Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Engel Lind FRA: Frederik Paludan-Müller (1861-01-24)

Efter de lange Sygdomsaar kom der for Paludan-Müller Aar med andre Sorger. Døden tog nogle af dem, der stod ham nærmest (Fr. Lange, S. 201 f.). Under disse Indtryk af Dødens Magt skriver Paludan-Müller i Begyndelsen af 1861 *) følgende Brev.

Kjøbenhavn, d. 24. Jan. 1860

Kjære Pastor Lind! Nu tør jeg ikke længere opsætte at takke Dem for Deres lille Nytaarsepistel, at De ikke skal ansee mig for en utaknemmelig Slyngel. Altsaa — oprigtig Tak for Deres saa hjertelige og venskabelige Hilsen paa Aarets første Dag! Min Kone og jeg saae virkeligt i Tankerne venligt s. 79 paa Dem, da jeg læste den høit. Modtag nu ogsaa fra os et velment Ønske om et glædeligt og lyksaligt Nytaar for Dem og Deres Familie. Maatte Aaret bringe Dem, hvad De maatte ønske, og intet røve Dem af, hvad der er Dem kjært!

De nævner Frøken Christiane Mylius som et af de Offre Døden ifjor krævede af os begge. Ja vistnok var hun mig kjær, og var især bleven det de sidste Aar ved den Indsigt, jeg havde erholdt i hendes kjærlighedsfulde Sind, og hendes ædelmodige Handlemaade mod Andre; thi personlig har jeg kun kjendt hende i hendes første Ungdom. Muligt derfor ogsaa, at hun for Dem og andre af hendes Bekjendte staar i anden Belysning end for mig, og at De ikke er bleven den Skygge vaer, hvoraf jeg i mit Vers, lader hende træde frem — dog var den der sikkert. Forøvrigt har Aaret 1860 helt igjennem for mig været et Sørgeaar og Døden har ret meiet blandt den lille Skare, jeg personlig kjendte. Næsten alle, der med Hensyn til Alder stod i første Række, ere nu borte, og jeg selv med mine Nærmeste rykke frem, for at udfylde Brechen. Nu — derover klager jeg ikke for mit Vedkommende, det er den menneskelige Lod, og deri ligger ogsaa den egentlige Trøst, naar man mister dem, man af Hjertet holder af. — Det er forresten forbausende — mig idetmindste har det tidt forbauset — hvor stor en Rolle Døden spiller i ens Liv, jo længere man rykker frem paa Banen. Det er som ved Solformørkelse, hvor tilsidst, som jeg selv har oplevet det, de 11/12 Dele af Solskiven kan fordunkles, saa alt omkring antager et trist og uhyggeligt Udseende. Denne Formørkelse vil bestandig være i Stigen, til man faar Døden kjær, og har lært den Kunst, at gjøre sig Fjenden til Ven. —

Det er, som De siger: der blev ifjor intet af Besøget i Sæby, og det uafladelige Regnveir bærer virkelig en stor Del af s. 80 Skylden derfor. Maatte iaar nu blot ikke en fjendtlig Hær af Preussere lægge sig imellem Tidssø og Esromsø og gjøre et bestemt Forsæt til Intet!

Hvor det fornøiede mig at høre, at De og Deres Kone og Børnene trives paa Sjæl og Legeme, og ere raske og glade. Det sidste er saa sjeldent at høre i vore Tider, hvor Glæden næsten er bleven kontraband Vare. Gjem Skatten forsvarlig, om ikke paa Kiste- saa paa Hjertebunden, hvor som bekjendt Møl og Rust ikke have hjemme og ialfald kun Hjertetyve kunne trænge ind. Har De nogen af dem i Deres Sogn? Hvis saa er, da hav et Øje paa Fingrene, paa Skatten og paa Præstegaardens Fruentimmer — det sidste dog mellem os!

Nu Farvel, kjære Pastor Lind! Baade min Kone og jeg hilser Dem og Frue paa det venligste. Vi leve ved det Gamle og mit gamle Hoved forekommer mig Gudskelov ikke slet saa skjørt som for et Par Aar siden.
Deres oprigtig hengivne
Fr. Paludan-Müller.

P. S. NB. Verset over Tryde (i Fædrelandet) var af min Broder, hans Svigersøn, og ikke af mig!