Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Georg Emil Brahm FRA: Margrethe Pedersen (1895-06)

Sidst i Juni 1895.

Mine trofaste Venner Brahm og Harriet!

Nu vil jeg allerførst takke for eders Hilsen med Maren Myrup, som hun mundtlig selv har bragt mig. Nu har I nok set i det sidste Højskoleblad, at min Søster Else er rejst over det smalle Bælt til det ukendte Land hinsides. Jeg havde ikke ventet, at hun skulde gaaet før mig. Det sidste Halvaar blev hun meget afkræftet. Hun har ikke besøgt mig siden Jul. Hun blev først stadig sengeliggende i April, og efterhaanden forværredes Sygdommen, som var Mavekræft. De sidste otte Dage blev det haardere af og til, men hun kunde jævnlig sige Gud ske Lov og blev sig fuldt bevidst til det sidste. Hun sov stille hen Kl. 7 Torsdag Morgen den 13. Juni. Nu maa I vide lidt om Begravelsen. Den 20. var der samlet en halvanden Hundrede til Ligfølge. Den halve Del fulgte tilbage og spiste Middag. Møller talte ude vest for Gaarden. Der kunde Gæsterne samles i Læ for Vinden.

Da vor Gaard er bygget omkring, bor jeg paa faa Favne nær tæt ved Landevejen, og den fulgte Ligfølget.

s. 17 Saa bestemte jeg mig til, ved Hjælp, at sidde paa en lille Forhøjning ved Vinduet med mine Briller paa. Kl. 7 kom Ligfølget, 5 Vogne, de øvrige gik i det dejlige Solskin. Til min store Glæde standser min Søn Jens Peter Ligvognen og naturligvis hele Følget, og saa istemtes det dejlige Vers: „Saa rejser vi til vort Fædreland“. Det var en velsignet Overraskelse for mig, der næsten i 3 Aar stadig har været bunden til Sengen og ikke set eller hørt lignende i den Tid. Men Gud Fader være takket og priset ogsaa for den Tid, der er gaaet forunderlig hastig for mig trods alt det syndige, der hænger ved os, har Else og mig og I 2 kære Venner delt meget godt sammen hernede og haaber af Naade for Jesu Skyld at samles om at synge det evige Halleluja hisset. Den Dag, Else døde, følte jeg mig saa inderlig glad for Salmen Nr. 438 i Festsalmebogen: „Kimer, Himmelklokker“.

Kære Venner! Det er da i god Tid at sende eder Lykønskning i Anledning baade af Fødselsdag og Bryllupsfest den 2. Juli; men nu skulde det gaa. Saa vil jeg da hjertelig ønske eder begge, at I fremdeles i barnlig Tro og Ydmyghed kan modtage alt, hvad Gud Fader tiiskikker eder, men for alting, at Guds Fred og Guds Kraft maa følge eder baade i Livet og i Døden. Ja, kære Venner, det er næsten forunderligt, saa kærligt som Gud Fader lægger alt til Rette for mig med Hensyn til Legemet. Jeg ligger bestandig og hviler godt; men saa er der alligevel daglig saa meget, der kommer og forstyrrer Freden for os. Ja, det kan til Tider være tvivlsomt, om vi fornyes i det indvortes Menneske. „Men har vi til nu paa det store Ord som Børnene smaa kun stammet, af Himmelens Ild, som kom til Jord, vi har dog en Gnist annammet. Den Gnist den ulmer hos os endnu, opblusser og i Guds Time. Saa glædelig det os rinder i Hu, at Himmerigs Klokker kime“.

Kære Harriet, af dit Brev til min Fødselsdag erfarede jeg, du var meget trykket, men det hjælper ikke at se alene paa vor egen Usselhed, men daglig ved Helligaandens Kraft forsage og tro paa Syndernes Forladelse i vor Daab, uforskyldt for Jesu Skyld. Ja, Gud Fader give os Naade s. 18 til mere barnlig at stole paa hans Trofasthed og Kærlighed. Saa skal jeg hilse fra min Søn Jens Peter; han ønsker eder til Lykke. I denne Maaned har alle deres otte Børn haft Mæslinger og er nu raske allesammen. Ja, Gud ske Tak! — Jeg skal ogsaa hilse fra Margrethe Godiksen. I Dag, Torsdag, rejser hun til Mors at besøge Abel Poulsen i Lødderup. Hun glæder sig til at besøge Fynboerne til Efteraaret, naar Karlene skal rejse til Nyborg. Jeg ligger og tænker paa, saa mange Koner, især i Thorup, der i de sidste Aar er rejst bort. Alle var de yngre end mig. Det var godt, Inger Tværgaard fik Hjemlov. Else og Jørgen Svendsens Kone i Odde døde samme Dag. Jeg maa hilse fra vore unge Folk. Saa vil jeg til Slut sende en kærlig Hilsen til eder. Jeg tænker, det er maaske sidste Gang, jeg skriver til eder. Jeg kan næsten ikke styre Pennen.

Eders gamle Margrethe.

Gud i Vold!