I 1875 tog Peter Christian Kierkegaard, Søren Kierkegaards Broder sin Afsked fra Stillingen som Biskop i Aalborg. Den i Brev Nr. 10 omtalte Valgmenighedslov var forelagt af ham som Kultusminister d. 16. Decbr. 1867. Dog var det ikke ham, der gennemførte Loven; thi paa Grund af den stærke Modstand mod Lovforslaget opgav han 6. Marts 1868 sin Ministerportefeuille og vendte tilbage til Bispegaarden i Aalborg, hvor han havde været siden 1855.
s. 95Til hans Efterfølger udnævntes P. E. Lind — og straks efter at have erfaret dette skriver Fr. Paludan-Müller sin Lykønskning, saa at den kommer som den første til Præstegaarden i Sæby (se Begyndelsen af næste Brev).
Fredensborg, d. 7. August 1875.
S. T. Hr. Licentiat i Theologien
Biskop P. E. Lind.
Kjære Lind! Min gamle prøvede Ven ! Om ogsaa kun med et Par Ord maa jeg dog strax — nu da jeg har læst Deres Kaldelse i berlingske Tidende — lykønske Dem til Deres nye Stilling. De er bleven Biskop i Aalborg og saavel Geistligheden i dette Stift, som Dem selv, lykønsker jeg til det Valg Autoriteterne have truffet. Geistligheden vil i Dem have en ligesaa indsigtsfuld som human Foresat, og De selv vil af Deres Censorstilling ved Universitetet vide, hvad De kan fordre af Aspiranter og Candidater, der formodentlig ikke ganske er det Samme, som da De tog Attestats. De har jo som Præst vedligeholdt Deres Kundskaber og bevaret Deres Interesse for Kirke og Menighed usvækket, saaat om endog Kierkegaard staaer over Dem i Lærdom, vil De med Deres store practiske Sands, og med den Ro og Besindighed, som altid har udmærket Dem, sikkert kunne blive til fortrinlig Støtte for Kirke- og Menighedslivet i disse bevægede Tider. Biskopsværdigheden har De desuden længe havt, saa De aldrig vil kunne gjøre Embedet tilskamme. Nei! at De selv og den danske Folkekirke vil høste Gavn og Ære af Deres Forfremmelse, derom er jeg fuldkommen overbeviist, og derfor kan jeg ogsaa af Hjertet gratulere Dem.
Ogsaa hvad det selskabelige og huslige Liv angaar, troer jeg, at baade De og Deres ærede Frue ville finde Dem tilfreds s. 96i Aalborg, der virkelig i mange Henseender er en interessant By med en pikant Omegn og med Indvaanere, der godt kunne maale sig med andre Stiftstæders. De har jo desuden gamle Venner der i Stiftamtmand Dahlstrøms, og naar geistlig og verdslig Øvrighed holde sammen, maa den gode Tone i Byen vel kunne holdes vedlige og (om nødigt gjøres) forbedres. Altsaa ogsaa i denne Henseende lykønsker jeg Dem og Deres Hustru, som sikkert ikke vil føre et saa passivt Liv som den forrige Biskopsfrue, der jo tilbragte sin meste Tid i Sengen.
Min Kone, der ligesom jeg, et Par Gange har været i Aalborg, sender ligeledes sin Gratulation til Dem begge. Medens De nu have det store Flyttearbeide for, leve vi stille her i Fredensborg og søge i den gode Natur Hjælp for vor Skrøbelighed. Jeg synes at jeg dog saa ganske smaat begynder at komme til Kræfter, skjøndt der endnu mangler meget i en fuldkommen Helbredelse. Skade at Deres Portviin ikke var udødelig, nu maa jeg nøies med Vinhandler Luplaus og den frier mig vist ikke fra en lang Convalescence.
Her ligger i Aar en Mængde Sommergjæster, deriblandt Geheimeraadinde Ørsted og hendes Datter Mathilde, med hvis Helbred det desværre seer maadeligt ud. Hun fortalte mig igaar Deres Udnævnelse, da jeg mødte hende i Haven, hvor hun blev kjørt (det vil sige af en Mand skudt foran) i en lille Vogn. Nu Farvel kjære Ven! Gud bevare Dem indtil Enden.
Deres bestandig hengivne
Fr. Paludan-Müller.