Danmarks Breve

BREVE FRA GAMMELMO’R I VUST TIL PRÆS...

s. 1 BREVE
FRA
GAMMELMO’R I VUST

TIL
PRÆSTEFOLKENE
HARRIET OG GEORG BRAHM

I SEDEN VED ODENSE

TRYKT SOM MANUSKRIPT

s. 2 Thisted Amts Tidendes Bogtrykkerl, Thisted

s. 3 Efterfølgende Breve fra min Moder til Præstefolkene i Seden ved Odense er af Fru Brahm overladt mig, og da jeg gerne vil, at Moders Minde maa blive bevaret blandt hendes talrige Efterkommere, der ved hendes Død var langt over 100, har jeg ladet Brevene trykke som Manuskript for Venner til Omdeling blandt Slægten.

Det fremgaar af Brevene, ligesom alle, der kom i personlig Forhold til Moder, erfarede, at hendes store Afkom stod hende usigelig nær, og at hun daglig i hendes Bøn og Tanker indesluttede sin store Slægt. Moder blev født i Vust den 6. Februar 1811. Da hun var 20 Aar giftede hun sig med Kristen Pedersen i Vust, der da var 36 Aar, han døde 1854, og i 20 Aar til 1874 bestyrede hun sin Gaard i Vust med sine Børns Hjælp. Hun levede derefter hos sin Datter og Svigersøn til sin Død, den 8. Maj 1902.

Hun havde mange Forbindelser med Folk af den grundtvigske Retning rundt omkring i Landet, og hun skrev Breve til mange. De, der her er samlet, er til én Familie og skrevet i hendes sidste Leveaar, hvor hun stadig var sengeliggende.

Nogen Tid efter Moders Død skrev Friskolelærer Lindstrøm, Klim, en Skildring af hende i „Baunen“, denne medtages her.

s. 4 Paa Faders Gravsten paa Vust Kirkegaard staar:

GAARDEJER
CHRISTEN PEDERSEN

FØDT I VUST 14 DECEMBER 1794
DØD SMST. 21. SEPTBR. 1854
GIFT 1831 MED

MARGRETHE JAKOBSDATTER

VED HENDE FADER TIL 7 BØRN

HUN SATTE HAM DETTE MINDE,
MEN ET BEDRE LEVER I HENDES OG TAKNEMMELIGE
BØRNS HJERTER

ET SOVEKAMMER ER MIN GRAV
MIG KALDER HAN, SOM LIVET GAV

Vust. i November 1914.

J. P. Nørhave.

s. 5 Gamle Margrethe.
Et Virkelighedsbillede.

Hun boede i en Stue østerst i Raalingen. Stuen vendte mod Syd. Der var mange Billeder paa Væggen, navnlig Portrætter. I Værelsets østre Side stod Sengen.

Margrethe var i en Aarrække stadigt sengeliggende paa Grund af Benskade. Men da hun var gangfør, fartede hun om til kristelige og folkelige Møder i Kirke og Samlingshus. For hun havde stærk Trang til at høre, og hun var lydhør. Hun evnede at prøve Aander, at skelne mellem Kerne og Avne.

Tit, naar man aabnede Gangdøren og vilde ind at gæste hende, kunde det høres, at hun bad, eller at hun nynnede paa en Salmetone.

Et Velkommen fik man altid. Og det var der Hjerteklang i. Var man een Gang taget ind i hendes Vennelag, og det rakte vidt ud, saa blev man holdt fast. Det mærkedes paa mange Maader. Det kunde give sig Udtryk, naar hun greb Haanden til Velkomst og knugede den mellem sine gamle, magre Fingre, og naar hun til Afsked tog ens Haand mellem begge sine og modstræbende slap.

Naar Venner undertiden ynkede hende, at hun stadig skulde være bunden til Sygelejet, sagde hun: „Jeg har det saa godt. Gud er jo god imod mig.“

Margrethe havde en stærk Vilje, Hersketrang og Myndighedsfølelse. Hun maatte tit gennemgaa haarde Kampe for at naa frem til Sagtmodighed og blive stille for Gud. Og dette var hendes inderste Attraa. Hun bad om, at Gud vilde slukke den opblussende Heftighed og tænde Sagtmodighedens milde Lys i hendes Sjæl.

s. 6 „Ørnen“ kaldtes hun af en af hendes mange Præstevenner. Det var nok særlig paa Grund af hendes stærkt krumme Næse. Men det passede ogsaa i overført Betydning. For hun kunde stige højt i Længsel og Glæde. Hun dalede ogsaa dybt til Tider, i Ydmyghed, naar hendes stærke Sind drev hende længere ud, end hun bag efter skønnede var Ret.

Margrethes gamle Farmor var Herrnhut som flere af Ætten. Og Farmoderens dybt rundne Hengivelse i Gud og hendes Hjertes Enfold kvaltes ikke under Rationalismens Vinterdække. Det blev til Lykke for Margrethe i hendes Barndom og første Ungdom. Farmoderen saaede med lykkelig Haand i et villigt Sind.

Saa blev hun gift, lykkelig gift, sagde hun selv. Manden døde 1854. Og Margrethe stod for Gaarden som Enke fra 1854 til 1874. Hun var en sjælden virksom og dygtig Kvinde til at passe sin Gaard, saavel Bedriften udenfor som Arbejdet inden Døre. I de 20 Aar, hun som Enke ejede Gaarden, blomstrede Velstanden for Hjemmet. Og Margrethe forstod sig godt paa økonomiske Værdier, paa Penges Brug. Hun var paaholdende, men ikke karrig. Egnens Smaafolk sander dette.

Man hun var samtidig en stærkt troende Kvinde, der stadigt formanede sine Børn til at holde sig nær til Gud. Hun opdrog, optugtede dem paa streng, gammeldags Maade. Men de agter hende alle for hendes umiskendelige Stræben efter at gøre Ret og sætte Skel. Daglig bad hun for sig selv og sin Æt, at Herren vilde holde sin Haand over dem og lede dem saaledes, at hun paa den store Dag kunde møde Herren og sige: „Herre, her er jeg og alle dem, du har givet mig.“

I disse 20 Aar tog hun adskillige haarde Tørn baade med Præst og Lærer. Forkyndelsen i Kirken var flad Rationalisme, Børneundervisningen saa forunderlig uforstaaende overfor Barnehjertets Tarv og Krav. Hun havde vel den Gang ikke den Klarhed, hun senere vandt frem til, men hun skønnede, at der blev taget alt for overfladisk paa disse for hende dybt alvorlige Spørgsmaal.

s. 7 Selv om det ikke kan siges, at hendes Livssyn var udpræget pietistisk, var der dog i disse Tider noget strengt og haardt over hendes kristelige Begreber. Men det strenge og haarde løstes, da den grundtvigske Vækkelse ved Peter Rønne sidst i Tredserne naaede Egnen som et Vaarbud om aandelig Grøde. Da var det, som en Taage lettede sig for hende, og hun fik klarere Himmel over sig. Hun aabnede alle Porte for Livet og Lyset. Og til sin Død blev hun en trofast, utrættet Forkynder af den glade Kristendom. Hun elskede alle frie Udstrømninger af grundtvigsk Aandsliv.

Hendes Ætfølelse var dyb og stærk. Hun fulgte Ætten med varm Medhu. Hendes inderste Ønske var, at den, som hun, maatte faa i Eje en levende Folkefølelse og oprigtig Levevilje for Guds Aasyn.

Hun læste meget, skønt Øjnene var ikke stærke. Grundtvigs, Birkedals og Hoffs Prædikener var hendes det kæreste. Men hun fulgte tillige Tidsrørelserne, som de afspejledes i Pressen. Var et og andet dunkelt for hende, spurgte hun ud, til Sagen blev hende klar. Rundt om i Egnen gemmes paa Gammel-Margrethes Breve, smaa Lapper Papir, hvorpaa hun med Blyant skrev Opmuntringer og Formaninger i kristelig Aand og Tone til gode Venner. Indhold var der i disse Breve. God Form ligeledes.

Hun døde som 91-aarig, den kære, ivrige GammelMargrethe med det varme Hjerte og det lyse Syn. Med sine let iøjnefaldende Fejl, men med sin Trang til aandelig Kraft og Klarhed, med sin ærlige Vilje til at vandre Guds Veje. Hun har traadt gode Spor i Livsudviklingen paa sin Egn.

Havde man efter et Besøg sagt Farvel og var naaet Døren, lød det gerne med høj Røst fra Margrethe: „Tak, Tak!“ Denne Tak istemmer hendes Æt og hendes Venner. Hun gav dem af sit Aandseje, hun bar dem frem i sin Bøn.

En Gennembruds-Skikkelse. Rigt udrustet, dybt præget af grundtvigsk Aandsliv. Dog, hun kunde sige, som hun ofte gjorde: „Uforskyldt! Uforskyldt!“ —

Joh. Georg Lindstrøm.

Klim Friskole.