Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Engel Lind FRA: Frederik Paludan-Müller (1868-04-25)

Khvn., d. 25. April 1868.

Kjære Pastor Lind!

Først nu kan jeg takke Dem for Deres venlige Brev fra Paaskeugen — man tør jo ikke mere sige den stille Uge, saasom vor velvise Rigsdag har slaaet en Streg over denne Stilhed s. 87 og fundet for godt at Larmen uforstyrret skal vedblive, om ikke til Guds Ære, saa til Menneskenes Fornøielse, eller rettere Distraction. Her i Byen var virkelig ogsaa, lige til Skærtorsdag, en saa vedvarende Musiceren og Komediespillen, Jubileren og Dandsen, at Rigsdagens Medlemmer vist vilde havt deres Glæde derover, havde Pluraliteten af dem ikke været paa Feriereise hjem, til deres Lammesteg og Paaskeæg. Men, for at komme til Brevet fra Langfredag, da var det mig især derfor saa kjært, fordi det viste mig Deres venskabelige Sindelag, og Deres Lyst til at gjøre mig en Fornøielse. Hvad den unge Mand angaaer, hvis Ord om »Adam Homo« De anfører, da troer jeg snarere, at den Indvirkning paa hans aandelige Livsudvikling, som han tillægger Bogen, mindre skyldes den end den Gjæring, hvori han da selv befandt sig. Naar jeg skal dømme fra mig selv, da forekommer mig Bøgers opdragende Magt ikke at være synderlig stor — jeg undtager dog det nye Testamente, hvis stadige gjentagne Læsning virkelig har en skabende Kraft — og det er egentlig Livet selv, som maa kaldes Opdrageren. Hvad der af Bøger bliver hængende fast, er egentlig kun det, man forud sympatiserer med; men Opdragelse er foruden en Anvisning en bestandig Corrigeren, og den finder man sig kun i af Nødvendighed. Ikke Bøgerne men Livet raader over denne Klemme. Hvorom alting er, saa er det altid behageligt at høre, altid glædeligt at erfare, at ens Bestræbelser bringe Frugt; selv om Frugterne mere skyldes Omstændighederne end Bestræbelserne, og den unge Gartner vil altid blive mig i kjær Erindring. At han, som De siger, hører til Almueklassen, maa jo ved denne Leilighed snarere hæve end forringe ham, og gjør kun Sagen mere interessant. Ogsaa for Dem, som har havt en saa stor Indflydelse paa hans Skjæbne og nu har saa stor en Part i hans Fortrolighed, maa s. 88 jo denne unge Mand være til megen Opbyggelse. Saaledes har De vist Flere — maaske Mange — af hvem De nu høster Glæde, for tidligere Bekymringer og Anstrengelser? —

Men hvad siger De som Præst til alt vort geistlige Virvar. Deraf høster De vist ikke (ligesaalidt som jeg selv) nogen Glæde. Det forekommer mig mangengang høist forunderligt, at Ting som for mig ere soleklare, for andre kunne være usynlige eller vise sig under en ganske modsat Belysning. Saaledes formaaer jeg ikke at see andet, end at Loven om Valg- eller Frimenigheder — istedetfor at være (som mange antage) en Styrke for Kirken og Menighedslivet, er en Begyndelse til Opløsning, først af Menigheden og saa af Folkekirken. Jeg synes, at i Tider, hvor Vandene ere saa rørte, burde alle fornuftige Folk snarere bidrage til at formindske end formere Oprørtheden; thi hvem glæder sig over dette Røre? Sectstifterne og fremfor alle Katholikerne, der Dag for Dag gjøre flere Proselyter. Omvende vi os ikke fra vore Splidagtigheder, kunne vore Efterkommere endnu opleve at see Landet som katholsk, eller i hvert Fald Folkekirken opløst — dog, nok herom! Hvem kan standse Sisyphus’ Steen, eller som Atlas bære Himmelkuglen? Jeg ikke! —

Venlig Hilsen til Deres Frue og Børn fra min Kone og mig. Og hvad Dem selv angaaer, da er det ikke blot Dem, som tænker paa mig, men ogsaa De var i mine Tanker paa Deres Fødselsdag, om jeg end ikke som Gartneren sendte Dem Blomster. Jeg skriver stadig — naar jeg er oplagt, vel at mærke — paa Fortsættelsen af I. L., der vil blive en tyk Bog og komme til at indeholde mange Narrestreger.

Vale et me ama!
Fr. Paludan-Müller.

s. 89 Det foreliggende Brev afgiver et smukt Eksempel paa Paludan-Müllers Beskedenhed overfor rosende Omtale af hans Arbejder, jfr. Fr. Lange, S. 234 f.

I og for sig er der vel intet urimeligt i, at Adam Homo maatte kunne faa Indflydelse paa et Menneskes Livsretning. Men Paludan-Müller siger paa sin Maade et »soli deo gloria« og giver Palmen over til det Nye Testamente. Vi har her en tydelig Bekræftelse paa, at Paludan-Müller nærmest var »Skriftteolog«. Det grundvisse har formentlig for ham været Kristus i Skriften, jfr. »Den virkelige Fr. Paludan-Müller« S. 44 og »Paludan-Müller og Martensen«, S. 45. Derimod har han staaet med Kritik overfor den grundtvigske Opfattelse af Menigheden som Troesautoritet og i den Sammenhæng kunnet bruge saa stærkt et Udtryk som »det med Menigheden er noget Vrøvl«. Her var vistnok en Differens mellem Paludan-Müller og hans Brødre. Broderen Jens var stærkt inde i de grundtvigske Tankegange, og Broderen Caspar synes heller ikke trods sin bestandige Beskæftigelse med Skriften helt at kunne slaa sig til Ro med Skriften som eneste Autoritet. Jfr. Citaterne hos Ellen Jørgensen, S. 430 f. »Kirken alene er det, som bærer de Troendes Overbevisning om Guds Rige,« saaledes udtaler han sig i »Kirkeligt Maanedsblad« 1867 som »En af Menigheden«.

Men dette vil ikke sige, at Fr. Paludan-Müller var ukirkelig. Tværtimod, vi ser her i Brevet hans varme Kærlighed til den danske Folkekirke. Paa dette Punkt staar han ganske som Broderen Caspar. Hvor varmt havde ikke Caspar Paludan-Müller udtrykt denne sin s. 90 bekymrede Kærlighed til Folkekirken Aaret forud! »Staar den danske Folkekirke da for Fald? Det synes næsten saa; de larmer jo om den, i den, mod den; de rive Sten efter Sten ned fra Murene og bryde Hul, hvor de kunne, medens dens Hænder holdes bundne, saa at den ikke kan værge sig. Kun med Uro og Frygt kan man se Folkekirkens mislige Stilling. Dog vilde der ingen Fare være, dersom den tredje Trosartikel havde noget Liv i Menigheden, men denne Kulde, denne Lunkenhed for Kirkens Forsvar! Det er, som vilde menige Christne her i Landet ikke vedkjendes Folkekirken, som vilde de lade Gejstligheden kives om den, medens de selv gik til deres Handel og Vandel. Havde jeg Stemme til at blive hørt, vilde jeg raabe mine Landsmænd op til Forsvar for Folkekirken: Lad den ikke falde, lad ikke Præsterne staa ene i Kampen; Striden om Folkekirken er ikke Standskjævleri; det gjælder menige Christne paa: faldt den Kirke, der hos os knytter Folket til Gud og holder hans Lov og Evangelium opret, vilde Ingen faa det smerteligere at føle end det danske Folk« (Ellen Jørgensen, S. 389 efter Stykket i »Kirkeligt Maanedsblad«, I (1867), S. 103, underskrevet »En af Menigheden«).

Fr. Paludan-Müllers her i Brevet udtrykte Bekymring ved Valgmenighedslovens Vedtagelse viser ogsaa hans Samhørighed med den konservative, Mynster-Martensenske Retning indenfor Folkekirken (jfr. »Den virkelige Fr. Paludan-Müller«, S. 35 f. og 41 f.). Hvor truende Fremtiden malede sig for mange, hvis Valgmenighedsloven blev vedtaget, kan ses af de store Anstrengelser for at standse s. 91 den, jfr. H. Martensen : Af mit Levned, III, S. 76 f. Heldigvis gaar det jo ikke altid saa galt, som Præsten prædiker eller Biskopperne spaar — den danske Folkekirke lever endnu — og har sikkert ikke mindre Livskraft end i 1868 — selv om Farerne heller ikke er mindre.

Som Brevet viser os Fr. Paludan-Müllers Forhold til Skrift og Kirke, saaledes ogsaa hans Forhold til Katolicismen og stadfæster saaledes, hvad jeg skrev herom i »Den virkelige Fr. Paludan-Müller«, S. 48 f. Med al sin Sympati for et og andet i Katolicismen har han dog ikke ønsket Katolicismen Fremgang, og Carl S. Petersens Ord (S. 25) om, at han ærede Katolicismen som den mest oprindelige og ægteste Kristendomsform, er derfor vel stærke. At der indenfor Katolicismen paa Punkter tværtimod kan konstateres en Depravation, et Frafald fra det oprindelige og ægte, viser de religiøse Betragtninger i »Adam Homo«, hvor Mariadyrkelsen ses som Udtryk for en Aandens Fordunkling.