Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Säve FRA: Niels Matthias Petersen (1854-04-13)

Københavnskærtorsdag 1854 1 .

Kære Säve! Det har, som du kan forestille dig, været mig en stor glæde af Hammershaimb at modtage dit brev og de starka verberna, som jeg naturligvis endnu skal have megen, ja megen glæde og nytte af, skönt de kom mig tilhænde netop den dag, da jeg endte Gutalag. Derved blive mig to bemærkninger levende. Du finder det påfaldende, at man i København kan anmælde en sådan forelæsning, og tilvisse er det et fremskridt, men jeg er mig meget vel bevidst, hvor lidet det i grunden har at sige; nogen nordsproglig interesse findes der ikke hos de studerende, det indtryk, som derved fremkaldes på mig, må derfor blive sløvende; det eneste, som derfor kan udrettes hos os, må være ved skrifter, men jeg frygter, at der heller ikke derved udrettes stort. Der mangler næsten al videnskabelig forbindelse i norden. Det ser jeg da også deraf, at jeg i januar udgav et ark om de stærke danske verber, hvoraf jeg har leveret 25 exemplarer til Eibe, for at sendes til dig — og du véd endnu ikke af, at det er til 2 . Endnu forunderligere er det, at det første hefte af den danske s. 65 literaturs historie (udsigt over middelalderens literatur) ikke er kommen dig tilhænde, eftersom du taler om min fornnordiska literatur-historia. Hvor forbindelserne i boghandelen ere så vanskelige at tilvejebringe, bliver den åndige meddelelse jo næsten umulig. Prof. Vestergaard sagde, at du var medlem af den historiske forening, og allerede havde fået et exemplar, og derfor faldt det mig ikke ind at sende noget 1 . Den fornnordiske literatur har jo Thorsen taget, så den kan ikke ventes af mig 2 . Det vil jo også allerede være en god gerning hvis jeg kan ende den danske, hvor mager den endog er, indtil jeg når til Holberg. Første korrekturark af andet hefte eller reformationstiden (1500—1560) har jeg fået igår, og dette hefte vil udkomme i sommer engang. Tredie hefte vil omfatte tiden fra 1560 til Holberg (Adelsperioden og Indledning til Holbergs tidsalder). Der har jeg da nok at göre i sommer. Istedenfor den fornnordiske literaturs behandling har jeg derimod tænkt mig, hvis gud under mig liv og helsen så længe, at foretage en anden række af arbejder; da jeg nemlig allerede har givet en nordisk mythologi, så kan enhver begribe, at dertil endnu hører to skrifter: den nordiske poesi (den hele nemlig) og den nordiske historieskrivning (ligeledes den hele fra den ældste tid til vore dage). At udarbejde disse skrifter må være overmåde lærerigt, og så måtte de dog kunne være til nogen gavn for andre. Dit venskab for mig, kære Säve, vil undskylde, at jeg således kommer med planer til arbejder, der måske aldrig blive til (til den nordiske poesi har jeg begyndt et udkast og samling); tanken derom og derpå har nogen glæde for mig, s. 66 og derfor véd jeg at du vil dele den; her i Danmark véd jeg ikke et menneske, som bryder sig noget om det. Der mangler mig endnu en hovedting: den svenske poesi. — Men mine kræfter ville snart være udtömte. Hvorledes ere da udsigterne i Sverrig? Lad mig ved lejlighed vide, hvorledes det står med dine udsigter, med en fast stilling og ansættelse i Uppsala? med din stilling således at det fornnordiska studium, der jo dog er og bliver grundlaget til alt, kan anses i dig at være fast grundet og betrygget. Det vil være mig en trøst, når jeg går bort, at vide, at et nyt og dybere studium afløser den rå begyndelse. Her synes det rigtig nok, som verdensbegivenhederne vil gribe ind, og måske bevirke en forandring, der endnu er skjult for vore öjne. Derfor ser jeg, ligesom du, med en spændt forvæntning på dem. Skulle de måske endelig afgöre Sverrigs og Danmarks stilling? Skulle de endelig engang omskifte det bestående, der er så utåleligt, at det ikke længer kan tåles?

Dit lille skrift, som jeg endnu engang takker for, indeholder en stor rigdom af ny, ubekendte ting, som jeg nu efter bedste evne skal benytte med hensyn til dansken; det vil i flere tvivlsomme ting give mig klarhed. Der er en ting, som du i indledningen lægger megen vægt på s. 6—8 og som jeg derfor må göre nogle bemærkninger om. Det er ikke tingen selv, som jeg nærer den mindste tvivl om, men exemplet, forekommer det mig, er ikke så afgörende, som du synes at antage det for. At v har været udtalt foran r står jo udtrykkelig i Snorra-edda i Málskrúðsfræði (den store udg. 2 d. s. 132.134) hvor det om Vröngu varar gungnis hedder: hér er við lagt V í þessu nafni vröngu; og endnu tydeligere: at v sè aftekit í þessu nafni (vrungu). þvíat þýðerskir menn ok danskir hafa v fyrir r í þessu nafni ok mörgum öðrum, ok þat hyggjuin vèr fornt mál vera, en nú er þat kallat vindandin forna í skáldskap, því at þat er nú ekki haft í norrœnu máli. Det er da klart nok. Men hvilken sikkerhed haves der for, at de to s. 67 linier reiðr stóð Rösku bróðir — og vá gagn faðir Magna høre sammen og altså forbindes med rimstave? Meningen kræver det jo slet ikke, da hver for sig jo give en fuldstændig mening. De ere rimeligvis tagne af þórsdrápa; de næste to sammenhørende linier stå der (den store udgave 1 d. s. 296). Men i þórsdrápa har jo 1 og 3 linie halvrim, 2 og 4 derimod helrim. Og nu har begge de anførte linier helrim: stóð — bróðir * ; gagn—Magna. Kan man nu ikke med god grund sige: da begge have helrim, så må de i digtet have stået som 2 og 4 linie, hvis 1 og 3 ere udeladte, da de ikke indeholdt noget om Thors navne. Altså kunne disse to linier ikke være forbundne med rimstave; altså ligger der i dem ikke noget bevis, i det mindste et meget tvivlsomt, for at reiðr må læses som vreiðr. Med hensyn til Röskva, findes rask nogensinde i Svensk eller Dansk med v? findes der i nogen dialekt et vriska? I Dansk mindes jeg aldrig at have set noget vrask. Hvorledes hænger det sammen? Det kan jeg ingen rede finde i; er der noget hvorpå man kan kende et oprindeligt vr fra et oprindeligt r, thi begge dele må vel kunne finde sted. Nu har jeg ikke lejlighed til at søge efter oplysning om det.

Oplysningen om kulturvejen fra Sverrige til Norge har glædet mig meget. At Norge har fået sin Odinske kultur fra Sverrig, har jeg aldrig kunnet tvivle om; over Varmland har du anvist en vej, der jo også historisk har nogen rimelighed for sig. Har du ingensteds udtalt denne mening? Det vilde være godt at få en ny modvægt mod norröne hypothesen. Det ved dine dalske og gullandske verber fremkaldte resultat er også i denne henseende afgörende. Deri ligger et uimodsigeligt bevis, at fornsproget, grundlaget til islandsk, fra umindelige tider har været til endog i de fjærneste land〈s〉kaber; og at den snak om et særeget norrönt eller norsk tungemål — er ikke andet end snak, fremkaldt af norsk stolthed. Dette s. 68 norröne er netop en yngre udvikling. Lad derfor alle gode svenske mænd forene sig og hævde deres sprogs værdighed, ikke af nationalstolthed, thi hvad er der at göre sig til af, at man har ejet noget, som man har forsömt og forvansket, men af kærlighed til nordisk sprogkundskab. De stærke verber, det véd du, anser jeg også for det første og vigtigste sprogkriterium på ælde. I sandhed, vi må endnu have en fuldstændig samling af alle stærke verber i alle nordiske dialekter; kun af alle stærke. Det lod sig vel dog göre. Så vil der komme meget ud deraf. Så vil det vise sig, at alle de islandske have været til, för nogen drömte om at drage til Island.

Der er meget mere i dit brev, som jeg vilde skrive om, men da papiret næsten er fuldt, må jeg endnu kun takke for oplysningerne til Gutalags former, som jeg ved lejlighed skal have godt af. Behøver þairi at være en åbenbar skrivfejl for þairir; kan r ikke være faldet bort, så at formen dog er ægte? At Schlyter ikke har forstået sproget, så meget har jeg lært; at det altså var urimeligt af mig, at ville give mig af med det, er ligeså klart; at jeg for at anspores dertil, måtte have tilhørere, der havde nogen dybere selvinteresse, er også rimeligt; men mine arbejder af anden art have givet mig så meget at varetage, at det virkelig er en umulighed hvert halvår at kunne skabe ny forelæsninger, det er en professorerfaring, som du også vil göre.

Og nu tak, kære Säve, for hvert venligt ord, for hver sprogoplysning du har givet mig og fremdeles vil give. Det er nu langfredag, og menneskehedens lange lidelser stå levende for mig, men det er igennem dem vi modnes til höjere kundskab. Mange hilsener bringer jeg fra mine. Vær overbevist om, at hvo der engang har kendt dig glemmer dig ikke. Levvel!

Din
N. M. Petersen.

〈Udskrift〉 S. T., Hr. Mag. C. Säve i Uppsala. betalt