Pedersen, Margrethe BREV TIL: Brahm, Peter Georg Emil; Brahm, Harriet FRA: Pedersen, Margrethe (1899-02-24)

Vust, 24.—2.—1899.

Mine kære Venner Brahm og Harriet!

Jeg ved næsten ikke, om der er stort at meddele, siden I modtog Brev til 21de Novbr. fra mig. Men saa lige den 22de hensov vor kære Kristen. Fra hans Fødselsdag den 16de Novbr. til den følgende Tirsdag var han meget syg, men var sig fuldt bevidst til det sidste. Da jeg hørte, at hans Timeglas var snart udrundet, bad jeg om at komme ned i Kammeret, hvor han laa. Han har staaet mig særdeles nær fra hans første Tid. Saa bad jeg ham at tage imod mig paa den anden Side det smalle Belt. Han sagde: „Ja“, og han tilføjede: „Jeg er godt tilpas, men meget syg.“ Jeg var hos ham lige en halv Time og saa, han hensov, til sidst rolig og stille. Ja, Gud ske Tak! Jeg har stadig fra den Tid baade vemodige og glædelige Minder, som jeg tit gentager i Tak og Bøn. Kære Venner! Jeg undres meget over, saa hastig som Tiden skrider for mig trods mange mørke Timer. Men saa tager jeg til Vorherre, som altid vil være hos os. Han siger selv: „Se, jeg staar for Døren og banker, om nogen oplader; til ham vil jeg gaa ind og holde Nadvere med ham og han med mig“. Kan vi smaa saa ønske os bedre. Men det er mig til en stor Opmuntring og Glæde, baade mundtlig og skriftlig, at dele Ord og Tanker med Venner. Siden St. Mikkelsdag har jeres trofaste Pige Ane Marie besøgt mig ligesom jeg i Avgust s. 371897 kavde et kort, men meget kærkomment Besøg af min trofaste Ven og Præst Brahm. Og saa ved I begge, jeg bor mod Syd, paa Solsiden, som jeg er meget taknemlig for. Endvidere takker jeg dig for de 3 sidste Breve, jeg modtog; det første dateret 19de Oktober, det andet lige til den velsignede Juleaften, da I ventede Børnene fra København og forestillede mig i Tankerne sammen med jer den Aften som saa tit i Thorup Præstegaard. Nu, den 6te Februar, blev jeg atter glædelig overrasket med et fra Afsenderen i Seden Præstegaard imellem 7 andre Breve med Posten; og Brevene indeholder mange gode Ønsker, som jeg med Tak og i Ydmyghed vil bede Gud Fader af Naade vil fuldføre i mig og os allesammen. — Ham til Ære og os til Gavn, det ske! Vi kan ønske, Gud kan og vil give hans Børn det bedste, naar vi i en barnlig Tro søger ham, saa skal det øvrige fornødne vorde os tillagt, som vi kan tage imod, som Nr. 2. — Kære Venner! Som den 2den Juli for jer har en dobbelt Betydning, saa har 6te Februar for mig. Det er min Fødsels- og Daabsdag samtidig. I Aar den Dag modtog jeg den hellige Nadver til Stadfæstelse i Troen paa Syndernes Forladelse for Jesu Skyld. Ham ske evig Tak her og hist. Her var samlet om mig over 30 ældre Venner, som, næst Vorherre, var mig til stor Glæde og Oplivelse. Ved Kr. Pedersens Begravelse Mandag den 28de Novbr. havde jeg en lignende Højtidsdag, da mange af vor store Familie var samlet her. Jeg længes meget efter Else og Niels, som var i Nærheden, og som jeg bedst kunde dele baade stort og smaat med; saa vil vi, mens vi kan, benytte Tiden. (Der siges et Sted, at der er 4 Maaneder til Højtid); nu har vi godt 4 Maaneder til 2den Juli, saa kunde jeg ikke tøve længere med at skrive. Bitte Ole var hos os forrige Mandag, kom med Toget lige fra Fyn til Hanherred. — Nu maa jeg nok helst snart slutte Maleriet og trøste mig ved, at det ikke skal læses paa en Fødselsdag. Men jeg haaber nok I kan fatte Meningen deraf, som i al inderlig Fortrolighed er skrevet. Jeg mindes tit i Tankerne min kære Svigerinde Karen i Holme.

s. 38Vi 2 er de eneste i Sognet, som ikke kan komme i Kirke; men naar vi kalder efter Møller, kommer han kørende eller gaaende. Karen længes meget efter Niels, saa Tiden tit bliver noget trist for hende. Ingen Brevveksling forkorter dér Tiden som i min Broders Tid. Karen kan det meste af Tiden lave sin Mad selv. Jeg er særdeles vel tilfreds med min Stilling. Gud Fader være takket! Kære Harriet! Det glædede mig, du ikke var syg i Jul, men gik snart i den gamle Stilling. Guds Barmhjertighed er hver Morgen ny. Modtag saa min bedste Hilsen med Ønsket om, at Guds Fred og Velsignelse maa være med eder allenstund.

Forrige Efteraar skrev jeg Pebermø til min Veninde Ane Marie. Hils hende.

Eders gamle Margrethe.