Danmarks Breve

1. Det er vor Hæder og vor Pryd, At ...

s. 99 1.

Det er vor Hæder og vor Pryd,
At Gud, som højt os stilled,
Med Tankens Lys og Talens Lyd,
Har skabt os i sit Billed.
Fornuftige og fri
Guds Billed ere vi,
Dets Herlighed er hans,
Det voxe kan i Glands
Og bliver aldrig gammelt.

Men dette Billeds Hylster her
Som Støvets Børn vi bære:
Støvbilledet, som jordisk er,
Som Tiden kan fortære,
Tilsidst i Jord lagt ned
Det præker Ydmyghed;
Skal det ej rent forgaa,
Vi frem det kalde maa,
I Mindet fast det holde.

2.

Sløret er faldet —
Atter staar vor Lærer
Nær ved sin Kirke, nær sit Hjem.
Medens han hisset
Vandrer forklaret,
Træder for os hans Billed frem.

Ja, det er Mynster,
Guds Ords Forkynder,
s. 100 Trøst har og Haab han Sjælene bragt.
Han, i hvis Taler
End os opbygger
Troens den stærke, levende Magt.

Ned fra hans Himmel
Kalder vor Tak ham ej,
Vær da, og Minde! Takkens Tolk.
Hvad han har virket,
Aldrig vi glemme,
Hold ham i Ære, Danmarks Folk!

Man ser, hvorledes Fr. Paludan-Müller her, ganske som i Sangene fra Begravelsen, hilser Mynster som sin Lærer, som Ordets Forkynder og den, der opbygger ved sin Tros stærke Magt.

Den samme Hjertets Taknemmelighed overfor Mynster har ogsaa Broderen Caspar givet Udtryk for i Anledning af Søren Kierkegaards Optræden (se en Artikel af ham i Berlingske Tidende 1854 n. 304, citeret af Ellen Jørgensen, S. 353). Harmfuldt protesterer han mod Kierkegaards Angreb paa Mynsters Minde: »At kalde det en Ulykke at være opdragen ved Mynsters Prædiken, det er at slaae alle dem i Ansigtet, der vide det med dem selv, at har et Christendomsfrø skudt Spirer i deres Hjerter, da var det under Paavirkning af dennes Prædiken. Blues Mynsters Fjende ikke ved uden al Motivering at kalde hans Prædiken en falsk Vexel — et Hykleri altsaa, saa skal det Vidnesbyrd staae lige imod, at den var et sandt, et vækkende, et frugtbart Ord, et Ord i rette Tid, fordi det s. 101 just kom paa den rette Tid, da der skulde tales ogsaa saaledes i den danske Kirke.«

»Ogsaa saaledes« siger Caspar Paludan-Müller. Lad Grundtvigianerne prise Grundtvig, lad andre berømme Kierkegaard — »ogsaa saaledes« skulde Guds Ord forkyndes i Danmarks Kirke for at naa Hjerterne og hjælpe Mennesker. Og har han ikke Ret?

Disse to fremragende Brødres Dom om Mynster og hans Betydning tynger stærkt i Vægtskaalen, naar Regnskabet skal gøres op i den gamle Strid Mynster-Martensen-Kierkegaard, og Fr. Paludan-Müllers Slutningsord i den sidste Sang: »Hold ham i Ære, Danmarks Folk!« er et alvorligt Memento overfor den bestandige Forherligelse af Søren Kierkegaard (Jfr. Forf.: »Paludan-Müller og Martensen, S. 122—135 og »Den virkelige Fr. Paludan-Müller«, S. 51—54).