Danmarks Breve

BREV TIL: Harriet Brahm FRA: Margrethe Pedersen (1898-11-19)

Vust, 19.—11. 1898.

Min kære Veninde Harriet!

Da du nu den 21de Novbr. gaar i dit vist 60de Aar, s. 34 saa vil jeg hjertelig ønske, at du fremdeles i en barnlig Tro kan modtage, hvad Gud Fader tiiskikker eder hernede, sikker paa, han giver sine Børn det, der er dem bedst tjenligt, da alle Ting skal tjene dem til Gode, som elsker Gud, og dertil vil han hjælpe os ved Helligaandens Bistand i Jesu Navn. Olav Gertsen, Klim, var hos os sidst i Oktober. Han fortalte mig, at han havde seet Brahm og dig i Aalborg i Anledning af Kamillas Begravelse; men han vidste ikke, hvor den fandt Sted, da I ikke talte sammen. Men det glædede mig at høre, du var saa rask, du kunde rejse med din Mand saa lang en Vej paa den Aarstid. — Kamilla og jeg har delt meget godt sammen, fra vi kom sammen i Thorup Præstegaard med jer og flere Venner, ja, særlig min kære gamle Fru Brahm fra Aalborg, som saa gerne vilde tale om Vorherre og hans Kærlighed til os og vore kære Børn, som vi vilde befale til hans Varetægt med Tak og Bøn. „Gud, lad os leve af dit Ord, hver Dag vi ser paa denne Jord. Og før dermed fra Grædens Dal os hjem til Himlens Frydesal.“ Ja, det ske i Jesu Navn. — Kære Venner! Jeg har ikke stort at meddele jer, da det er 4de Gang i denne Sommer, jeg har malet lidt op til jer; naar det kom i mine Tanker, jeg var i Gæld, saa vil jeg skrive, saa længe jeg kan, da Venskabet ikke saa let brister, naar vi hører fra hinanden. Det er mig til en stor Opmuntring og Hjælp næst Guds Hjælp, at det meste af min Tid gaar saa hastig for mig. Gud Fader være takket og priset for al hans Naade, ja, ogsaa for, at han hele mit Liv har lagt alt saa kærlig til rette for mig, trods al min Usselhed, saa jeg maa udbryde med David: Herre, hvormed skal jeg betale dig alle dine Velgerninger imod mig. Jeg vil optage den mangfoldige Saligheds Kalk og paakalde i Herrens Navn. Ham ske Tak!

Min gode Ven Brahm! Tak for Brevet, jeg modtog. Der er næppe den Tant, der jo er Alvor iblandt, saa jeg er glad for Udbyttet, jeg fik af Brevet med dets Smiger og Dadel. Alt optager jeg i bedste Mening. Jeg kan tit fristes til Hovmod i Stedet for Ydmyghed; saa mindes s. 35 jeg: „Men hvad har du Menneske, som du ikke har modtaget“ osv. Det er et stort Gode for mig at have Venners Fortrolighed. Men Hovedsagen er Vorherre. Ham, der er Kærlighed, er vor bedste Ven.

Ja, om faa Dage kommer atter den dejlige Advent, som paany bebuder os det glædelige Budskab: Os er en Frelser født! Saa vi med vor lille Tro maa være med i Toget at synge Hosianna og Halleluja i Herrens Indtog i dette ny Kirkeaar, vi nu gaar i Møde. O, Gud ske Tak! — Saa vil jeg slutte med mit hjertelige Ønske om en glædelig Jul og et lyksaligt Nytaar i Jesu Navn. Modtag saa min bedste Hilsen, baade gamle og Børn. — Jeg kan hilse fra Karen i Holme. Hun savner stadig Niels, da hun er ene i Lejligheden, undtagen naar de unge hjælper hende. Hun gaar stadig ved en Stok. Det er godt, at hun er mere taalmodig end Niels og gamle Margrethe. Den 29de Decbr. bliver hun 80. Tiden er gaaet godt hidtil, men hun modtager sjældnere et Brev, siden Niels døde. Jeg ved ikke om hun skriver. Men jeg ved, at næst Guds Hjælp forkorter Brevveksling Tiden for mig, som jeg er meget glad for.

Jeg skal hilse fra mine omværende og Mariane Nørhave. Hun var hos mig, før jeg sluttede Brevet. Hun tager det meget jævnt og fornuftigt med at gaa ene blandt 8 Børn. Jens Kristian, den ældste, ligger i Randers som Dragon fra Marts 98. til Oktbr. 99. Det er længe, da han ligner Pladsen der ved en Røverkule. Men han takker Gud, for han var paa Frederiksborg Højskole først. Baade han og Jens Peter skriver stadig Breve, som vi er glade for at læse, da intet har trykket hidtil. Gud ske Tak!

Jeg skal hilse fra Jens Peter Godiksens og Jens Nielsens; de har det godt og er alle raske; men vor lille Kristen Pedersen, der var 20 Aar sidste Onsdag, den 16de, han har aldrig været rask. Alligevel har han været i Urmagerlære i Thisted, men ligger nu her hjemme og er meget syg, og nærmest for os at se, kan der snart komme Vandrebudskab til ham. Han har i den sidste Tid været s. 36 ringe af Helbred og tit sagt: Min Tid bliver vist ikke lang. Han er godt tilfreds, hvis saa skal være. O! Gud være takket! — Mon det ikke er det sidste Brev, jeg maler; jeg kan næsten ikke blive færdig. Gud i Vold!

Eders gamle Margrethe.

Hils jeres Pebermø, Ane Marie. En lang Tjeneste vidner om Troskab og Ærlighed. — Brevet er opslidt, og jeg er træt.