Paludan-Müller, Frederik BREV TIL: Lind, Peter Engel FRA: Paludan-Müller, Frederik

Fra de næste syv-otte Aar foreligger ingen Breve. Længere Udenlandsrejser faldt i begges Lod. Paludan-Müller blev gift 1838, rejste derpaa i Tyskland og Italien indtil 1840, bosatte sig saa i København. Lind blev Kandidat i 1837, fik 1839 den teologiske Licentiatgrad for en Afhandling om Coelibatet og holdt 1840 som Privatdocent Forelæsninger paa Universitetet. Men samtidig droges han over mod det praktiske Kirkeliv, og sociale Interesser optog ham stærkt. Paa en Udenlandsrejse i 1843—44 studerede han saaledes særlig Fængselsvæsenet. Han vilde være Fængselspræst og han blev det.

I 1844 søgte og fik han først Stillingen som Præst ved Varetægtsarresterne (Domhuscapellet og Blaataarn) for senere paa Aaret at ombytte denne Stilling med Embedet som Præst ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset paa Kristianshavn samt ved Taarnene i Kastellet.

Han var da gennem en alvorlig Krise blevet en klar og afgjort positiv Kristen, og har derom aflagt et smukt Selvvidnesbyrd i sin Tiltrædelsesprædiken paa Tugthuset.

Prædikenen blev holdt over Matth. 24, 15—28 (Evangeliet til 25 S. e. Trin.). Efter at have talt om Guds Dom s. 59over Jerusalem og Guds Dom i Menneskenes Liv, der ogsaa har ramt Fangerne gennem den Straf og Prøvelse, der er kommet over dem, fortsætter han:

Selv dømt af Herren, hvis Naade har været stor imod mig, og oplært af ham til at agte paa hans Raad til Synderes Frelse, kommer jeg til Eder, for at arbejde paa, at den Dom, Herren har ladet udgaa over Eder, maa blive Eder til Velsignelse. Jeg er derfor kommen til Eder at prædike Omvendelse og Tro. Thi det gaar her som udenfor blandt dem, der ere frie: hos de fleste af Eder sover Aanden og kjender ikke sig selv og hvad der tjener til dens Fred; de Fleste af Eder ere bortvendte fra den Gud, med hvem der kun gives Forsoning ved Jesus Christus; de Fleste af Eder ere lænkebundne i den Sandselighed, fra hvilken der kun gives Forløsning ved Jesus Christus, for de Fleste af Eder er Ordet om den Hellig-Aands Gave en mørk og uforstaaelig Tale. I kjende kun det Sandse- lige, leve i det Sandselige og begjære kun Sandsens Lyst og Tilfredsstillelse. Og naar Apostelen Paulus kunde skrive til en christelig Menighed: Mange vandre saaledes, at de ere Christi Korses Fjender, hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er deres Bug, og hvis Ære er i deres Skjændsel — skulde da ikke disse Ord ogsaa kunne anvendes her? Skulde der ikke her findes dem, der ere nedsunkne i et Overmaal af Last, i en Sløvhed og Forhærdelse, der ikke er den almindelige Tilstand for syndefulde Mennesker i christne Folkeslag? — Jeg troer det. Men jeg veed ogsaa, at Sorg og Modgang blødgjør Hjertet, at Guds Domme forfærde Mennesket, at Nød lærer Mennesket at raabe til Gud, og jeg tænker derfor, at selv den, der i dette Øjeblik spotter mine Ord, kommer engang imellem til at spørge efter den Usynlige, den Stærke, den Urandsagelige, kommer engang imellem til at sukke efter hans Naade, s. 60kommer engang imellem til at føle, at den største Ulykke i Livet er den, at være forladt af Gud. O, maatte det ofte ske! maatte han lære ret bittert at føle Verdens Tomhed og Sjælens Ufred og sin grændseløse Elendighed; maatte han lære ret inderligt at raabe til Gud og fordre ham op til Hjælp og Bistand — da skulde vi med hinanden velsigne den Herre Jesus Christus, der bød, at Omvendelse og Tro skulde prædikes for hele Verden.

Men jeg kommer ogsaa for at prædike Syndernes Forladelse. Thi naar den dømte har forstaaet, hvad Herren vilde med sin Dom, og i Ulykken er gaaet i sig selv og er kommen til at se, hvad han burde være og hvad han istedetfor dette er; naar han inderlig længes efter Fred i sin Sjæl og Tro paa Herrens Naade og Haab om det salige Liv; men ikke tør opløfte sine Øine til Herren, fordi Erindringen om hansMisgjerninger holder ham tilbage og fylder ham med Skræk og Afsky og bringer ham fortvivlet til at udraabe: Min Synd er større, end at jeg kan bære den — da lyder det salige Evangelium til ham om Guds eenbaarne Søn, der bar al Verdens Synd og hvis Blod blev udøst til Syndernes Forladelse. Ved Korsets Fod skal du afkaste din Byrde og udhvile din trætte Sjæl, du som lider og er besværet: der skal Lovens Torden forstumme, Dommen tages bort og Tro og Haab drage ind i din Sjæl: Tro paa en kjærlig Gud, der elsker dig, naar ingen Andre elsker dig, Haab om et saligt Liv, hvorhen han vil føre dig, naar Jordens Strid og Møie er endt. Og jeg veed, der gives dem iblandt Eder, der ere komne saa vidt; jeg veed, der gives dem iblandt eder, der have omvendt sig af et oprigtigt Hjerte og derfor have modtaget deres Synders Forladelse og ere Christne, ligesaagodt som nogen af dem, der ere frie. Du Mand i Fangeklæder, som elsker Jesus Christus og troer paa ham! Vel er du ikke s. 61kommen herhen som en af dem, om hvem vi læse, at de bleve forfulgte for Guds Riges Skyld. Men din Synd er afvasket, du er retfærdiggjort for Gud og optaget i de Helliges Samfund; du er elskelig og ærværdig for mig og alle Christne, fordi der skjuler sig et helligt Indre, en dyrebar Skat i det fornedrede Legeme. For dig er jeg ikke kommen at prædike Omvendelse, men Helliggørelse, at du maa staa fast i det begyndte Gode, altid holde dig nær til Gud, daglig gjøre et Skridt fremad og opføre dig saaledes, at det evige Livs Kræfter ved dig maa aabenbares for de Andre. Og jeg kommer ikke blot for at prædike for dig, men ogsaa for at opbygge mig med dig; thi det er ikke godt for et Menneske at være alene; ogsaa jeg føler Trangen til et saligt Samfund; ogsaa jeg maa have nogle, der tale Troens Ord til mig, ved hvem jeg kan opbygges, paa hvem jeg kan tro, over hvem jeg kan glæde mig. Og jeg vil række dig min Broderhaand og bevise dig Venskabs Gjerning og være dig en Støtte og Styrke i Livet, hvor jeg kan.

Thi jeg kommer ogsaa med et kjærligt Hjerte. Det skylder jeg at sige Eder nu i Dag, da jeg tiltræder mit Embede. Fra min Barndom af blev jeg bedrøvet, naar jeg saae Mennesker med blege Ansigter og forvildede Blik og lasede Klæder, og fra den Tid af, da Gud ved Jesus Christus kaldte mig til sig, og jeg omvendte mig til ham og blev et lykkeligt Menneske, fra den Tid af stræbte jeg at virke for Troens Udbredelse, men helst blandt dem, der var forstødte af Andre og ikke blot vare aandelig, men ogsaa timelig ulykkelige; og af alle Præsteembeder vidste jeg intet, jeg hellere vilde have end dette, jeg nu har opnaaet. Man har sagt mig, at det var et utaknemligt Embede, at de Fleste af Eder var fulde af Løgn og Hykleri, og at jeg snart vilde blive kjed deraf. Det vil nu vise sig, mine Brødre ! jeg troer det ikke. Thi jeg troer om Guds s. 62Ord, at det har Magt til at trænge ind i Sjælens Inderste, naar det reent og rettelig forkyndes; jeg troer paa Jesu Christi Kjærlighed, at den har Magt til at gjøre Underværker, Magt til at oppuste Aanden, der er nær ved at slukkes, Magt til at vække nyt Liv for den Haabløse, Fordærvede og Ulykkelige; jeg veed desuden, hvad mit Kald paa Jorden er og agter at bære det Kors, som Herren maatte ville paalægge mig; og hvis nogen troer at kunne bedrage mig ved sledske Talemaader, da vil han i de fleste Tilfælde tage fejl, thi jeg kjender Troens Blik og Dydens Væsen. Dog siger jeg til Eder Alle paa denne Dag : tag med Velvilje mod en Mand, der kommer til Eder med Kjærlighed — o, gid jeg kunde sige til Eder: Tager med Velvilje imod mig for Jesu Christi Skyld — da hørte I med til dem, som Herren priser salige.

Men du, min Herre, i hvis Frygt jeg fra Barndommen af blev opdragen, du, som siden drog mig til dig, saa at jeg med Frihed hengav mig til dig, dig priser jeg paa denne Dag, at du omsider og dog saa tidlig har ført mig paa dette Sted. Herre, du har været naadig mod mig; du har lagt din Velsignelse til min Gjerning i Livet, du har opfyldt ogsaa de Ønsker, som jeg ikke vidste, om jeg turde frembære for dig. Og nu du paa saa naadefuld en Maade har beskikket mig til dette Embede, vil du vedblive at velsigne min Gjerning? vil din Naade fremdeles ledsage mig? Herre! See de mange, der her ere samlede! Oplad deres Øren for den sande Viisdom, lad din Fred komme til deres Hjerter, lær dem at troe, lær dem at haabe, da velsigner du mig! og bevar mig i Troen paa dig ved din eenbaarne Søn, Jesum Christum, vor Frelser, lær mig at gjøre Fremgang i Kjærligheden og Intet tilsidst at begjære uden dig og dit evige, salige Rige, da velsigner du dem! Amen. —

s. 63Saadan var den Mand, som Paludan-Müller allerede i 1837 kaldte sin Ven, og med hvem — hvis Forbindelsen nogensinde har været sluppet — han i hvert Fald tog den op, efter at Lind var blevet Præst.

I en lille udateret Billet fra denne Tid (skrevet paa et Visitkort) beder Paludan-Müller om, at Lind vil komme og fortælle ham noget om hans Færd overfor Fangerne.

Kjære Lind!
See engang
Til mig ind!
Jeg har Trang
I mit Sind
til med Dem at tale;
til at høre Dem udmale,
hvordan vel tilværks De ganger
med de kjære Rasphusfanger
for at bøje Dem til Anger.
Deres Sanger

P. S. Glædelig Jul.
Fr. Paludan-Müller.

Vi ved af det foregaaende, hvad Lind i Hovedsagen derom har haft at sige.