Danmarks Breve

Ved Universitetets Reformationsfest ...

Ved Universitetets Reformationsfest Onsdag d. 17. Novbr. 1875 holdt Matematikeren Prof. Adolph Steen en Festtale, der satte mange Sind og Penne i Bevægelse, idet Talen dels udtrykte en stærk Tro paa Videnskabens Evne til at løse alle store Spørgsmaal for Menneskene, dels indeholdt en Brod mod Teologiens og det teologiske Fakultets Hjemstavnsret ved Universitetet. Talen, som Prof. Steen lod trykke i »Det nittende Aarhundredes« s. 104 Januarhæfte 1876 fremkaldte stærke Protester fra kirkelig Side, dels anonymt (»Fædrelandet« 22—11—75), dels under Navn. Den 6te Januar skriver Prof. Fr. Hamme- rich samme Sted en harmfuld Artikel mod Prof. Steen, og det afsløres, at Fakultetet har meddelt Konsistorium, at hvis nogensinde en saadan Tale skulde blive holdt ved en Universitetsfest, saa gaar Fakultetet sin Vej under Talen (Nr. for 17—1—76). Den 19de tager Redaktionen Standpunkt mod Prof. Steen under Henvisning til Grundlovens § 3, og sidst i Maaneden (Nr. for d. 26de og 27de) rykker Biskop Monrad frem og ender med at spørge: hvilken Tro vil man vælge? Troen paa Fremskridtet, Videnskaben og Friheden eller Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden? »Hvilken Tro giver Sjælen Styrke til at kæmpe mod de onde Tilbøjeligheder, Kraft i Modgang, Ydmyghed i Medgang, Trøst i Sorg, Glæde i Død? For os staar det som utvivlsomt, at det er den gamle Tro. Den staar tilbage for os som det bedste Værn for Menneskeslægtens Fremskridt, Folkenes Frihed, Videnskabernes Blomstren.«

Dette Synspunkt, at det er Tro, der her staar mod Tro, udvikles saa videre af Thomas Rørdam, den Gang Sognepræst i Nordrup (5—2—1876), og det paa en baade rolig og overlegen Maade.

Prof. Steen har erklæret, at han tror paa Videnskabens Magt til at klare alle aandelige Spørgsmaal, ogsaa dem, som den kristne Tro drejer sig om, Spørgsmaalene om Gud og Mennesket og disses indbyrdes Forhold. Men har han Ret dertil? Det er jo dog en Kendsgerning, at hidtil s. 105 har Videnskaben ikke løst disse Spørgsmaal. Og deri er der ikke noget mærkeligt ; thi af de to Faktorer, hvorom alle religiøse Spørgsmaal drejer sig, nemlig Gud og Mennesket, existerer den første endnu slet ikke for Videnskaben, og det sidste (Mennesket) kender Videnskaben kun som et Problem. Om Mennesket er en blot fysisk Organisme, et forædlet Dyr, en mægtig Aand eller maaske Gud selv, herom har Videnskaben Gætninger i Mængde, men intet er bevist. Hidindtil har Videnskaben paa dette Omraade kun vist sin Afmagt. Og dette erkendes ogsaa af den frie Tænknings Mænd.

»Kampen paa dette Omraade staar derfor paa ingensomhelst Maade, som Prof. Steen antager, mellem Videnskaben og Troen; nej den staar mellem Tro og Tro. Dette maa hævdes, og det kan heldigt nok hævdes med Professorens egne Ord, thi han erklærer jo selv, at han »tror paa« Videnskabens Magt til at klare den Slags Spørgsmaal. Dette Udtryk maatte han bruge, naar han vilde udtrykke sig korrekt; thi her kunde han ikke tale som Videnskabsmand, som den, der har fast Grund under Fødder, nej her maatte han tale som Troende.«

Professor Steen har dermed selv overskredet Videnskabens Grænser. Det kan han jo gerne gøre paa eget Ansvar; men han kan ikke forlange, at andre skal gøre det, kan ganske særlig ikke opstille den Paastand, at denne Tro er Betingelsen for at være Videnskabsmand. Thi det er meget uvidenskabeligt at forlange, at en Videnskabsmand skal tro paa noget, som ikke er bevist. Og »hvis alt uvidenskabeligt skal fjernes fra Universitetet, s. 106 som Prof. Steen foreslaar, saa vil Troen paa Videnskabens Magt til at klare de religiøse Spørgsmaal sikkert ogsaa komme til at fortrække, hvis det da skal gaa redeligt til«.

Efter at Th. Rørdam saaledes har slaaet Steen med hans egne Vaaben, gaar han over til at paapege, at der under de vekslende Kirke- og Læreformer dog findes en indre Troens Enhed, udtrykt i Troen paa Faderen, Sønnen og Aanden, som vi har det i de tre Trosartikler, og sluttelig hævder han, at paa Universitetet skal der være Plads ikke blot for den rene Videnskab, men for alt det, der har vist sig og viser sig mægtigt til at bære Menneskelivets aandelige Udvikling fremover, og da ogsaa for Kristendom og Teologi. —

Det er dette Standpunkt, der har Digterens Sympati.

Og saa er der i dette Brev endnu et Ord, der fortjener en Understregning:

»Alt er Gave«, siger Digteren; det har Livet indpræntet ham. Man har intet at kræve og kan kun sige Tak for, hvad man faar, og stræbe at forvalte det paa bedste Maade (jfr. Fr. Lange, S. 227: Tiden og Livet var kun betroet Gods, som det var Opgaven at forvalte til sidste Pund). Med dette Ord, der ikke er Livsfornægtelsens, men Livsbekræftelsens Ord, ikke Resignationens, men Troens (imod Sejr Kühle: Kilderne til Fr. Paludan-Müllers »Kalanus«, S.70), slutter Brevet og dermed denne Brevveksling.