenes Løb gjort mig opmærksom paa dette Billede og just fremhævet dets »Skønhed«.« Lange tilføjer: »det forekom s. 46 ham altid skønt at følge Sjælen, selv paa dens Afveje.« Mon ikke Ligheden med Moderen (se nedenfor) har haft nok saa meget at sige?
d. 31. Jan. 1850.

Kjære Broder! Du har nu, baade gjennem Gørricke og Louise Underretning om Søster Jettes Død, der indtraf d. 27. Jan. K1. 12 Aften, netop eet Aar efter at hun var kommen ind paa Stiftelsen. Jeg besøgte hende d. 24. Jan. og traf hende som hun havde ligget i tre Maaneder, aldeles næsegrus i Sengen, saa at jeg kun fik hendes Haar og Nakke at see. Ved et Par Forsøg, jeg gjorde, for at faa hende til at reise Hovedet iveiret og see paa mig, udstødte hun saa ynkelige Toner, at jeg afstod fra Forsøgene, for ikke at plage hende. Hun var aldeles ikke til at bevæge til at give mig mindste Svar, og til alle mine Spørgsmaal rystede hun ganske let paa Hovedet, kun da jeg sagde hende, at vi snart vilde komme og tage hende ud, og at hun til Foraaret skulde komme over til Beder og gaae paa de deilige Marker med Vilhelms Børn, hvem jeg ret levende tilbagekaldte i hendes Erindring, laae hun aldeles stille, som om hun lyttede efter. Jeg bragte hende med Navn i Minde hendes Familie og andre af hendes Venner, jeg vidste hun holdt af; men da det ikke lod til at gjøre Indtryk paa hende og hun, som sagt, hverken vilde see mig eller tale med mig, maatte jeg tilsidst forlade hende med den Overbevisning, at enhver Forandring i hendes Tilstand var ugjørlig, tilmed da hun ikke engang havde legemlige Kræfter til en Flytning. Hendes sidste Ord til Gørricke var, som du vel har erfaret, et bestemt Nei! da hun adspurgtes om hun vilde see nogen af Familien — forresten laae hun aldeles rolig hen Søndag Eftermiddag, og kun paa enkelte Bevægelser med Øinene kunde Livet endnu bemærkes, indtil endelig Klok. 12 Midnat s. 47 det sidste Glimt var slukket. At Døden var saa nær, havde jeg aldeles ikke tænkt mig, da jeg forlod hende sidste Torsdag; thi den Modstand hun gjorde, da jeg vilde løfte hendes Haand og Hoved op, var saa betydelig, at det forekom mig, at der endnu maatte være Kræfter for en lang Tid. — Igaar var jeg atter ude paa Bidstrup for efter Gørrickes Ønske at aftale det Fornødne om Begravelsen, m. m. Jeg spurgte ham strax, om han havde obduceret hende, hvortil han svarede nei; han vilde ikke gjøre det uden mit Samtykke. Jeg undrede mig vel over, at han ikke havde gjort det, men kunde dog ikke bequemme mig til en Opfordring desangaaende, da jeg syntes at vi skyldte hende at respectere den Ro, hvori hun nu var kommen. Jeg svarede derfor, at siden det ikke var skeet, var det vel bedst nu ikke at gjøre det. Han førte mig over paa Kirkegaarden til Liighuset og viiste mig hende. Det var for mig et høist mærkeligt Syn, som jeg ønskede alle hendes Sødskende havde bivaanet. Ansigtet gjenkaldte mig paa det meest levende Moders Billede, da Næsen var bleven skarp, fiin og kroget, men det dybe Udtryk af Græmmelse, der var om Munden og i hele Underansigtet, sagde tillige, klarere end alle Ord, at der ingen Lægedom havde været for hende i denne Verden, saaat det virkelig var en Satisfaction at tænke, at hun nu var indtraadt i en anden Tingenes Orden, hvor bedre Hjælpere end Menneskene kunne tage sig af hende. —

Da Louise bestemt havde yttret, at hun ikke maatte begraves paa Bidstrup Kirkegaard, — der forresten er meget smuk og beskyllet af Issefjorden — fik jeg med en Deel Uleilighed (som her er ufornødent at omtale) det afgjort, at hun bliver begravet paa St. Jørgensbjergs høitliggende Kirkegaard, nord for Roeskilde og ganske tæt ved Byen, saaat enhver af Familien, der kommer til R. paa et Quarteerstid s. 48 kan besøge Graven. Over denne vilde jeg gjerne skulde være en lille Mindesteen, at hun ikke skulde ligge aldeles ukjendt. Jeg skal nok sørge for en passende Inscription. Udsigten over Issefjorden fra bemeldte Kirkegaard skal være udmærket smuk. —

Nu vil jeg bede dig, at du som Værge og ældste Broder averterer hendes Død i Fyens Avis. Avertissementet kunde dernæst tilsendes Berlingeren til Optagelse, at ogsaa fjerne Bekjendte i Jylland kunne læse det. Synes dig ikke, at dette var det Rigtigste?

Angaaende hvorvidt Lægerne ved Stiftelsen og andre Personer der skulle honoreres, har jeg raadført mig deels med Gørricke (med ham naturligviis ikke om Overlægens Honorar) deels med Harald Selmer og Langes, og Alt vel overveiet, har jeg fundet det passende, at jeg ved Begravelsen (Lørdag d. 2. Febr.) tilstiller Gørricke, med nogle taknemmelige Ord for hans Omhu, 70 Rbd. og Underlægen Dr. Jensen 30 Rbd., ialt 100 Rbd. De øvrige Omkostninger ved Jordefærden (da hun naturligvis ikke skal begraves som et Fattiglem) vil beløbe sig til circa 100 Rbd., deri indbefattet Douceuren, stor 20 Rbd., til Opsynskonen Md. Kjeldsholm, som jeg tilligemed din Kones Brev igaar leverede hende, samt Salair til Gangkonen, Præst, Graver etc. etc. Specificeret Underretning herom skal følge med dette Brev, som jeg tænker at slutte Lørdag Aften, naar vi ere vendte tilbage fra Begravelsen. —

Da jeg selv ikke har kunnet gjøre Udlæg for disse Penge, har jeg »til Jettes Begravelse« hævet 150 Rbd. hos Carl Liebenberg, som var villig hertil, uagtet han yttrede, at han ikke havde saamange af hendes Penge. Jeg svarede ham, at jeg henvendte mig til ham, i den Tanke, at det saaledes var i sin Orden, da han var Cautionisten og havde Mellemregning s. 49 med dig. Uagtet han som sagt var meget villig, og gav mig Valget mellem at faae (mod min Quittering) de 150 eller hvad der var i hans Casse af Jettes Penge, og jeg, som ovenanført, valgte det Første, for ikke at confondere Regnskaberne: saa vil jeg dog bede dig, hvis det er dig muligt, snart at sende mig disse 150 Rbd., at jeg kan gjenbetale Laanet, eller i modsat Fald skrive til ham desangaaende, og sige ham, naar du vil betale ham. Jeg maatte ogsaa have et Par Ord fra dig om denne Sag, da det jo var rimeligt, at jeg faaer nogle Penge tilovers fra Jordefærden, da jeg foruden de 150 fra Liebenberg havde 75 Rd. i Depositum af de Penge, du afsendte til mig den 7de Januar. Kunde du sende mig den fornødne Sum inden 14 Dage, vilde det være mig kjærest, da jeg paa en Maade lovede Liebenberg, at han snart skulde faae sit Laan tilbage. Men paa Lørdag tænker jeg, at jeg kan give dig fuld Besked om denne Sag, da jeg endnu ikke veed, hvad Jorden koster, og altsaa først da kan sige dig, hvormeget jeg faaer tilbage.

Lørdag Aften, d. 2. Febr. 50.

I dette Øieblik kommer jeg fra Roeskilde, hvor Jettes Begravelse fandt Sted paa Bjergets Kirkegaard, saa net og højtidelig som vi vare istand til at foranstalte den. Graven er paa et meget smukt Sted i Nærheden af Kirken, hvorfra er en vid Udsigt over Fjorden. Fra den anden Side af Kirken sees Roeskilde Domkirke. Liget (hvis Pulsaarer bleve overskaarne efter vort Ønske, uagtet det øiensynligt var unødvendigt) blev ført paa en aaben Vogn fra Bidstrup Kirkegaard (hvor Lighuset er) til Bjergets Kirke efterfulgt af 2 Wienervogne, der vare leiede i Roeskilde, og hvori Følget befandt sig. Dette bestod af Lange, Michael Wittrup, Trydes to

s. 50 Svigersønner Thomsen og Lundahl, Lieutnant V. Pedersen (Adolphines Kjæreste) og mig. I Kirken holdt Consistorialraad Hertz fra Roeskilde en Tale, der ikke var synderlig, hvorpaa Thomsen forrettede Jordspaakastelsen og talede nogle smukke Ord ved Graven. Der blev ved begge Leiligheder sunget af Cantoren og Syngedrengene og Lysene brændte paa Alteret i Kirken. Af Krandse vare der allerede 2 paa Kisten, da vi ankom til Bidstrup: een fra Dagmar Rosenstand og een fra Md. Kjeldsholm. Vi havde 3 med her fra Byen: fra Louise, Henriette Frederiksen og fra Charite. Denne sidste, der var den fasteste og tykkeste, blev lagt oven paa Graven, de andre kom i Jorden med. Efterat Ceremonien var endt, tog Følget til Roeskilde, hvor vi spiste til Middag, og toge herhjem med Jernbanetoget Klok. 4. Saaledes gik denne triste Dag. Jettes Ansigt var siden Onsdag blevet meget forandret. Der var en dyb Ro over det, men hun saae ud som en gammel Kone.

— Fra Gørricke og Frue skal jeg hilse Eder. Han og Underlægen gjorde lidt Indsigelse mod Honoraret, men modtoge det dog. Gørricke forsikrede iøvrigt Lange, at uagtet Kuren ikke var lykkedes, var det dog det ene Rette, at vi havde gjort Forsøget, da en Bevogtning var uundgaaelig saaledes som hendes Tilstand var. Dette beroliger jeg mig ogsaa med, naar jeg imellem har Skrupler. — Af hendes Tøi kunde intet udleveres os, da det strider mod Stiftelsens Anordning. Det vil blive sendt til Fattigdirectionen, og fra denne til Liebenberg, hvor vi saa kunde faae det. Md. Kjeldsholm lovede, ikke at glemme de 3 usyede Skjorter, som din Kone omtalte i sit Brev, og som hun godt erindrede. — Uagtet jeg endnu havde et og andet at tilføje, maa jeg nu slutte, da Brevet skal afsted.
Din Fritz.

s. 51 Efterfølgende Regning er rigtig, uagtet jeg ikke vil svare for hver Mark og Skilling, hvoraf der gik en Del i Løbet til Drikkepenge og andre Smaaudgifter, som jeg ikke kunde opskrive.

Honorar til de 2 Læger ...................................... 100 Rbd.
— Mdm. Kjeldsholm ........................ 20 Rbd.
— Gangkonen ................................... 5 Rbd.

Udgifter ved Ligfærden at betale til Inspektøren .............. 11 Rbd. 2 Mk.

Til Præsten Hertz ........................................................... 15 Rbd.

Til Graveren ........................................................................ 5 Rbd.

Til Kantor og Syngedrenge .................................................. 4 Rbd.

Til Kisten ............................................................................. 25 Rbd.

Til Ligbærere og Graverens Pige ......................................... 1 Rbd. 3 Mk.

Mine to Reiser til Bidstrup d. 24. og 30.
Januar .................................................................................. 4 Rbd.

Følgets Reise til Roeskilde .............................................. 9 Rbd.

To Wienervogne til Bidstrup ................................................ 4 Rbd. 3 Mk.

Frokost og Middagsmad til Følget ........................................ 9 Rbd.

Drikkepenge til Kudske Piger og Portner. 1 Rbd. 4 Mk.

Naar du summerer alt sammen vil du see, at jeg har udlagt 215 Rbd. ialt i Anledning af Jettes Begravelse, og at jeg følgelig har 10 Rbd. i Depositum, naar de 75 Rbd., du sendte d. 7. Januar lægges til de 150, jeg modtog fra Liebenberg. Lad mig nu vide, om du er fornøiet med min Adfærd og min Honoreren af Lægerne. At jeg maatte give Følget fri Reise og fri Beværtning, var vel i sin Orden — ikke sandt? — Skriv mig snart til angaaende din Mening, om hvorvidt alt er gjort efter dit Ønske og ordentligt. —

Henriette Paludan-Müllers Gravsten findes endnu paa St. Jørgensbjergs gamle, ellers nedlagte og ryddede Kirkegaard.