Danmarks Breve

EFTERSKRIFT OM IDEEN I »TITHON« Jeg ...

s. 109 EFTERSKRIFT

OM IDEEN I »TITHON«

Jeg har i Fortalen til dette Arbejde udtalt, at Brevene til Caspar Paludan-Müller var af Betydning som Bidrag til Bestemmelsen af Digterens aandelige Habitus, og i den Sammenhæng peget paa »Tithon« og den Brug eller Misbrug, Professor Vilhelm Andersen har gjort af dette Arbejde. Inden jeg lægger Pennen, vil jeg gerne vende tilbage til dette Punkt og i Sammenhæng dermed prøve paa at bestemme Idéen i dette Arbejde, som Paludan-Müller selv satte særlig Pris paa. Lejlighedsvis har han jo endog udtalt, at han satte det højst i sin Produktion. Charlotte Bournonville har herom i sine Erindringer (S. 56 f.) fortalt følgende Oplevelse. »Fader *) holdt ikke af lange Bøger, og det var maaske kun Frygten for de 5 Akter, der gjorde, at han, som ellers aldrig havde Fordomme, ikke vilde lade sig bevæge til at læse »Tithon«, som jeg netop sværmede mest for af alle Paludan-Müllers Værker. Endelig gav Fader efter for mine evindelige Opfordringer, og en Dag ude i Slotshaven fik jeg Lov til at s. 110 forelæse ham hele »Tithon«. Fader var dybt bevæget og aldeles henrykt over dette herlige Digt. Paa Hjemvejen havde vi det Held at møde Paludan-Müller, og Fader faldt ham om Halsen og takkede ham, men var naiv nok til at fortælle, at det egentlig var mig, der næsten havde tvunget ham ind i denne storartede Nydelse. Paludan-Müller svarede: »Det var fornuftigt af Charlotte, da »Tithon« er mit bedste Arbejde og det eneste, som jeg selv er helt tilfreds med.«

Man kunde ønske denne Udtalelse nærmere dateret; thi at en Forfatter til en Tid anser et af sine Arbejder for det bedste, kunde vel forliges med, at han siden skiftede Mening eller skrev et nyt Arbejde, som han nu gav Førstepladsen. Men den lille Fortælling er alligevel betydningsfuld. Tithon maa paa særlig Maade have været Paludan-Müllers Hjertebarn, og vi kan i Tithon vente at faa noget, der kommer fra Paludan-Müllers inderste Sjæl og giver Udtryk for hans Livsbetragtning. Vi vil da ogsaa se, at alle Litterærkritikere, der beskæftiger sig med Paludan-Müller, drager Tithon med ind under deres Betragtninger, uden at jeg dog kan sige, at nogen af dem helt tilfredsstillende har fremstillet Digtet Idé. Jeg maa da gøre mit Forsøg.

Vi begynder med at gengive Gangen i Digtet. Fortællingen er kortelig denne :

Den trojanske Kongesøn Tithon har ægtet den syttenaarige Elektra, men er trods al sin Lykke dog ikke glad. s. 111 Han er utilfreds med det gamle, kritiserer sin Tid og vil noget nyt. Saa bortføres han af Aurora, Morgenrødens Gudinde, til det himmelske Drømmeland, hvor han bliver hendes Brudgom, tømmer det Udødelighedens Bæger, som hun rækker ham, og gaar ind til Livsnydelsen paa Morgenrødens Ø.

Men heller ikke denne Tilværelse giver den fulde Mættelse, og da Tithon en Gang i Græsset finder en Ring, som han havde haft med sig fra Jorden, men som Aurora havde fjernet, bryder alle gamle Minder op:

Frem over hver en Dæmning Mindet bryder
Og af dets Væld mit Hjerte overstrømmes.
O, Gjensyns Glæde! O, mit Fædreland!
Mit Folk! Min Slægt! I Skikkelser, jeg elsked!
Laae I begraved’ i mit Bryst, og vaagner
I nu til Livet op?

Saa tiltvinger Tithon sig af Aurora Retten til at vende tilbage til sit Land. Tre Døgn giver hun ham og fører ham selv nedad mod Jorden.

Dybt betaget føler han Jordens Kulde og dens tunge Luft, der lægger sig som en Byrde over ham. Og dog kysser han den Jord, som han betræder; thi her er hans Fædreland og her er hans Minder, hans Folk, hans Slægt, hans Hustru. Nu vil han bekende for dem sin Uret og venter Tilgivelsen.

Men, ak, her møder den store Skuffelse ham. Ustraffet tilbringer man ikke Tiden i Drømmelandet. Mens han har været paa Morgenrødens Ø, er Aarene løbet paa Jorden. s. 112 Den store Krig har raset mellem Grækerne og Trojanerne. Troja er ødelagt. Fyrsteslægten dræbt, kun hans Hustru Electra, en gammel Hyrde og en Tjenestepige lever endnu paa Ruinerne, og Tithon selv er ældet. Og da hans Hustru spørger, hvad hans Skæbne var, klager han:

Gammel er jeg vorden;
Men ej jeg kjender, hvad det er at leve.

Og da hun vil spørge videre, svarer han:

Man ikke frem en Skygge,
Hvis Liv var kun en Drøm!

Kun kort Tid faar de gamle Mennesker Lov til at være sammen — saa dør Electra, og Tithon foranstalter hendes Baalfærd — en mægtig Scene, hvori Tilværelsens Tragik bryder frem, og hvor Tithon gør Oprør mod Skæbnemagterne, der først vildleder og saa straffer Menneskene. Saa vender han sig fra Livets Magter til Dødens og kaarer Natten som sin Guddom,

Den gamle Nat, den milde som den strenge,
For hendes Guddom kun mit Knæ jeg bøjer.

Hende hilser han som sin Befrier; thi gennem Natten og Gravmørket dæmrer Haabet:

Der kommer hun, svøbt i sit dunkle Slør!
Ei som de falske Guder kommer hun
Med Larm og Glands; hun kommer taus og stille,
og eensom paa sin Vej hun skrider frem.
Hun lokker ingen i sit Tryllenet,
s. 113 Og daarer troløs ei med gyldne Løfter,
Men hvad hun modtog, trofast hun bevarer.

Dog — saa hurtigt gaar det ikke at blive gemt i Natten. Aurora, Morgenrødens Gudinde, finder Tithon slumrende paa den nøgne Jord og fører ham tilbage til sit Rige, hvor hun haaber, han skal forynges i Æterhavets Bad.

Men da Tithon lukker sine Øjne op, udbryder han i Klager og Forbandelser over Aurora og Skæbnen:

»Ja, for mit hele Liv du mig bedrog!
Men her jeg kræve vil dit Rov tilbage:
Hvor er den Skjæbne, hvorom ung jeg drømte,
Og hvor de lysende Bedrifters Krands?
Hvor er den Fryd, mit Huus bevared til mig?
Den Glæde, som mit Hjem mig skulde bringe,
I trofast Sammenhold med al min Slægt?
Hvor er den Bistand, som af mig de vented?
Den stolte Heltedaad, som fra min Skulder
Ansvaret vælte kan for Trojas Fald? . . .
Alt har du røvet! Du mit Liv har stjaalet!
Ikkun en Drøm du i Erstatning gav mig,
Og Døden har som Ret jeg kun igjen.«

Og end ikke den Trøst faar han Lov til at beholde. Han har jo drukket Livets Drik af Udødelighedens Bæger og har kun at se hen til et evigt Kredsløb i Morgenrødens Rige.

Saadan ligger han paa sit Leje og visner hen. Dø kan han ikke. Fornyes og helbredes kan han heller ikke.

Da kommer Aurora en Dag til ham med det andet Bæger, som engang af Gudernes Fader er givet hende s. 114 sammen med Udødelighedsbægeret, et Bæger »med Trøst for hver en Livets Bitterhed«. Længe har det staaet gemt og glemt i en Krog.

Henrykt griber Tithon Bægeret og aner Befrielsen.

O, skjønne Bæger! Skat, saa dyrebar,
At ingen anden tør med dig sig ligne!
Tag du mit sidste Kys, og bring fra Lyset
Mig ind i Skyggen af den stille Nat.

Saa tømmer han Bægeret, Dødens Bæger, Bægeret med Trøst for al Livets Bitterhed, og »hans Legeme« (mærk vel: ikke han selv) synker sammen som Støv.

Thi endnu er der en flygtende Menneskesjæl, der befriet fra Legemets Fængsel og Jordelivets Kredsløb kan udbryde:

O Nattens Haab! saa dybt og rigt som Mindet.
og sende Aurora et sidste »Farvel!«.

Og hvad er saa Meningen?

Paludan-Müller selv maa ikke have ment, den var saa svær at faa fat paa. I Dedikationen til Christian VIII siger han, at Digtet indeholder en Tanke, der ikke blot bor i Oldtidsdybet, men kan findes paa Tidens Strøm ɔ: en Tanke af almengyldig Værdi.

Og denne Tanke ligger da heller ikke langt borte. Den store Modsætning i Tithon er Livet i Drømmelandet hos Aurora og Livet paa Jorden med dets Strid og dets s. 115 Sorger. Tung er Jordens Luft — og dog, her paa Jorden udspilles de store Skæbner, her faar Tilværelsen sit dybeste Indhold. At flygte til Morgenrødens Drømmerige er at bedrage sig selv og andre for sit Liv. Livet skal ikke leves æstetisk men etisk.

Hvorledes der paa Paludan-Müllers Tid kunde være al Grund til at prædike dette, er udført af Georg Brandes (Samlede Skrifter, II, 188 f.).

Der var, siger Brandes, i Datidens Danmark sket en almindelig Udvandring ud af Virkeligheden, og Digteren fandt sig i Morgenrødens Rige i det talrigste Kompagni. »Det var vort saakaldte »æstetiske« Tidsrum og talrige var de, der som den unge Æstetiker i Kierkegaards Enten-Eller forflygtigede den hele Virkelighed i et overjordisk oversanseligt Fantasteri. Dette giver Anledning til et Omslag i Paludan-Müllers digteriske Stræben. Han standser midt i sin Virkelighedsflugt og tager Retningen tilbage til Jorden. I Digtet Tithon udmaler han Livet paa Morgenrødens Ø, ved Æterhavets Kyster, hvortil Auroras Kærlighed har hævet Tithon. Det er et Liv som Rinaldos i Armidas fortryllede Haver, en Eksistens, hvor et Rosenslør har lagt sig omkring Alt, over Himlen som om de skønne Kvinder, et Liv med Sang og Bægerklang, Elskov og Musik og Sejladser paa Æterens Hav i evig Ungdom og under et evigt Foraar. Og dog er dette Liv aldrig aandløst, dets Nydelse aldrig lav, men altid salig. Det er beslægtet med det Liv, om hvilket Hauch og saa mange andre ædle Sværmere i Slægten drømte, og som han skildrede, da han sang om Mælkevejens Hav, hvor »de s. 116 forløste Aander glider saligt drømmende uden Angst og Sorg med Udødelighedens Glans i Øjet gennem ubekendte Verdener«; det er det Nydelsens Alibi, den Andenstedsnærværelse, som Bødtcher ligesom saa mange af Slægten søgte i det Ophold under Italiens Sol, der optog deres bedste Aar; det er den evige Ungdom og det aldrig endende Foraar, som Christian Winther og Andersen og alle de i Slægten, der som de ikke vilde ældes, formaaede at fastholde og fremtrylle. Men det er Paludan-Müllers Storhed som Aand, at han lededes ved dette Liv og denne Skønhed. Han digter, at midt under al denne Svælgen i Lykke, fortæres Tithon af Længsel efter sit Land, sin Slægt, sit Folk, efter den hele uideale Virkelighed, han engang saa gerne havde forladt. Og det er visselig ikke med Urette, han længes; thi intet Ringere end Priamos’s Tronbestigelse, Helenas Bortførelse, den tiaarige Krig, som Homer skulde besynge, og Tro jas sporløse Ødelæggelse er foregaaet, imedens han levede højt i Morgenrødens Skyland. Saaledes havde engang den franske Revolution udspilt sit hele storartede Drama, medens visse Folk sang Rahbekske Viser. Saaledes havde Kjøbenhavn spillet Privatkomedie under Slaget ved Waterloo og Danmark læst Heibergs Den flyvende Post under Julirevolutionen«.

Alt dette er jo meget illustrerende. Og dog er der noget, jeg savner paa dette Sted hos Brandes. Jeg savner en stærk Understregning af, at Tithon ligesom Adam Homo er Prædiken, Forkyndelse for andre. Paludan-Müller selv foretager ingen Vending i Tithon. Vendingen i hans eget s. 117 Liv er foretaget Aar i Forvejen. Det, Paludan-Müller vil, er at forkynde, som en almengyldig Sandhed, at denne Vending skal foretages. Og denne Vending er en eksistentiel Vending. Hvad Paludan-Müller forkynder er ikke blot et nyt digterisk Program: for Fremtiden vil jeg ikke digte om en mythologisk Drømmeverden, men om den reale Virkelighed i Danmark og København *) Naar Carl S. Petersen (Paludan-Müllers poetiske Skrifter i Udvalg I S. 21) . Det er ikke blot, som Brandes siger, et Omslag i en digterisk Stræben, som her markeres. Hvad Paludan-Müller prædiker er, at man skal leve i den reale Virkelighed og tage de Opgaver op, der er lagt hen til en, selv om de ikke smager. Og skal Digtningen tjene det virkelige Liv, vil den naturligvis ogsaa paavirkes deraf; men dette er ikke Hovedsagen. Og naar Vilh. Andersen derfor i sin Udlægning af Tithon bemærker (I, S. 157 f.), at det er muligt, at Paludan-Müller med Tithon har tænkt paa sin Samtids Poesi, men derimod sikkert, at han ved Tithon har tænkt paa sin egen Poesi og dens Forhold til Tiden, saa er jeg for mit Vedkommende ikke saa sikker paa dette. Tithon er ikke Billedet paa en Digtervirksomhed, der vælger sig nye Genstande til Behandling — men Tithon er Billedet paa et Menneske, hvis Liv skifter Retning. Jeg vil derfor hellere sige: at Digteren ved »Tithon« har tænkt paa sin egen Digtning er vel muligt, at han har tænkt paa et tilbagelagt Stadium i sit Liv er vel sandsynligt. Men Hovedsagen er ikke det individuelle, men det almene. s. 118 Sikkert er derfor kun et: at han tænker paa sin Samtids Liv eller paa Menneskelivet i Almindelighed og prædiker en Nedstigning for dette.

Om denne Nedstigning, Nedstigningen i Livet, er det, Kaalund har skrevet de kendte Linier:

Paa det jævne, paa det jævne!
— ikke i det himmelblaa —

Der har Livet sat dig Stævne,
der skal du din Prøve staa!

Alt, hvad herligt du kan nævne,
alt, hvad højt din Sjæl kan naa,
skal hernede paa det jævne
fast sin Rod i Livet slaa.

Og med rene Ord tilføjer Kaalund

Komme ned, — se det er Tingen! —

Om denne eksistentielle Nedstigning til Pligternes haarde Virkelighed er det, at Tithon handler. Den er det, som der sigtes til i den pragtfulde ofte fremhævede Strofe, hvormed Tithon hilser Jorden, efter at han af Aurora er bragt tilbage til den:

Tung er din Luft o Jord! Ned som en Byrde
Den falder paa mit Bryst og mine Lemmer,
Og som en Vægt, den tynger fast min Skulder.
Uvenlig er din Hilsen — kold og skarp
Du sender mig den barske Vind imøde,
Og i din Vinterdragt du har dig klædt.
Hvorhen jeg ser, er dine Marker øde —
Paa Træets Grene hænger Løvet gult;
s. 119 Dit Græs er vissent; med din Krans af Sne
Har alt den fjerne Bjergtop hist du smykket.
Vil du mig skræmme? Er saa streng din Mine,
Fordi jeg har dig svigtet og forladt? —
O, dig jeg hilse vil, min Fædrejord!
Med dette Kys tag mine Glædestaarer!
Er du end øde, dog mit Bryst du fylder.
Din Vinter gemmer dog mit Hjertes Vaar:
Mit Folk, min Slægt, min Hustru, som jeg glemte,
Bedaaret af en Guddoms stærke Glans.

Nu er det klart, at den, der vil prædike Omvendelse for andre, maa selv have omvendt sig (naar han da ikke er den syndfrie Frelser selv), og den der vil forkynde Nedstigning for andre, maa selv være steget ned.

Dette var jo ogsaa Tilfældet med Paludan-Müller, der kun gennem en dybtgaaende Krise var blevet til den, han var, og for saa vidt kan man sige, at han i Tithon har givet sig selv og, som Lange udtrykker det, i dette Digt har gydt sit eget Hjerteblod. Men derpaa at gaa videre og i Detaillerne at ville finde Paludan-Müllers Liv afbildet i Tithons eller Paludan-Müllers Refleksioner over sit eget Liv udtrykt i Tithons — det er at gaa ud paa gyngende Grund, og at udsætte sig for at blive hængende i Mosedynd, skabt af ens egne Fantasier.

Men saaledes er det gaaet Vilh. Andersen. For ham har det ikke været nok i »Tithon« at finde en Refleks af Digterens Omvendelse i Aarene omkring 1837, nej han s. 120 vil gaa videre. De Ord, som Digteren lægger Tithon i Munden, skal opfylde Digterens Sind, saaledes som det var i 1844, da han skrev Digtet. Og de Selvbebrejdelser, som Digteren lader Tithon udtale, overføres nu — sindrigt eller plumpt, ganske som man vil tage det — paa Paludan-Müller selv og benyttes til deraf at skabe en stakkels forkommen Skabning, der trods det Brud, han har foretaget, da han blev et kristent Menneske, dog aldrig er blevet glad. »Alt, hvad Tithon taler om sit forspildte Jordliv, er Suk i Suk af Digterens eget Hjerte: Ungdomsbruden, han har forladt, Sammenholdet med Slægten og Folket, som han har brudt, Dagens Byrde, han har kastet af sig.« Saadan sidder Paludan-Müller, da han skriver Tithon, og ruger over sin Fortid, føler sig (med sine 35 Aar) gammel uden at have kendt det at leve, »ensom i Morgenrøden som paa Jorden«.

Jeg har haft Adgang til at benytte et Eksemplar af Vilh. Andersens Bog, der har tilhørt en af de gamle i Slægten Paludan-Müller, som selv har kendt Digteren. Det er fyldt med Spørgsmaalstegn og Udstregninger paa mange Steder, men paa de to Sider, der skildrer Paludan-Müller som en Tithon Nr. 2 (S. 160 f.), staar nogle store Streger tværs over begge Sider, udslettende det hele.

Dette er nemlig en fuldstændig Fortegnelse af Digterens Billede. Lad mig i saa Henseende først henvise til Fr. Langes Karakteristik af Onkelen.

Som Motto for Skildringen af Digterens Manddom sætter han Eremittens Vers fra Adam Homo:

s. 121 Fuldt var mit Liv, mig Jorden kær;
Thi Himlen stedse var mig nær.

Digteren er ikke et Væsen, der føler sig hjemløs og fremmed baade i Himlen og paa Jorden ; men idet Himlen er ham nær, og den evige Verden er en Virkelighed, har han tværtimod ogsaa Fodfæste i den jordiske.

Men dernæst mener jeg i denne Sammenhæng ogsaa at kunne henvise til de ovenfor aftrykte Breve til Broderen Caspar.

Den Mand, der taler til os igennem disse Breve, er visselig ikke en Mand, der har Grund til at sukke over at have brudt Sammenholdet med Slægten og Folket og kastet Dagens Byrde af sig.

Med sin Slægt staar han i levende Forbindelse. Ja, da han giftede sig med Charite Borch, var hans Fader og maaske nogle andre Medlemmer af Slægten utilfreds dermed; men om noget Brud med dem var der ikke Tale. Og endelig var det jo da i Slægten, han giftede sig ind, en Slægtning, der viede ham, og baade han og Charite skriver lige før Brylluppet til Faderen (Brev 27. Aug. 1838).

Og hvad Bruddet med Fædrelandet angaar, er det ligesaa imaginært. Hvad var der at sukke over? Netop i Fyrrerne, ved den Tid, da Tithon er skrevet og udgivet, ser vi Digteren stærkt optaget af de politiske Forhold og med en bestemt Overbevisning om den politiske Friheds Nødvendighed, en Overbevisning, vi ser ham fastholde (Brev 25. Jan. 1848). Brevene fra disse Aar er skrevet af en Mand, der i højeste Grad føler Folkets Sag som sin s. 122 Sag; og den Mand, der i 1848 øver sig i Vaabenbrug, for i Nødsfald at kunne sætte sit Liv ind paa Fædrelandets Forsvar, har vel heller ikke skilt sin Sag fra Folkets *) .

Vilh. Andersens Billede af Paludan-Müller er altsaa ganske fortegnet. Det er et tendentiøst Misbrug, der her gøres af visse Momenter i Tithonskildringen for af den at opbygge den splittede Paludan-Müller. Men hermed er ogsaa Vilhelm Andersens »Metode« dømt. Ligesaalidt som Vilh. Andersen har Ret til at læse Paludan-Müllerske Selvbebrejdelser ud af Tithon, ligesaa lidt har han Ret til at benytte Digterens andre Arbejder paa tilsvarende Maade.

Hele Vilhelm Andersens Arbejde over Paludan-Müller er jo opbygget efter dette System. Overalt søges der efter Sammenhæng mellem Digterens egne Oplevelser og de af ham skabte Figurer. Overalt skal man i disse Skikkelser søge »Liv, der er forvandlet til Kunst«. Paludan-Müller er Kain og Paludan-Müller er Adam Homo. Paludan-Müller er baade Alexander og Kalanus, Paludan-Müller er Apollo i Dryadens Bryllup osv. osv. — og saa læser man en Række Selvbekendelser ud af disse Skikkelser og deres Ord og konstruerer sig derved en Paludan-Müller, hvis Aand bliver saa sammensat som en Harlekins Dragt. I hvert Fald flimrer det ganske for mine Øjne, s. 123 naar jeg læser denne Skildring af den »stærkt sammensatte Aand«, som Vilh. Andersen maler for os.

Imidlertid fastholder Vilh. Andersen selv i en Artikel i Berlingske Tidende 12—4—1924 (overfor mit Angreb paa ham i »Den virkelige Fr. Paludan-Müller«), at hans Arbejdsmetode er den rette, og at hans Bog om Paludan-Müller er en moden Frugt af denne: »Der hører Modenhed til at læse en saadan Bog, ikke mindre end til at skrive den. Jeg har ikke altid haft denne Modenhed, men jeg opfatter min Bog om Paludan-Müller ikke som min Kritiker som det grelleste, men som det skarpeste Udtryk for min Arbejdsmaade.« Til Trods for dette testimonium maturitatis faar det blive derved, at en Arbejdsmetode, der fører til saa gale Resultater som Vilh. Andersens, ikke kan være den rette.

Hvad Professoren iøvrigt i den Artikel fremfører for at afstive sit Standpunkt, mener jeg efter det nu fremlagte at kunne lade ligge, idet jeg iøvrigt henviser til mit Modindlæg i Berlingske Tidende 26—4—1924. (Jeg benytter Anledningen til at notere, at Udtrykket »Udødelighedstanken« tre Gange i Artiklen er fejltrykt paa meningsforstyrrende Maade).

Og saa tilbage til Tithon.

Vi har fundet Grundtanken: Lev ikke Livet æstetisk i Drømmenes Rige; men lev det etisk i den virkelige Verden ! Ellers bedrager du dig selv for Livets Rigdom !

Hermed kan vi dog ikke standse. Der er i Tithon saa megen Tale om Døden og Natten, og hele Tithon løber ud i en Dødsscene, saa at vi sikkert, naar vi vil have fat i Digterens Mening paa en eller anden Maade maa have Døden ind med i Digtets Ekstrakt.

Spørgsmaalet bliver kun hvorledes.

Her har Fr. Lange haft en sindrig Idé. Han gør Tithon til Led af en Trilogi, hvis andre Dele er »Dryadens s. 124 Bryllup« og »Abels Død«. Tilsammen skal disse tre Værker illustrere Dødens Væsen og dermed være en Slags Forarbejder til Adam Homo III.

»Ligesom Paludan-Müller før første Del af »Adam Homo« igennem Venus havde klaret sig Kærlighedens Væsen og Idé, saaledes galdt det ham nu at klare Dødens, det Maal, hvortil hans Helt med logisk Nødvendighed skulde føres. Og i tre skønne og dybsindige Studier — alle fremkomne i det ene Aar 1844 — fordybede han sig da med hele sin Sjæl i denne Tanke. I »Dryadens Bryllup« er det Naturvæsenets Opløsning i det rene Intet; i Tithon er det den hedenske Død, Livets Ophør i Fred og Hvile; i »Abels Død« endelig den kristelige Død, som Overgangen til det evige Liv, Livets Sejr over Døden. Ingen Lovgiver, der vilde klare sine Tanker fuldt ud, forinden han nedskrev Lovens strenge Ord, kunde gøre det med større Samvittighedsfuldhed end han.« »Men« tilføjer Lange, »har jeg betegnet disse tre Digte som Studier over Døden, saa skynder jeg mig at tilføje, at de alle tre desuden ere fritstaaende og selvstændige Digterværker, hvert for sig hørende til Paludan-Müllers mest fuldendte Værker« (anf. Skr. S. 131).

Vilhelm Andersen gaar videre paa den af Lange her anviste Bane. »Siden den afgørende Vending i hans Liv har han ligesom nu tilsidst i »Adonis« mest digtet om Døden: Endymions Nedgang til Skyggeriget, den lille Dryades Blomsterdød, Tithons Udfrielse af Tiden, Jammeren over Abels opløste Legeme, Kalanus’ Triumf paa Baalet, Ahasverus’ Asyl i Graven og — mellem disse s. 125 store Kartoner paa Gravkamrets Vægge — Adam Homo’s nøgne Lig, for hvis Skyld alle disse Billeder synes frembragt.«

Der er i dette noget rigtigt, men ogsaa noget skævt. Det er sandt nok, at Døden har optaget Paludan-Müller stærkt. For hans Øren har lydt et bestandigt: Memento mori! Her har han ærligt set Tilværelsen lige i Øjnene og ikke søgt at udsmykke den. Men Døden optog ham stærkt inden den afgørende Vending i hans Liv (se »Paludan-Müller og Martensen«, S. 80). Denne hjalp ham i Virkeligheden til en Frigørelse for Døden, hjalp ham, for at bruge Udtrykket fra Brevet til P. E. Lind af 24—1—1860 (1861), til at gjøre Fjenden til en Ven.

Nogen ensidig Beskæftigelse med Døden vil man derefter ikke finde hos Paludan-Müller. Han giver kun Døden, hvad Dødens virkelig er — og det er, naar man vil være ærlig, vel heller ikke saalidt. Der er hos Paludan-Müller ingen sygelig Stirren paa Døden — den kommer, men som et Led i en større Sammenhæng, baade fortil og bagtil. Hvad Rolle spiller Døden i Adam Homo? Ja, den kommer som det naturlige Punktum. Men noget særligt er der ikke gjort ud af den. Hele »Adam Homo« er ikke Fortællingen om et Menneske, der maatte dø, men Fortællingen om et forfejlet Menneskeliv, der ender med Døden — eller maa igennem Døden for at fortsættes og renses hinsidig. Det er derfor heller ikke let at indse, at Paludan-Müller skulde have nødig at gøre Forstudier til at skildre Adam Homos Død, saaledes som Fr. Lange tænker det. Det er, forekommer det mig at lægge altfor stor en Vægt s. 126 paa Dødsmomentet i »Adam Homo«. Heller ikke stemmer det med Langes Tankegang, at »Dryaden« oprindelig var tænkt som Forspil for en større dramatisk-mytologisk Composition (Paludan-Müllers egne Ord i Efterskriften til »Mythologiske Digte«, 1857, overset af Fr. Lange, hvis Betragtninger her derfor er ufyldestgørende). Men er Dryaden saaledes intet Forstudie til »Adam Homo« og ganske særlig ikke Forstudie til Behandlingen af Døden i »Adam Homo«, saa falder dermed den i og for sig smukke Tanke om en Trilogi af Forstudier og — for at komme tilbage til Tithon — heller ikke dette Arbejde skal ses som Forstudie til det store Epos.

Men ganske vist, der er i Tithon noget, som Digteren ønsker at sige os om Døden, ikke den hedenske Død (Fr. Lange) i Modsætning til den kristnes eller aabenbaringstroendes Død, nej, men om Menneskets Død, den Død, der er alles Skæbne, hvad Tro de saa i øvrigt har. Man kunde sige, det er Dødens Væsen, set indvendig fra Sjælens Standpunkt, som Paludan-Müller her søger at analysere.

For Paludan-Müller er der to Ting, der paa koncentreret Maade gaar sammen i Døden : Erindring og Haab.

Idet Mennesket nærmer sig Døden, stormer Erindringerne om det gennemlevede Menneskeliv ind paa Sjælen. Erindringerne ikke blot om de lyse og lykkelige Timer, men ogsaa om de beske og bitre, om Skuffelser og Prøvelser. Men i alt dette er der en underfuld Rigdom. Og idet nu hele denne Rigdom af Minder trænger sig sammen i Sjælen under Dødens Nærmelse, springer der ud af den s. 127 et Haab. Rigdommen bagtil varsler om en Rigdom forover. Døden kan ikke være det sidste. Bag den maa der komme en Dag med Oprejsningens Kræfter i sit Følge.

Det er denne optimistiske Dødsbetragtning, som Paludan-Müller allerede i 1838 havde givet Udtryk for i Digtet »Gjensyn«.

Hvor blev den Blomst, som fyldte
Din Sans med liflig Duft?
Det Solskin, som forgyldte
Den sommervarme Luft?
Hvor blev de grønne Kroner,
Der ud i Vaaren sprang
Ved foraarsfriske Toner
Af Fuglechorets Sang? — —

Engang maa alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares,
Hvad Tiden tæred hen;
Ei blot hvert Glimt vi skue
af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.

Der skal til Eet vi samle,
Hvad stykkevis gik tabt;
Der vaagner alt det Gamle
Og staar forynget skabt:
s. 128 Den Sjæl, som her du kaared,
Det Maal, du stræbte til,
Den Drøm, som her dig daared,
Dig hisset vinke vil.
Netop saaledes oplever Tithon Døden.

Ved Electras Baal hilser han Natten, der kommer taus og stille og trofast bevarer, hvad den har modtaget.

Hun gjemmer det Forsvundne, det Forglemte;
Hun holder Mindets rige Fyldehorn,
Og rækker tidt det ud med milde Hænder,
At vi maa se, at ej det Mindste tabtes.
O Moder for det Haab, som mer ej blomstrer,
See ned til mig i Undergangens Rige,
Dybt fra sit Hjerte kalder dig din Søn!

Og — fortsætter Tithon sin Bøn — slaar hans egen Time engang:

Da kald det svundne frem, at i dit Ly,
Vi sidde maa, af dine Vinger dækked,
Og tale sammen om det sunkne Troja
Og leve Livet om, som her gik tabt.

Og saaledes fuldbyrdes det. Bønnen bliver opfyldt.

Da Dødstimen er der, ser Tithon ned i det Bæger, der skal bringe ham Befrielsen, ser Fortidsminder og Fortidssyner blande sig paa vidunderlig Maade og udbryder jublende:

Ja, underfuld mig styrker dette Syn.
Ned i den mørke Drik med Fryd jeg skuer,
s. 129 Thi mig den minder om den gamle Nat.
Det er, som Alt bag disse Draaber skjules,
Som dobbelt klart jeg saa mit eget Liv,
Mens paa den dybe Bund mit Billed gynger.
Vidunderligt min Ungdoms svundne Drømme
Sig blande her med Glimt af Fremtidssyner,
Og mens en ukjendt Ro mit Hjerte fylder,
Min Længsel hviler ved sit fjerne Maal. —

Saa drikker han Bægeret for at gaa ind i Skyggen af den stille Nat og fremover mod de fjerne Maal. Men endnu efter at hans Legeme er sunket sammen til Støv, lyder hans Stemme, til et Jubelraab over Friheden, et Farvel til Aurora, og ind imellem til en Bekendelse, hvori vi atter møder Grundtanken fra »Gjensyn«.

O Nattens Haab! saa dybt og rigt som Mindet.

Menneskelivet gaar ikke under i et stort Intet, men til Mindet bagude svarer Haabet forude.

Tithon dør altsaa ikke en Resignationens Død. Heller ikke dør Tithon »den hedenske Død, Livets Ophør i Fred og Hvile« (Fr. Lange, S. 131); endnu mindre dør Tithon nogen Død uden Haab *) . Tværtimod. Tithon dør i den Forvisning, at hvad der blev vundet i Livet her, skal genfindes bag Døden. Thi som vi lever, skal vi dø. I s. 130 Dødsbægeret skal vi endnu engang se vort Liv, og som de Minder er, vi samler paa Jorden, vil den Tilværelse blive, hvortil der ved Døden gaas ind.

Skønnere og idealere end Paludan-Müller her har skildret Døden som Menneskets almindelige Lod, kan dette næppe gøres. Dødslejet er som et Knudepunkt, hvor to Verdener mødes. Fortidserindringer og Fremtidssyner svæver over det. *)

Saa har vi da nu fundet den Tanke, der efter Paludan-Müllers Ord laa i Digtet, som Perlen ligger gemt i Muslingen. Den kan udtrykkes saaledes:

Lev ikke i Drømme, sæt ikke Nydelser som Livets Maal, end ikke de ædleste; men tag Virkeligheden op, som den er lagt for dig! Ad den Vej faar dit Liv det rette Indhold!

Men — skulde du end have sat meget til, skulde du end sidde tilbage paa denne Jord med Klagen over saa meget, der blev forspildt, med Sorg og Savn af de kære, der blev taget fra dig, saa opgiv dog ikke Ævred! Endnu er der eet at haabe paa: Døden. Thi Døden er Indgang til en Tilværelse, hvor det spredte samles til eet, og hvor der endnu kan haabes paa en Genoprettelse, og hvor Sjælen skal naa frem til de fjerne Maal. **)

s. 131 Saaledes er »Tithon« i visse Maader en Parallel til »Adam Homo«. Ogsaa i »Adam Homo« har Helten sat meget til, ja sat sin Sjæl til, i endnu større Grad end Tithon. Men heller ikke der lades alt Haab ude ved Døden. Og idet Alma tager Adam ved Haanden bag Graven og hjælper ham igennem til Skærsildens Frelse, opfyldes ogsaa der, at det, der lever i Mindet, bliver Borgen for et evigt Haab. Ogsaa over »Adam Homo’« sidste Sang kunde sættes som Motto den Linie, hvori Tithon udtrykker sin Forventning, idet han glider bort i Døden:

O Nattens Haab! saa rigt og dybt som Mindet. *

Jeg haaber med disse Linier at have ramt Paludan-Müllers Grundtanke med det skønne Digt. Og jeg forstaar nu, at det kunde staa Digterens Hjerte særlig nær. I Tithon’s Grundtoner klinger Digterens eget Hjerte med. Ud af sit Livs Erfaring indskærper han, ikke Poesiens s. 132 Nedstigning i det Reale, men Livets eksistentielle Nedstigning fra Drømmenes til Virkelighedens og Pligternes Verden med et umisteligt Haab forude.

Thi, for at slutte med det sidste Vers i »Gjensyn«, et Udtryk for Paludan-Müllers religiøse Tro og for hans deri grundede Optimisme:

Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaar tilsidst:
Hvad her vi maatte miste,
Vi faae tilbage hist.
Til Undergang ej skabtes
Endog det mindste Frø:
Det var kun Skal, hvad tabtes:
Livskjærnen kan ej døe.

Finis.